11. Børnenes høringssvar
Fra "Fremtidens dagtilbud og folkeskole"
Gå til projektet
Kære politikere
Vi er børnene fra 4kløverskolen afd.Frørup. Vi skriver til jer, fordi vi ikke forstår, hvorfor I vil lukke vores skole. Vi synes, at Ørbæk skole bliver for lille til SÅ mange børn, og vi vil altid kalde Frørup skole for vores skole.
Vi kan bedst lide vores skole, fordi den er lille, og fordi der er plads til alle slags mennesker. Her er hyggeligt og trygt. Vi kender alle børn, alle forældre og alle voksne, og det gør os glade og rolige. Vi er bange for, at vi mister alt det, hvis I splitter os op.
Der er ingen mobning på vores lille skole. Det betyder meget for os. Vi er bange for, at det ændrer sig, hvis vi skal et sted hen, hvor der er mange flere børn.
Vi elsker vores traditioner, og vi bliver kede af det, hvis de forsvinder. Vi vil også savne alt det udendørs: åen, skoven og al den plads, vi har omkring os. Legepladsen i Frørup er meget bedre end den i Ørbæk. Vi går også tit ned og snakker med de små i børnehaven, og de kender os så godt , og det gør dem trygge.
Vi forstår ikke, hvorfor vi skal bytte noget godt ud med noget dårligere.
Vi tager tit på ture ud i vores eget lokalsamfund, og det lærer vi meget af. Det mister vi også, hvis vi ikke længere går her.
Vi synes, at SFO’en i Ørbæk er virkelig dårlig, og vi vil ikke derhen. Vi er også bange for at miste vores lærere og pædagoger. Vi ved godt, at de måske får lov at komme med, men hvad hvis nogen siger nej? Vi vil ikke miste dem, for de kender os, og vi stoler på dem og de stoler på os.
Vi synes også, det er mærkeligt, at de gode lokaler i Frørup bare skal stå tomme. Det virker som spild. Og nogen af os får rigtig langt i skole, hvis vi skal til Ørbæk.
Til sidst vil vi gerne spørge:
Hvorfor bruger I så mange penge på byskilte og det gamle slot – i stedet for os børn?
Vi synes, at børn burde være vigtigere end skilte og gamle bygninger.
Hvis I alligevel lukker skolen, håber vi, at der kommer en friskole, så vi kan blive her. For vi vil helst blive i Frørup. Det er her, vi hører til.
Afslutning
Til sidst vil vi gerne sige noget vigtigt:
Skolen er vores arbejde. Det er her, vi lærer alt det, vi skal kunne for at blive voksne. Det er her, vi øver os hver dag, ligesom voksne gør på deres arbejde.
Vi tror ikke, at I voksne ville blive glade, hvis nogen andre bare bestemte, at jeres arbejde skulle lukke, uden at I kunne gøre noget ved det.
Sådan føles det for os lige nu.
Og det gør os kede af det.
Vi håber, at I vil lytte til os, for det er vores hverdag, vores venner og vores fremtid, det handler om.
Venlig hilsen
Gruppe 1 = 0.klasse
Gruppe 2 = 1. og 2. klasse
Gruppe 4 = 3. og 4. klasse
Samt 5. og 6. klasse
På 4kløverskolen afdeling Frørup.
2 = 1. og 2. klasse
Gruppe 4 = 3. og 4. klasse
Samt 5. og 6. klasse
På 4kløverskolen afdeling Frørup.
