Spring til hovedindhold

191. Bespar ikke på tilskuddet til Danehofgarden (forslag 62), en vigtig musikalsk fødekæde og et sundt fællesskab - Magnus M. Tipsmark

Fra "Økonomisk handleplan 2026"

Gå til projektet

Jeg opfordrer Nyborg Kommune til at genoverveje den foreslåede besparelse på 100.000 kr. på Danehofgarden. En nedskæring i den størrelsesorden vil uundgåeligt ramme undervisning, aktiviteter og muligheder – og dermed svække et af kommunens mest betydningsfulde og synlige børne- og ungemiljøer.

Danehofgarden er ikke kun et fritidstilbud, men også en vigtig del af kommunens musikalske fødekæde. Garden giver børn og unge grundlæggende musikalske kundskaber, samarbejdsevner, disciplin og ikke mindst musikglæde – og for mange bliver det starten på et længere forløb i musik- og kulturlivet, enten som profesionelle musikere eller som engagerede borgere, der giver liv og værdi til samfundet.

Jeg udtaler mig som tidligere garder og i dag som professionel musiker, dirigent og underviser. Danehofgarden har været med til at danne mig som menneske og musiker. Det er et fællesskab præget af forpligtelse, nærvær og plads til forskellighed – og et sted, hvor der også bliver taget hånd om dem, der har brug for ekstra støtte.

I næsten 70 år har foreningen været et vigtigt anker for børn og unge: et sundt fællesskab, et frirum hvor man kan være sig selv, og en meningsfuld fritid med tydelige rammer og voksne omkring sig.

For mig gav garden især disciplin, venskaber og en forståelse for, at vi er forskellige – men at alle har en plads og en værdi.

Jeg har desuden oplevet Danehofgardens værdi i flere roller: som elev, senere underviser og også som publikum. Udefra ser jeg tydeligt den værdi garden skaber for Nyborg: den bidrager markant til byens kulturliv, skaber liv ved arrangementer og repræsenterer kommunen med kvalitet og stolthed.

Min bekymring er, at en besparelse vil give ringere undervisningsvilkår og dermed svække den vigtige fødekæde af nye musikere på Fyn (og hele Danmark). Samtidig vil der være mindre overskud til at støtte de elever, der har brug for ekstra rammer og nærvær – og dermed øges risikoen for, at børn og unge mister et trygt og udviklende fællesskab. Ligeledes vil eksempelvis en kontigentstigning udelukke netop de børn og unge som allermest har brug for at blive del af ey sundt og traditionsrigt fælleskab.

Jeg opfordrer derfor til, at besparelsen trækkes tilbage – eller som minimum reduceres og indfases mere skånsomt i dialog med foreningen, så kerneopgaven ikke udhules.

Med venlig hilsen

Magnus Munkegaard Tipsmark

Kommentarer(1)

Det er ikke muligt at kommentere, fordi dette projekt i øjeblikket ikke er aktivt.
Seneste kommentarer er indlæst.
Profil af Mads Juul Lunde
for 1 måned siden
Det er så rigtigt skrevet Magnus. Jeg har skrevet en lang en også, men tror jeg har trykket på noget forkert, men håber min kommentar er at finde et sted også.

    Del

    Sendt af

    Nuværende status

    foreslået