8. Høringssvar ang. Ellinge Læseforening
Fra "Budget 2027"
Gå til projektet
Høringssvar ang. Ellinge Læseforening
I Ellinge Læseforening har vi gennemlæst Nyborg Kommunes økonomiske handleplan 2026 og det administrative budgetforslag for 2027, som blev sendt i høring 17. August 2026.
Vi ønsker at afgive høringssvar i henhold til den økonomiske handleplan 2026, forslag nr. 53 - Opsigelse af lejemål, Ellinge Læseforening.
Opsiges lejemålet for Ellinge Læseforening, og dermed Ellinge Bibliotek, vil Ellinge Læseforening være truet.
Der har tidligere været argumenteret for, at Ellinge Læseforening kunne benytte Ellinge Forsamlingshus. Dette er ikke en mulighed, da Ellinge Læseforening råder over et stort antal bøger samt et børnerum med børnebøger og legetøj, som ikke vil kunne gemmes af vejen ved brug af Ellinge Forsamlingshus til private arrangementer.
Vi opfordrer derfor Nyborg Kommune til at fortsætte lejemålet for Ellinge Læseforening og derved bidrage til at holde liv i lokalsamfundet i Ellinge. Udover biblioteket bruges lokalerne til at afholde følgende arrangementer, som har stor betydning for beboere i Ellinge.
Ellinge Læseforening har siden 1991 været igangsætter af:
- Udlån af bøger fra bibliotekets samling på mange tusinde nye og ældre bøger
- I biblioteket findes børnerum med børnebøger og legetøj, som dels benyttes af besøgende, samt byens dagpleje
- Kreativ Cafe hvor der er socialt samvær og håndarbejde for alle
- Fastelavnsfest for byens børn samt venner og bekendte af beboere i Ellinge
- Gå-Banko som er et af de større arrangementer med gæster fra omkringliggende byer
- Juletræstænding med hygge og julestue, og besøg af Julemanden, som deler godteposer ud
- Sangaften, hvor deltagerne vælger og synger sange fra Højskolesangbogen
Senest har Ellinge Læseforening arrangeret gåture, hvor Ellinge Bibliotek udgør mødested og rammer for afslutningen af aftenens gåtur i lokalområdet. Derudover har Ellinge Læseforening arrangeret enkelte fredagsbarer i Biblioteket, så byens beboere har kunnet mødes og ønske hinanden en god weekend over en øl eller en sodavand.
I 2026 vil Ellinge Læseforening arrangere en Vintersolhvervskomsammen som et nyt tiltag i forlængelse af de allerede nævnte årlige arrangementer.
Bestyrelsen i Ellinge Læseforening er altid aktiv og kreativ for at styrke det sociale samvær i Ellinge, og lejemålet af Ellinge Bibliotek udgør hele rammen for, at dette samvær kan eksistere.
På www.bibliotek.ellinge.dk er der information om Læseforeningens historie og aktiviteter.
På www.ellinge.dk er der masser af billeder fra alle tidligere og indeværende års arrangementer.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen i Ellinge Læseforening.
