Spring til hovedindhold

119. Høringssvar fra Dagplejerne i Distrikt Nyborg (Søstjernerne)

Fra "Budget 2027"

Gå til projektet

​Vedrørende besparelsesforslag om nedlæggelse af dagplejens administrative medarbejder.

​Vi skriver dette høringssvar som dagplejere i Distrikt Nyborg – Søstjernerne – for at udtrykke vores dybe bekymring over forslaget om at nedlægge vores eneste administrative medarbejder i dagplejen.

​Vores administrative medarbejder er netop administrativ og er måske usynlig i hverdagen, men er den person, som får samlet trådene og har det store overblik. Hvem påtænker man så skal varetage de opgaver, som ligger der?

​Nedenfor har vi samlet de konkrete udtalelser og erfaringer fra os dagplejere i hverdagen:

​• Vores administrative medarbejder har en kæmpe betydning for mig. Hun er så venlig, tålmodig og hjælpsom lige meget hvad spørgsmålet eller problemet er. Vi er meget alene i vores arbejde og har ikke lige en ved vores side at spørge. Hende kan vi simpelthen ikke undvære.

​•Jeg ville mangle vores administrative medarbejders hjælp til Aula og min iPad, som vi bruger hver dag i vores hverdag."

​"Vores administrative medarbejder er den, der har overblik over det hele, når nyt fra kommunens side skal realiseres. Hun har tålmodigheden til at hjælpe os og forklare os, hvordan vi skal få det nye effektueret – og til tiden for den tidsramme, der er sat.

​•Hun er den, der har overblik over alles spørgsmål i forhold til lønsedler, afspadsering, ferie mm., og andre administrative spørgsmål, som vores dagplejepædagoger ikke kan være behjælpelige med (da det ikke er deres område), og som ikke er noget, man trækker på vores daglige ledelse for. Vores administrative medarbejder er cremen på toppen af kagen og en fuldstændig uundværlig medarbejder at spare væk. Det ville få konsekvenser ind i dagligdagen i dagplejens administrative del.

​• Vores administrative medarbejder er en kæmpe ressource – bl.a. med at holde styr på de forskellige slags fridage, og hvornår de skal være holdt. Hun er også meget hjælpsom, når iPad'en driller. Jeg har rigtig svært ved at se, at vi skulle kunne undvære hende.

​• Vi i SDP og GH vil og kan på ingen måde undvære vores administrative medarbejder! Vi undrer os over, hvordan nogen overhovedet skal kunne det, og hvordan nogen uden for Dagplejen vil kunne udføre hendes alsidige opgaver. Vores administrative medarbejder er altid fuldt tilgængelig og altid klar på opgaveløsning uanset karakter. Hun er hjælpsom og yderst imødekommende og smilende. Hvis hun ikke længere er der, vil vi mangle den tryghed, støtte og hjælp, som vi ved, vi kan få fra hende.

​•Det er træls, hun nu er kommet i spil, så vi vil gerne støtte hende. Vores administrative medarbejder er altid meget hjælpsom og imødekommende, når vi har brug for hjælp til vores løn, ferie, afspadsering, timer osv. Hvis vi har brug for hjælp til udfyldelse af diverse eller noget teknisk, er hun god til at guide. Hun er meget svær at undvære, og hun har det store overblik.

​Vores arbejde som dagplejere foregår primært i eget hjem, hvor vi står alene med det daglige ansvar for børnene.

Den administrative medarbejder er vores faste anker og faglige livline i alt det praktiske, tekniske og administrative. Fjernes denne funktion, vil det uundgåeligt skabe utryghed og fjerne fokus fra vores kerneopgave: børnenes trivsel og udvikling.

​Vi opfordrer derfor på det kraftigste til, at man genovervejer besparelsen og bevarer vores administrative medarbejder.

​Med venlig hilsen,

Dagplejerne i Distrikt Nyborg – Søstjernerne

Kommentarer

Det er ikke muligt at kommentere i den aktuelle fase.

Del

Nuværende status

foreslået