Spring til hovedindhold

31. Bevar Nybroen, Rævebakken afd. Skovparken

Fra "Fremtidens dagtilbud og folkeskole"

Gå til projektet

Kære politikere.

Jeg skriver dette høringssvar som mor til en dreng, der netop er startet i 2. klasse i taleklassen på Nybroen, Rævebakken afd. Skovparken.

Jeg bliver dybt bekymret, når administrationen i Nyborg Kommune anbefaler at lukke en afdeling med specialiserede tilbud til børn, som netop har brug for andre rammer end dem, den almene folkeskole kan tilbyde.

Et af argumenterne for en lukning er, at børnene i højere grad skal inkluderes i fællesskabet på en almen folkeskole. Men disse børn har allerede et fællesskab.

De har en hverdag og nogle rammer, hvor der er plads til dem hver især og til de forskellige udfordringer, de måtte have. De går i mindre klasser med voksne omkring sig, som har mulighed for at hjælpe, støtte og guide dem gennem skoledagen.

Det er ikke tilfældigt, at børnene går på netop denne skole. De er blevet visiteret til et specialiseret tilbud af kommunens egne fagpersoner, fordi det er vurderet, at de har behov for mindre klasser, særlige rammer og mere støtte.

Havde de kunnet trives og få deres behov tilgodeset i en almindelig folkeskole, så var det jo dér, de var blevet placeret fra begyndelsen.

Jeg kan naturligvis kun tale på vegne af mit eget barn. Men jeg ved, at det vil få meget store konsekvenser for ham, hvis han skal flyttes fra de rammer, han kender, og over på en stor folkeskole.

Jeg er klar over, at tanken er, at der fortsat skal være specialklasser på de større skoler. Men en specialklasse på en stor folkeskole er ikke nødvendigvis det samme som et specialiseret skolemiljø.

For mit barn betyder omgivelserne noget. Størrelsen på skolen betyder noget. Antallet af børn omkring ham betyder noget. Støjniveauet, frikvartererne, fællesarealerne og de mange mennesker, han skal forholde sig til i løbet af en skoledag, betyder noget.

Derfor gør det mig bekymret, når man taler om inklusion, som om den alene opstår ved at placere børnene fysisk på en almen folkeskole.

Inklusion må handle om, hvor barnet faktisk kan være en del af et fællesskab og trives i det.

Jeg er også bekymret for, hvordan børnene vil opleve deres plads i fællesskabet på en stor almen folkeskole. Vil de føle sig som en naturlig del af skolen? Vil der være forståelse og plads til deres forskelligheder? Og vil der være tilstrækkeligt med voksne og de rette faglige kompetencer til at hjælpe dem, når skoledagen bliver svær?

For nogle børn kan et større skolemiljø måske fungere. For andre kan det være netop størrelsen, mængden af mennesker og de mange indtryk, der gør, at de ikke kan trives.

Det er børn, som i forvejen kan bruge enormt meget energi på bare at komme igennem en almindelig skoledag. Når de endelig har fået et tilbud, hvor de føler sig trygge, bliver mødt på deres behov og har fundet deres plads i et fællesskab, bør vi være meget varsomme med at tage det fra dem.

Jeg håber derfor, at Nyborg Kommune vil lytte til både forældrene og de fagpersoner, der kender børnene, og grundigt undersøge de menneskelige og faglige konsekvenser, før der træffes en beslutning om at lukke afd. Skovparken.

For når vi taler om specialområdet, kan en skole ikke alene vurderes ud fra bygninger, elevtal og økonomi.

Den skal også vurderes ud fra, om børnene trives, udvikler sig og har et sted, hvor de kan lykkes.

Bevar afd. Skovparken.


Med venlig hilsen

Helle Gade Hansen,

Bovense

Kommentarer

Det er ikke muligt at kommentere, fordi dette projekt i øjeblikket ikke er aktivt.

Del

Sendt af

Nuværende status

foreslået