220. Høringssvar fra forældre og forældrebestyrelsen i Naturbørnehaven Myretuen og Vibereden.
Fra "Økonomisk handleplan 2026"
Gå til projektet
Marts 2026
Til Kommunalbestyrelsen i Nyborg Kommune
Vedrørende Høringssvar til budgetforslag –
På vegne af forældre og forældrebestyrelsen i Naturbørnehaven Myretuen og Børnehaven Vibereden
Som borger og interessent i Nyborg Kommune indgiver vi hermed indsigelse mod forslaget om at indføre områdeledelse. Når lederen spredes over flere matrikler, forsvinder det tætte kendskab til det enkelte barn, forældregruppen og de specifikke pædagogiske udfordringer i den enkelte institution. Den hurtige, daglige sparring mellem leder og medarbejdere erstattes af distanceledelse. Det fører til dårligere arbejdsmiljø og øget risiko for sygefravær. Uden en synlig leder med beslutningskraft på stedet, forsinkes vigtige indsatser omkring børn med særlige behov. Erfaringer fra andre kommuner viser, at centralisering af ledelse ofte medfører øget administrativt tungnemhed og tab af lokal handlekraft.
Med andre ord: Ledelse skal udøves DER, hvor børnene ER.
At afskaffe det økonomiske tilskud til hjemmepasning er både kortsigtet og et udtryk for en bekymrende mangel på respekt, for det frie valg og børnefamiliernes trivsel i hverdagslivet.
Ved at fjerne den økonomiske understøttelse af hjemmepasning fjerner kommunen i praksis muligheden for, at familier med almindelige indkomster kan vælge den omsorgsform, de finder bedst for deres børn. Det skaber en social ulighed, hvor kun de mest velstillede familier har råd til nærvær i barnets tidlige år.
Afskaffelsen af tilskud til hjemmepasning vil tvinge børn ind i de kommunale daginstitutioner tidligere end planlagt. I en tid, hvor rekruttering af pædagogisk personale er en national udfordring, virker det uansvarligt at nedlægge en ordning, der frivilligt aflaster det kommunale system og sikre færre børn per voksne i institutionerne.
At hjemmepasse er ikke en ”ferie” – det er et fuldtidsarbejde, der sparer kommunen for en dyr institutionsplads. Ved at fjerne tilskuddet sender Nyborg som kommune et klart signal: Systemets behov kommer før familiernes trivsel og dette medvirker til, at børnefamilier ikke finder Nyborg Kommune som en attraktiv kommune at bosætte sig i.
At lukke Tårnborg Børnehave som et led i kommunens besparelsesplan vil have uoverskuelige konsekvenser for lokalområdet, børnenes trivsel og Nyborg Kommunes profil som markedsfører sig, som en bosætningsvenlig kommune for særligt børnefamilier.
Tårnborg Børnehave er ikke blot en institution. Den er hjertet i et lokalsamfund, der i forvejen kæmper for at bevare sammenhængskraften. Ved at fjerne det lokale pasningstilbud fjerner man incitamentet for unge familier til at bosætte sig i området. Det strider direkte mod kommunens erklærede mål om vækst i landdistrikterne.
Hvor skal børnene flyttes hen? Forslaget tager ikke højde for det massive pres, der vil opstå på de resterende institutioner i Nyborg Kommune og omegn. Risikoen er større børnegrupper, mindre voksenkontakt og et fald i den pædagogiske kvalitet, som i sidste ende kan føre til øget sygefravær og mistrivsel blandt personalet.
Herunder er det også særligt vigtigt at belyse kommunens forslag om nedlæggelse af sproggruppen som i dagligdagen, holder til på 1. salen af Tårnborg Børnehave.
Beslutningen om at nedlægge sproggruppen er ikke blot en spareøvelse på den korte bane; det er et svigt af kommunens mest sårbare børn, som vil skabe negative ringvirkninger i hele det almene område. Sproggruppen tilbyder en specialiseret, intensiv støtte, som ikke kan replikkers i en almindelig daginstitution. Ved at fjerne dette fundament mister barnet muligheden for, at indhente det sproglige efterslæb inden skolestart. Med andre ord medføre det tab af tidlig indsats. Uden den rette sproglige ballast øges risikoen for social isolation. Børn med sprogvanskeligheder trækker sig ofte fra fællesskabet, hvilket fører til lav selvfølelse og forventeligt senere adfærdsproblemer. Når de specialiserede pladser forsvinder, flyttes opgaven over på de almene pædagoger. Det er urealistisk at forvente samme resultat i en i forvejen presset hverdag, hvilket vil forringe kvaliteten for alle børn i gruppen.
Når der er tale om de mest sårbare børn i kommunen, er forslaget om at skære i visiteret pladser på Solsikkerne i Børnehuset Møllervangen en direkte underminering af retssikkerheden og trivslen, for kommunens mest udsatte børn. Børn med vidtgående støttebehov lades i stikken. Almenmiljøet har hverken de fysiske rammer eller de personalemæssige kompetencer til at løfte denne specialopgave. En reduktion på Solsikkerne vil skabe en dominoeffekt, hvor pædagogerne i de øvrige grupper tvinges til at agerer brandslukkere, hvilket forringer hverdagen for alle børn. Manglede hjælp og støtte i de tidlige år, betyder øgede udgifter til specialskolepladser og sociale foranstaltninger senere hen i børnenes hverdagsliv.
Det er på tide, at kommunalbestyrelsen genovervejer, om denne besparelse virkelig er prisen værd for at ødelægge det frie valg for Nyborgs børnefamilier, og ligeledes opfordre vi til, at forkaste forslaget om områdeledelse, for at sikre kvaliteten i vores dagtilbud.
Med Venlig Hilsen
Bekymrede forældre og en bekymret forældrebestyrelse i Naturbørnehaven Myretuen og børnehaven Vibereden i Nyborg Kommune
