103. Høringssvar fra flyver/gæstedagplejer
Fra "Budget 2027"
Gå til projektet
En bøn direkte fra os "i marken"
Som flyvere/gæstedagplejer i Nyborg Kommune Dagpleje henvender vi os med en dyb bekymring over forslaget om at afskaffe dagplejens administrative medarbejder.
Vi er lettede over, at pædagogbesparelsen blev droppet, men at flytte besparelsen over på administrationen rammer os og børnegrupperne ligeså hårdt. Fra vores position i hverdagen må vi råbe op: Vores administrative medarbejder er uundværlig. Hun er limen og den akutte livline, der får hele vores arbejdsdag til at hænge sammen.
Hvorfor vi ikke kan undvære vores administrative medarbejder
Når vi arbejder som flyvere/gæstedagplejer, er vores primære opgave at levere nærvær, stabilitet og tryghed for børnegrupperne og de enkelte dagplejere. Det kan vi kun gøre, fordi vi har et fast, stærkt bagland på kontoret, der tager sig af logistikken og afbrydelserne.
Den administrative medarbejder er bindeleddet, mellem os flyver/gæstedagplejer, dagplejerne, pædagogerne og ledelsen. Hun har det samlede og samlende overblik.
Vores akutte livline, når vi er ude:
Når vi står ude hos en dagplejer eller i et gæstehus og har brug for akut afklaring, støtte eller overblik, tager hun altid telefonen. Hun er den trygge base på kontoret, som kender systemerne, har overblikket over alle 210 børn og logistikken ud og ind, mens vi har hænderne fulde af børn.
Hensynet til børnenes nærvær:
Hvis administrationen nedlægges, forsvinder opgaverne ikke. Telefonopkald, gæstekabaler og administrative registreringer vil i stedet skubbes ud til os i marken. Det betyder i praksis, at vi skal bruges tid på skærme og telefoner frem for at være til stede hos børnene.
Bevar rammerne om den høje kvalitet
Nyborg Kommunes dagpleje udmærker sig ved at have en af de højeste forældretilfredshed på dagtilbudsområdet. Den tilfredshed skyldes ikke kun indsatsen ude i de enkelte hjem, men i høj grad at hele organisationen bagud til kører smidigt og professionelt.
Fjerner man den administrative medarbejder, fjerner man fundamentet under vores arbejde. Det vil svække den faglige indsats, skabe et markant mere presset arbejdsmiljø og i sidste ende gå ud over børnenes hverdagsrammer.
Vores opfordring
Vi opfordrer på det kraftigste Skole- og Dagtilbudsudvalget samt Byrådet til at trække besparelsen på den administrative medarbejder tilbage. Giv os lov til fortsat at have et velfungerende bagland, så vi kan udføre vores arbejde "i marken" med den kvalitet, tryghed og nærvær, som Nyborgs mindste borgere fortjener.
Med venlig hilsen,
Flyverne/gæstedagplejer i Nyborg Kommune Dagpleje
