31. Helle Sørensen
Fra "Budget 2027"
Gå til projektet
Høringssvar fra Medarbejdere i Demensklubberne i Nyborg og Ørbæk: Bekymring mod samling af demenstilbud i Nyborg by
– Forslag nr. 4 (BDO)
Som medarbejdere i Demensklubberne er vi bekymrede for forslag nr. 4 Øvrige (ikke vedtagne) forslag fra Handleplan 2026 på ældre og sundhedsområdet, hvilket fremgår af Økonomisk mulighedskatalog fra BDO. Forslaget lyder på at nedlægge demensklubben i Ørbæk og centralisere tilbuddet i Nyborg by. Forslaget modarbejder Nyborg Kommunes egen demensstrategi om at bevare borgerne længst muligt i eget hjem og vil skabe en mærkbar serviceforringelse for kommunens mest sårbare borgere og deres pårørende (§104 i Lov om social service).
1. Kortsigtede besparelser bliver til langsigtede millionudgifter
Demensklubberne leverer en højt specialiseret, tværfaglig og forebyggende indsats. Hvis det lokale og trygge tilbud i Ørbæk fjernes, forudser vi, at mange borgere vil fravælge at tage til Nyborg.
- Konsekvens: Uden den rette forebyggelse af funktionstab hos borgere med demens luer depression og social isolation, som skaber et øget pres på hjemmeplejen og mennesker med demens bliver hurtigere klar til markant dyrere, akutte plejehjemspladser.
- Pårørende under pres: Når den visiterede aflastning forsvinder, stiger risikoen for udbrændthed og sygemeldinger blandt de pårørende drastisk.
2. Demensområdet har allerede bidraget meget
Området er i forvejen økonomisk og organisatorisk presset. Sidste år har vi effektiviseret ved at afgive en 37-timers demenskoordinatorstilling og i indeværende år har vi afgivet 1,33 medarbejderstillinger (deltid). Samtidig står vi midt i en ressourcekrævende flytning fra Tårnparken til Jernbanebo. Yderligere personalereduktion vil føre til ringere faglig kvalitet, mindre tid til kognitiv, mental og social træning med mennesker med demens, øget utryghed (og dermed flere konflikter) hos mennesker med demens.
3. Modstrid med demensprognosen og nationale mål
Regeringen har i sit seneste regeringsgrundlag forpligtiget sig til at fremlægge en ny national demenshandleplan, så demensindsatsen er helt i top på den nationale, politiske dagsorden og kræver særligt fokus i det kommende år. Det er afgørende, at Nyborg som "Demensvenlig Kommune" afspejler og understøtter de nationale ambitioner, så vi lokalt sikrer den nødvendige kvalitet og kontinuitet for mennesker med demens – særligt i en tid, hvor demensprognosen i kommunen stiger markant:
- 2017: 601 borgere
- 2025: 703 borgere
- 2030 (prognose): 810 borgere
At skære i personaletimer, mens antallet af demente borgere stiger eksplosivt, hænger ikke sammen med en ansvarlig velfærdspolitik.
4. Vi foreslår, at Klubben Ørbæk forbliver i Ørbæk:
- Da nogle mennesker med demens har svært ved at rumme større forsamlinger kan Klubben i Ørbæk være et godt alternativ til Klubben i Nyborg, så vi kan åbne op for særlige sårbare mennesker med demens fra hele Nyborg Kommune også i perioder, hvor Klubben Ørbæk ikke er fyldt helt op. I så henseende er kørselsudgifterne ens uanset om de mest sårbare har kørsel til Ørbæk eller Nyborg.
- Kommunens kørselsudgifter øges ikke, da selvhjulpne borgere fortsat kan transportere sig selv lokalt.
- Det sikrer samtidig en fleksibilitet, så mennesker med demens selv kan vælge mellem en mindre eller større enhed, samt vi kan tage hensyn til særlige behov og fremtidssikre et godt tilbud.
Konklusion
Som personale i Demensklubberne henstiller vi til, at der ikke spares yderligere på medarbejdersiden. Desuden prioriterer vi sammenhængskraften i den lokale forankring, så vi opfordrer kraftigt til, at demensklubben i Ørbæk bevares for at sikre den nødvendige forebyggelse og nære støtte. En investering i demensindsatsen er en investering i rettidig omhu, forebyggelse og menneskelig værdighed, som i sidste ende betaler sig på den kommunale bundlinje.
