151. Frivilligcenter Nyborg
Fra "Økonomisk handleplan 2026"
Gå til projektet
Vedr. besparelser i Nyborg kommune - Frivilligcenter Nyborg
På vegne af
- Dansk Folkehjælp – Økonomi- og Gældsrådgivning
- Åben Rådgivning/Hverdagsrådgivning samarbejde mellem Dansk Folkehjælp og DRC Dansk Flygtningehjælp og Nyborg Frivilligcenter
fremsender jeg hermed et høringssvar vedr. den foreslående besparelse på kr. 460.000 i tilskud til Nyborg Frivilligcenter fra 2027.
Dansk Folkehjælp har en samarbejdsaftale med Nyborg kommune om at yde Økonomi- og Gældsrådgivning til borgere i Nyborg kommune, der står i en økonomisk udsat situation. Tilbuddet gælder for alle, som kan have glæde af rådgivningen og derved højne livskvaliteten.
Dansk Folkehjælp har en samarbejdsaftale med Nyborg kommen som har været gældende siden 2019. Det har været en stor succes i Nyborg kommune fra start med tilgang af ret mange borgere/rådsøgere.
Den Frivillige Økonomi- og Gældsrådgivning har været drevet at et meget stabilt og kompetent hold af Frivillige Økonomi- og Gældsrådgivere.
Efterfølgende har vi indgået samarbejde med DRC Dansk Flygtningehjælp om en Åben Rådgivning, hvor borgerne i Nyborg kommune kan få hjælp til alt det der driller i hverdagen. Det har taget lidt mere tid at starte det op, som er helt normalt for de åbne rådgivninger over hele landet. Vi har nu fået fodfæste ved at blive ved med at være vedholdende takket været et godt hold af frivillige der har troet på projektet.
Med i samarbejdsaftalen er, at Nyborg kommunen tilbyder et neutralt sted til rådighed, hvor vi kan mødes med borgerne/rådsøgerne.
Det er vigtigt, at borgerne/rådsøgerne kan mødes med vores Frivillige Økonomi- og Gældsrådgivere i trykke rammer og under ordnede forhold, og at stedet er neutralt ligesom vores rådgivning er gratis, fortrolig og uvildig. Det kan være sårbart at tale om økonomi- og gæld og derfor er det neutrale sted en meget vigtig faktor for de medmennesker som søger rådgivningen, og som vi møder ligeværdigt og med stor respekt.
Vi følger sagsforløbene til dørs og derfor kan det sagtens være, at vi holder 4-10 møder pr. forløb.
Vi har i årerne hjulpet 280 familier i Nyborg kommune igennem et længerevarende sagsforløb, med en fortrolig snak, med råd, vejledning og holde i hånden i trykke rammer på Nyborg Frivilligcenter.
Hertil kommer de rådsøgere som har søgt den Åbne Hverdagsrådgivning. Det var 50 personer i 2025 og vi forventer en øget stigning, nu når tilbuddet har ”bidt sig fast” i borgernes bevidsthed.
Vi har et fantastisk samarbejde med de kommunale medarbejdere, som har haft stor glæde af at kunne henvise borgerne/rådsøgerne til Dansk Folkehjælp og til et møde på Nyborg Frivilligcenter.
Statistikken for, hvor henvendelserne kommer fra, er som følgende;
44 % - Borgerne selv
17 % - Bostøtte – Nyborg kommune
11 % - Jobcentret Nyborg kommune
11 % - Familien Først – Nyborg kommune
11 % - Den Boligsociale Helhedsplan
6 % - Mentor – Nyborg kommune
I forbindelse med det forestående Ungeløft, hvor Nyborg kommune ønsker, at foreninger og civilsamfundet bidrager til fællesskabet og samarbejdet, vil det også være naturligt at kunne tilbyde de unge mennesker et neutralt sted at mødes i alle henseender.
Vi forventer naturligvis på baggrund af Ungeløftet en stigning i søgningen til vores Frivillige Økonomi- og Gældsrådgivning og står klar med åbne arme, forudsat, at vi har lokaler at kunne udføre rådgivningen i.
Nyborg Frivilligcenter er en væsentlig aktør i ambitionen om at styrke samarbejdet mellem Nyborg kommune og civilsamfundet. Der skal naturligvis være lokaler til at mødes og omsætte strategien til praksis for at styrke partnerskaber og de lokale fællesskaber.
Vi vil gerne opfordre Nyborg kommune til at genbesøge budgettet, helt ude i detaljen. Det kan få store affødte omkostninger af en helt anden kaliber for Nyborg kommune, hvis kommunen lukker muligheden for deltagelse i samarbejder, fællesskaber, netværk, rådgivning og de øvrige tilbud som Frivilligcentrer Nyborg rummer.
Vi har et fantastisk godt og givende samarbejde med Nyborg kommune og Frivilligcenter Nyborg og vi vil naturligvis fortsat bakke op omkring borgerne i kommunen, forudsat at rammerne er til stede for at udføre vores vigtige arbejde og indsats.
Bedste hilsner
Yvonne Lerche
Projektleder – Økonomi- og Gældsrådgivning
Dansk Folkehjælp
