Spring til hovedindhold

73. Høring - Ophør af tilskud til pasning af eget barn

Fra "Budget 2027"

Gå til projektet

Høring: Nr. 39 – Ophør af tilskud til pasning af egne børn

Fælles høringssvar vedrørende forslag om at afskaffe tilskud til pasning af egne børn i Nyborg Kommune

Indledning

Vi skriver som en gruppe hjemmepassende forældre i Nyborg Kommune, fordi vi er bekymrede over forslaget om at afskaffe tilskuddet til pasning af egne børn. Vi ønsker at tilkendegive, at vi mener, ordningen bør bevares.

Fleksibilitet og tryghed i de første leveår.

For os handler hjemmepasning om at have mulighed for at vælge en løsning, der passer til vores børn og vores familiesituation i en vigtig periode af barnets liv. Børn udvikler sig forskelligt, og familier har forskellige behov. Nogle har brug for en institutionsplads tidligt, mens andre prioriterer en periode med mere ro og nærhed i hjemmet.

Muligheden for hjemmepasning giver en fleksibilitet, som skaber stabilitet i hverdagen og gør overgangen til dagtilbud mere tryg, når den tid kommer.

En aktiv del af lokalsamfundet.

Som hjemmepassere er vi en synlig og aktiv del af lokalsamfundet i dagtimerne. Vi bruger kommunens tilbud og deltager i fællesskaber og aktiviteter på tværs af byerne.

Vi benytter blandt andet foreninger, idrætsaktiviteter og svømmehal, deltager i arrangementer på Bastionen og i aktiviteter på Nyborg Bibliotek samt i kirker og andre lokale mødesteder.

Gennem disse aktiviteter opbygges netværk og relationer, som senere bliver en del af både skoleliv og foreningsliv. Hjemmepasning betyder derfor ikke, at man trækker sig fra fællesskabet – tværtimod bidrager det til liv og sammenhængskraft i kommunen.

Betydning for bosætning og tilflytning.

Flere af os har valgt at bosætte os i Nyborg, blandt andet fordi kommunen tilbyder fleksible løsninger for børnefamilier. Når man vælger kommune, ser man på helheden: boligforhold, natur, tryghed og muligheder i hverdagen. Vi har købt ind på det hyggelig liv i Nyborg og de omkringliggende små landsbyer, hvor fleksibilitet og frihed er vigtige værdier.

Muligheden for at passe sit barn hjemme i en periode er en del af det samlede billede. Hvis ordningen fjernes, bliver valgmulighederne færre. Det kan få betydning for, hvordan både nuværende og kommende familier vurderer kommunen som et sted at slå sig ned.

Praktiske og kapacitetsmæssige konsekvenser.

Hvis tilskuddet bortfalder, vil flere familier af økonomiske årsager være nødt til at søge institutionsplads tidligere, end de ellers ville have gjort. Det kan øge efterspørgslen på dagtilbud og reducere den fleksibilitet, der i dag findes i systemet.

Samtidig må det forventes, at en øget indskrivning i dagtilbud vil medføre højere samlede udgifter for kommunen. En institutionsplads indebærer væsentligt større driftsomkostninger end et tilskud til hjemmepasning. Hvis mange familier vælger institution som alternativ til hjemmepasning, kan den umiddelbare besparelse derfor blive udlignet – eller i værste fald overstiget – af øgede udgifter til kapacitet og drift.

Hjemmepasning fungerer i praksis som en frivillig og midlertidig løsning, der giver luft i institutionerne og bidrager til en mere balanceret anvendelse af ressourcerne.

Afslutning

Vi anerkender, at kommunen står over for prioriteringer. Netop derfor mener vi, at denne beslutning bør vurderes i et bredere og mere langsigtet perspektiv, hvor bosætning, lokalt engagement og familietrivsel indgår.

På den baggrund opfordrer vi til, at tilskuddet til pasning af egne børn bevares i Nyborg Kommune. For os er det en ordning, der skaber værdi – både for den enkelte familie og for kommunen som helhed.

Med venlig hilsen

En gruppe hjemmepassende forældre i Nyborg Kommune

Andreas Dalland, Anna Bonde-Tadbiri, Anne Qvistgaard, Bjørn Rosendal Kirkemose, Carsten Trangbæk Jensen, Christoffer Bøgetræ, Emma Bonde-Tadbiri, Giannina Spinty-Mossin, Hannah-Lisa Keller, Jakob Tandrup Esbensen, Johanne Tiedt Jørgensen, Lærke Havn Gjedsted, Margrethe Hansen, Maria Benedikte Andreasen, Maria Horsbøl, Mette Alkærsig, Marlie Staal Nielsen, Michelle Klug Nielsen, Mikkel Simon Veileborg, Mikkel Toft Havn, Monika Løkke Bøgetræ, Rikke Elise Højgaard Frederiksen, Stine Anker Elnegaard, Sofie Rosenkilde, Signe Krause Vilstrup, Sif Thieme, Ulla Spinty-Mossin

Kommentarer

Det er ikke muligt at kommentere i den aktuelle fase.
Antal likes i alt: 1, total dislikes: 0
. Det er ikke længere muligt at stemme i denne fase. Det er ikke længere muligt at stemme i denne fase

Del

Sendt af

Nuværende status

foreslået