Spring til hovedindhold

140. Forældrebestyrelsen i Kastaniehuset

Fra "Økonomisk handleplan 2026"

Gå til projektet

Som forældrebestyrelse i Kastaniehuset forholder vi os i dette høringssvar udelukkende til de foreslåede ændringer på dagtilbudsområdet.

Vi anerkender, at kommunen står i en økonomisk vanskelig situation, og at prioriteringer er nødvendige. Samtidig finder vi det vigtigt at pege på de bekymringer, vi har i relation til følgende forslag:

• Indførelse af områdeledelse

• Lukning af Tårnborg

• Besparelser på forebyggende indsatser

Områdeledelse

Det er afgørende for os, at der er en daglig, nærværende leder i institutionen – en leder, der kender børn, forældre og personale. Den lokale ledelse understøtter kvalitet, hurtige beslutninger og et trygt miljø. Vi er bekymrede for, at denne nærhed svækkes ved en områdeledelsesstruktur.

Ligeledes ser vi en risiko for, at det lokale engagement i forældrebestyrelsen reduceres, hvis beslutninger i højere grad flyttes væk fra den enkelte institution. Dagtilbudsområdets styrke i Nyborg er mangfoldigheden og de enkelte huses særpræg. Vi håber, at denne forskellighed og forældrenes valgfrihed fortsat vil blive prioriteret.

Lukning af Tårnborg

Vi er opmærksomme på den demografiske udvikling, men finder det bekymrende, hvis løsningen bliver institutionslukninger uden en tydelig, langsigtet plan for kommunens udvikling som børne- og familiekommune.

Et stærkt og mangfoldigt dagtilbudsområde er centralt for at tiltrække og fastholde børnefamilier. Vi efterlyser derfor en samlet strategisk retning for området, før der gennemføres strukturelle ændringer med potentielt langsigtede konsekvenser.

Besparelser på forebyggende indsatser

Den tidlige indsats er afgørende for børns trivsel og udvikling. Vi finder det problematisk, hvis specialiserede tilbud reduceres, samtidig med at opgaverne foreslås overført til en enhed, der selv står over for besparelser.

Vi er bekymrede for, om kvaliteten og kapaciteten kan opretholdes, og om besparelsen på længere sigt kan vise sig at medføre øgede udgifter andre steder.

Vi vil opfordre til, at der udvises forsigtighed med strukturelle ændringer på dagtilbudsområdet, indtil der foreligger en klar og langsigtet plan.

Dagtilbud er ikke alene en driftsudgift, men en investering i børns trivsel, udvikling og kommunens fremtid.

Kommentarer

Det er ikke muligt at kommentere, fordi dette projekt i øjeblikket ikke er aktivt.

Del

Nuværende status

foreslået