100. Høringssvar fra forældrebestyrelsen i Kastaniehuset
Fra "Budget 2027"
Gå til projektet
Høringssvar til budget 2027
Som forældrebestyrelse i Kastaniehuset forholder vi os i dette høringssvar udelukkende til de foreslåede ændringer på dagtilbudsområdet.
Vi anerkender, at Nyborg Kommune står i en økonomisk vanskelig situation, og at der derfor er behov for prioriteringer. Samtidig finder vi det vigtigt at pege på de bekymringer, vi har i relation til følgende forslag:
• Konsolidering af ledelsesstrukturen
• Tilpasning af uddannelsesgraden i daginstitutionerne
• Genforhandling af lokalaftalen for pædagogisk personale
Forslag 2: Konsolidering af ledelsesstrukturen
Det er afgørende for os, at der er en nærværende ledelse i institutionen - en ledelse, der kender børn, forældre og personale. Hvis ledelsen skal deles mellem flere institutioner, er vi bekymrede for, at overblikket over den daglige pædagogiske praksis og faglighed svækkes.
Det bliver særligt sårbart, hvis dette sker samtidig med en reduktion i antallet af uddannede pædagoger. Vi frygter, at den samlede effekt kan medføre en væsentlig forringelse af kvaliteten i dagtilbuddene - særligt for de børn, der er sårbare eller har brug for ekstra støtte.
Vi undrer os samtidig over, at arbejdet med de langsigtede strukturelle handlemuligheder på dagtilbudsområdet udskydes, samtidig med at der nu foreslås ændringer i ledelsesstrukturen. Vi mener, at sådanne ændringer bør ses i sammenhæng med den samlede fremtidige struktur på dagtilbudsområdet.
Forslag 3: Tilpasning af uddannelsesgrad i daginstitutioner
Vi er bekymrede over forslaget om at reducere andelen af uddannede pædagoger.
Vi mener grundlæggende, at kommunen bør arbejde for flere uddannede pædagoger - ikke færre. Hvordan skal institutionerne fortsat kunne hæve og fastholde kvaliteten, hvis den faglige kapacitet samtidig reduceres?
Det gælder særligt i forhold til inklusion og tidlig indsats, hvor børn med behov for ekstra støtte risikerer at blive de første, der mærker konsekvenserne.
Forslag 4: Genforhandling af lokalaftale for pædagogisk personale
Vi er ligeledes bekymrede over forslaget om at reducere det gennemsnitlige lønniveau for pædagogisk personale.
Hvis pædagogerne får større ansvar i takt med, at andelen af uddannede medarbejdere reduceres, finder vi det vanskeligt at se sammenhængen i samtidig at arbejde for et lavere lønniveau.
Som forældre er vi desuden bekymrede for, om Nyborg Kommune fortsat vil kunne tiltrække og fastholde kompetente pædagoger. Hvis Nyborg skal være en attraktiv kommune at bo og stifte familie i, bør det også være en attraktiv kommune at arbejde i.
Afslutningsvist undrer vi os over, at lukningen af Solsikkerne udskydes, når kommunen samtidig står med et betydeligt økonomisk behov. Vi efterlyser en tydelig sammenhæng mellem denne beslutning og de øvrige prioriteringer på dagtilbudsområdet.
Vi hæfter os samtidig ved, at der fra 2027 er afsat midler til, at ledelsen ikke længere indgår i opgørelsen af minimumsnormeringen. Vi mener derfor, at det er vigtigt, at denne mulighed reelt bruges til at sikre nærværende ledelse – og ikke samtidig følges af en reduktion i den faglige kapacitet.
Vi opfordrer samlet set til, at der udvises forsigtighed med besparelser på ledelse og pædagogisk faglighed.
Minimumsnormeringer bør være et minimum - ikke et mål for kvaliteten.
Dagtilbud er ikke alene en driftsudgift, men en investering i børns trivsel, udvikling og kommunens fremtid.
På vegne af
Forældrebestyrelsen i Kastaniehuset
