Spring til hovedindhold

25. Bevar landsbyskolerne i Nyborg kommune

Fra "Fremtidens dagtilbud og folkeskole"

Gå til projektet

Børns trivsel

Børns trivsel bør være det vigtigste udgangspunkt, når der træffes beslutninger om fremtidens skolestruktur.

Børn kommunens fremtidige borgere, og de er alle forskellige – ligesom voksne er forskellige. Nogle trives bedst i større fællesskaber med mange muligheder, mens andre har brug for mindre og mere overskuelige rammer. Der SKAL være plads til forskellige skoletilbud i Nyborg Kommune.

Det handler ikke om, hvorvidt en lille skole er bedre end en stor skole. Begge dele kan skabe gode rammer for læring og trivsel. Det afgørende er, at trivsel er individuel og skabes i forskellige miljøer. Derfor bør Nyborg Kommune bevare en mangfoldighed af skoletilbud. Når kommunen rummer både større og mindre skoler, skabes der plads til forskellighed, og flere børn får mulighed for at gå i et skolemiljø, der passer til deres behov, personlighed og måde at være i verden på.

Det er en investering i fremtiden.

Når børn trives og udvikler sig i et miljø, hvor de føler sig trygge og set, giver det dem et stærkere fundament at bygge videre på – ikke kun gennem skoletiden, men også senere i livet. I en kommune, som selv peger på trivsel som et vigtigt fokusområde, mener jeg, at mangfoldige skoletilbud kan være en del af en langsigtet indsats for at styrke både børn og lokalsamfund.

Landsbysamfundene

At bevare landsbyskolerne handler derfor ikke om at sætte små skoler over store. Det handler om at sikre, at der fortsat er plads til forskellige læringsmiljøer, hvor børn kan udvikle deres identitet, indgå i fællesskaber og trives på deres egne præmisser.

En beslutning om at lukke en skole bør derfor ikke alene bygge på elevtal og skolens økonomi. Den bør også tage højde for, hvilken betydning skolens kultur, relationer og læringsmiljø har for de børn og familier, der hver dag er en del af den. Samtidig bør de afledte konsekvenser for lokalsamfundet, foreningslivet og landsbyernes udvikling indgå i beslutningsgrundlaget.

Byrådet bør lade børnenes trivsel og behov for forskellige læringsmiljøer indgå som et væsentligt hensyn i den endelige beslutning.


Med Venlig Hilsen

Bovense, Liza Bruun Lumborg

Kommentarer

Det er ikke muligt at kommentere, fordi dette projekt i øjeblikket ikke er aktivt.

Del

Sendt af

Nuværende status

foreslået