Spring til hovedindhold

116. Andet høringssvar fra Medarbejdersiden SAJL

Fra "Budget 2027"

Gå til projektet

D. 14/9 2026

Vedr. Høringssvar fra Medarbejdersiden SAJL på ”Nye og ændrede forslag til besparelser i budget 2027-2030”

I det nye oplæg til besparelse på 1 million kr. i SAJL, ser vi en konsekvens som betyder en reduktion af det samlede budget på 4 % af alle tilbud i SAJL.

Det kræver en dybdegående analyse af de enkelte budgetposter for at kunne gennemskue konsekvenserne af besparelsen. Vi må derfor påpege, at det absolut ikke er optimalt at skulle lave høringssvar i løbet af en uge.

Men vi vil selvfølgelig komme med vores kvalificerede bud på, hvilke konsekvenser vi kan forestille os i givne situation.

Vi undre os samtidig over, at man igen vælger at spare på SAJLs tilbud, som det eneste tilbud under Social og Familie området.

Vi har tidligere foretaget besparelser på SAJL, besluttet ved den økonomiske handleplan 2026, som blot er indført i august 2026.

SAJL er et rigtig godt tilbud i Nyborg kommune, som har fungeret tilfredsstillende - og som er et velanset tilbud. Vi har et rigtig godt samarbejde med øvrige institutioner og virksomheder i Nyborg og på Fyn, så hvorfor spare på noget der er velfungerende?

Vi vil i nedenstående afsnit uddybe vores bekymringer for en besparelse på 1 million kroner i SAJls samlede budget, hvor vi ser en besparelse taget fra alle vores tilbud.

§ 104, aktivitetstilbud:

En reduktion på 4 % af budgettet vil svare til 306.000 kr.

Dette vil betyde, at alle ansatte skal nedsættes i tid ml. 1,3 til 1,5 timer om ugen. Det betyder, at vi ikke kan opretholde vores åbningstid, og ser os nødsaget til at sænke serviceniveauet, ved enten at lukke tidligere hver dag eller lukke 1 fredag om måneden.

Da størstedelen af vores målgruppe bor i botilbud, kan forslaget afstedkomme et øget behov for støtte på bostederne.

Vi kan også frygte, at vores kvalificerede personale, ser sig nødsaget til at søge væk pga. den lønnedgang, de kan forvente.

Der skal være en opmærksomhed på, at 13 (ud af 52 ) er pladser, der sælges til andre kommuner. De 13 pladser vejer ovenikøbet tungt i budgettet, da det alle er 80 eller 100 % pladser, og takstreduceringen pga. besparelsen vil derfor tilkomme de andre kommuner.

Oveni at skulle tænke besparelser, står vi i en omstrukturering af tilbuddet igen, pga, lokalesituationen på Ringvej. Vi har igennem de sidste 6 år, været udfordret af omorganiseringer. Vi er på nuværende tidspunkt placeret midlertidig på Tårnparken, med viden om endnu en flytning. Alt dette er en belastning for vores borgere og personalers fysiske og psykiske arbejdsmiljø. Vi frygter at endnu en belastning vil kunne medføre sygemeldinger og personaleflugt, samt frygte at borgerne vil vælge andre tilbud.


VSU:

Da VSU´s lønbudget allerede er blevet rammereduceret med 200.000 kr. i år, vil en yderligere reduktion på 4 %, svarende til 101.000 kr., betyde en væsentlig reduktion af undervisningstimer.

Vi har igennem de seneste år oplevet en massiv tilgang til VSU af borgere med psykiske udfordringer, hvor vi kan være understøttende i borgernes forløb i at blive selvforsørgende igen. Vi kan frygte, at borgernes vej til selvforsørgelse vil blive af længere varighed med højere udgift til følge. Og dårligere livskvalitet for borgerne.

Vi gør opmærksom på, at vi har med borgere at gøre, som ikke har stor mulighed for at tale deres egen sag og gøre opmærksom på, hvad besparelser betyder for dem – desuden har mange af dem allerede oplevet besparelser i fht. bostøtte og hjælp i hjemmet, hvilket er mærkbart i.fht. de ting borgerne kommer til os med og ønsker hjælp til.

Vi oplever dagligt frustrerede og ulykkelige borgere som oplever manglende hjælp, samtidig med at de ikke ved hvor de kan gå hen.

Ved igen at skære i tilbud til disse borgere, så frygter vi at problemerne bliver større og på sigt bliver endnu dyrere.


KLUB 17

Klub 17 er i 2026 under-finansieret. Der har tidligere været tilført personaleressourcer fra VSU, som rettelig, er ført tilbage til VSU i år. Der skal derfor ressource tilpasses. En yderligere reduktion på 4 % svarende til 13.000 kr. af Klub 17´s budget, vil derfor betyde en reduktion i åbningstiden, som i forvejen kun er 3 x 3 timer ugentlig.

Da Klub 17 er det eneste aktivitetstilbud, for borgere med senhjerneskade, som i forvejen, sammenlignet med andre målgrupper, ikke har mulighed for et dagligt tilbud, vil en reducering af åbningstiden være livskvalitetsnedsættende for borgergruppen, Dette vil blive en udfordring for deres pårørende, som får en tiltrængt pause, når deres ægtefælle er i klubtilbud ved Klub 17. Hvis ægtefæller presses yderligere, kan vi frygte, at dette vil give øget behov for andre aflastningstilbud.


§103 Job og Læring

I økonomisk handleplan 2026 blev forslag 111. vedtaget, som betød en besparelse på 500.000 i 2027. På §103 Job & Læring, blev konsekvensen, at vi har fået ændret åbningstider på SAJL Job og læring. Borgerne går nu hjem kl.12.00 onsdag og fredag, og de øvrige dage 13.30. Dette har allerede medført, at et par eksterne borgere vil kigge efter andre tilbud, og flere af borgerne i §103 generelt giver udtryk for øget ensomhed og mistrivsel.

4 % besparelse på §103 området, vil svare til et yderligere beløb på 150.000 kr. ekstra. Så i alt 650.000kr.

På nuværende tidspunkt står vi selv for en stor del af have og vedligehold af bygninger på Alsvej 10. Hvis vi spares yderligere i ressourcer, vil vi ikke længere kunne varetage egne områder med have og bygninger på Alsvej 10, så dette vil blive en udgift til Facility management.

Vi ser os nødsaget til, kun at prioritere indtjening på opgaver fra virksomheder for at få nok indtjening til øvrige udgifter. Vi vil også se os nødsaget til, at indhente økonomi på alle opgaver der udføres rundt i kommunen, hvilket vil betyde en yderligere udgift for Nyborg kommune.


Cafe Danehof §103

Besparelse på 4 % på Cafe Danehof vil svare til 70.000 kr. af nuværende budget.

På Cafe Danehof har vi lige reduceret i åbningstider på Cafeen pga besparelser fra budget 2026, som betyder at det er vanskeligt at nå Cafedriften.

Vi vil ikke kunne opretholde god Cafedrift med et godt pædagogisk tilbud, hvis vi yderligere skal finde besparelser i et stramt budget. Dette betyder at vi ser os nødsaget til at flytte Cafe Danehof til Alsvej 10, hvor vi vil kunne samle personaleressourcerne i §103 Job og Læring.

Cafeen vil så ikke længere kunne afholde arrangementer, være lokalt samlingspunkt for området og have det gode samarbejde med fx ældresagen, Sprotoftens beboer mfl.


STU

En rammebesparelse på 4 % ved STU vil svare til 360.000 kr. Dette beløb kommer oveni i sidste besparelse (forslag nr. 114 i den Økonomisk handleplan) på 300.000kr.

Vi frygter, at STU i Nyborg kommune forringes så meget, at elever vil vælge andre tilbud udenfor kommunen. Dette vil koste penge ud af kommunen, da eleverne frit kan vælge deres STU tilbud.

Ved forringelse af STU, kan vi endnu engang frygte personaleflugt, da det ikke vil være samme gode arbejdsplads, med et godt arbejdsmiljø og sammenhold. Personalet søger måske væk, da man ikke vil stå inden for kvaliteten af tilbuddet.

STU løser mange forskellige opgaver i kommunen fx havearbejde ved musikskolen, renovering af lokaler på Bastionen mfl., som direkte spare kommunen for andre udgifter.

Alt dette arbejde der laves fra SAJL og hjælpes med rundt i kommunenen, er på ingen måder belyst i BDOs analyser, og vi kan være i tvivl om, hvor vidt politikerne er klar over, hvor mange opgaver de spare penge på ved at hele SAJL hjælper med løse opgaver for Nyborg kommune.


Opsummering

Vi ser alle SAJL i risiko for at blive væsentlig forringet, og i en tid hvor borgerne kommer med større komplekse problemstillinger og fagligheden bliver mindre. Dette vil påvirke arbejdsmiljøet, og vi kan frygte, det vil medføre øget risiko for sygemeldinger, som igen vil give en øgede udgift for kommunen.

Det vil være svært at opretholde SAJL som et attraktivt tilbud og arbejdsplads, og vi synes i skal tænke jer godt om, inden I spare på et område der er velfungerende og velanset.


Vi stiller os gerne til rådighed for yderligere informationer eller analyser af vores tilbud, så tag endelig fat i os og kom og besøg SAJL.


Med venlig hilse medarbejdersiden fra SAJL

Kommentarer

Det er ikke muligt at kommentere i den aktuelle fase.

Del

Sendt af

Nuværende status

foreslået