82. Giv os børn fred til at lære - og vores forældre fred til at udvikle. Bevar Aunslev skole
Fra "Fremtidens dagtilbud og folkeskole"
Gå til projektet
Fra: Elinor, 4.a, Oliver, 2.a, og Josefine, Aunslev Børnehus
Kære politikere,
Vi hedder Elinor, Oliver og Josefine. Vi går i skole og børnehave i Aunslev. Vores mor skriver meget med de andre forældre om, hvad vi skal gøre, for hun er bekymret. Det er ikke det, at vi tror, vi skal flytte – men det er utrygt hele tiden at skulle tænke på, OM vi skal skifte skole en dag, og hvorhen. Det er anden gang, vi oplever en lukningstrussel, siden vi startede.
Josefine er glad for børnehaven, og glæder sig til de skal besøge skolen som forberedelse til 0. Klasse. Hun glæder sig også til at gense sine gode venner som allerede er startet i skole i år. Det er nemt og hyggeligt at gå op og besøge skolen fra Børnehuset, og det gør os meget trygge til skolestart at kende alle.
Elinor har ikke selv gået på en stor skole, men hun har ikke følt sig hjemme, når hun har været i Ullerslev, og hun tænker tit på klassekammerater derfra, som ikke havde det godt – af forskellige grunde. Vores skoler samarbejder jo godt sammen, men det viser os, at det ikke er alle, der trives lige godt alle steder.
Vi har dygtige lærere, som tænker kreativt og fagligt og får rigtig meget ud af et i forvejen stramt budget. Fordi der kun er én klasse på hvert trin, arbejder vi tit sammen på tværs af alder, både "op" og "ned" – de store hjælper de små, og de små lærer hurtigt af at se, hvad de store kan. Mor siger, at det er rigtig godt for fagligheden, fordi man kan blive mødt lige der, hvor man er, i stedet for kun at følge sin egen årgang. En af Olivers bedste venner er Felix fra 5. klasse. Felix henter tit Oliver i SFO, når han selv har fri, og så følges de hjem til Felix og leger, indtil Olivers mor eller far kommer hjem. Vi lærer at hjælpe hinanden og passe på hinanden. Det bliver sværere, når man kommer langt væk fra der, hvor man bor. Den slags venskaber og medansvar for hinanden på tværs af aldre er noget af det bedste ved vores skole.
Det vigtigste, mor har bedt os fortælle jer:
- Vi ved godt, det lyder af mange penge, at det koster ca. 20.000 kr. mere pr. elev at drive Aunslev og Frørup end de store byskoler. Men mor siger, det er billigere end det, det koster, hvis børn mistrives, og der ikke er noget sted at gå hen – for eksempel udgifter til ny SFO og mere personale, buskort, specialundervisning og fraflytning (mindre indkomstskat).
- Aunslev og Ullerslev er faktisk én skole. Mor peger på, at sidste års sammenlægning af 0. og 1. klasse (fordi vores lærer skulle dække sygdom i Ullerslev) gør, at det år ikke er et fair billede af, hvad det normalt koster at drive Aunslev.
- Det faldende børnetal er et landsdækkende problem, men vi mærker det ikke her – tallene stiger faktisk hos os, og Tom Patrick Meleadys høringssvar viser det samme både for Bovense og for skolens forventede elevtal frem mod 2030.
- Forældrene har selv spurgt rundt, og opbakningen til folkeskolen er stor. Som Tom skriver i sit høringssvar, er der også en stor risiko for, at rigtig mange vælger privatskole i stedet, hvis skolen lukker – så den besparelse, kommunen regner med, bliver nok slet ikke så stor i virkeligheden.
- Vores lærere gør det allerede rigtig godt med meget lidt. Mor er bange for, at hvis der skæres endnu mere, kan de ikke blive ved med at gøre det så godt, som de gør nu.
- Mor har set tal fra KL, der viser, at Nyborg bruger flere penge på administration end fx Kerteminde og Odense. Det er noget, folk har talt om i mange år, med konkrete forslag til, hvor man kunne spare i stedet. Mor synes, at kommunen skylder alle børnene at kigge ordentligt på det først, inden man lukker en skole.
- Børnehus og skole hører sammen som ét sted for os. Vores familie – og mange andre – valgte at flytte hertil netop på grund af hele pakken: børnehave, skole og et stærkt fællesskab. Mor håber, kommunen tør investere i de små skoler i stedet for at afvikle dem, og gøre dem til en del af det, der får folk til at flytte til Nyborg Kommune.
Vores mor er også med i Bovense Beboerforening og Landsbyråd og i Bovense Gamle Skole. Sammen med de andre foreninger og virksomheder herude – som Andelsgaardene, Badehuset, Kildegaarden, Stokmosegaard, Lystgården, Stokkebye, Brugbar og Lavendelhaven – arbejder de på at skabe gode oplevelser for turister og for os, der bor her. Mor siger, at al den energi og alt det arbejde er svært at holde gang i, når man samtidig skal bruge kræfter på at kæmpe for skolens overlevelse hvert andet år. Og der bliver svært at holde fælleskabet i live når børn bliver spredt for alle vinde og man ikke mødes som forældre i det daglige.
Hun siger, at et trygt sted at bo med en skole, man kan regne med, er mindst lige så vigtigt (hvis ikke mere) for at få flere til at flytte hertil og blive boende, som det er at investere i turisme, i havnen og bymidten. Elinor tænker nogle gange på, at hun selv gerne vil bo her, når hun bliver stor – men kun hvis der stadig er en skole og en børnehave til hendes egne børn en dag.
Spørg jer selv, ville I flytte herud hvis skolen lukkede og I have børn på vores alder?
Kom endelig på besøg hos os, så vi kan vise jer hvorfor det funger så godt herude.
Lad os beholde vores skole og vores børnehave. Vi elsker dem!
Kærlig hilsen
Elinor, 4.a · Oliver, 2.a · Josefine, Aunslev Børnehus
(skrevet med hjælp fra vores mor, Susanne Lindberg Mikkelsen)
