181. Høringssvar fra forældrebestyrelsen i Ravnekæret
Fra "Økonomisk handleplan 2026"
Gå til projektet
Vi har som forældre i Nyborg Kommune en ydmyg drøm om en dag sammen at kunne tale om allede muligheder, vores børn har, mens de går i vuggestue, børnehave og skole.
Drømmen braser, når vi i stedet med budgetforslaget er nødsagede til at forholde os til en sørgelig virkelighed, som igen viser os, at vi bor i en kommune, hvor børneliv og de voksne i og omkring dem må mærke de mest alvorlige og bekymrende konsekvenser af kortsigtede økonomiske lappeløsninger.
Vi kan på vegne af Ravnekærets forældregruppe kun tilslutte os øvrige høringssvar, som adresserer sparekatalogets pkt. 46 om indførelse af områdeledelse og mindre ledelse tæt på personalet, og de alvorlige kvalitetsmæssige konsekvenser det vil have for vores børns trivsel og muligheder i dagtilbud.
Aktuelt for Ravnekæret betyder institutionsleders fysiske tilstedeværelse og fulde tid til ledelse, at vi som forældre hver dag har mulighed for at vende spørgsmål, opmærksomheder eller bekymringer i forhold til vores børns trivsel samt pædagogiske tiltag i hverdagen. Det medfører, at der kan handles rettidigt og hurtigt om nødvendigt.
Samme muligheder gør sig gældende for personalet, som kan gøre brug af daglig sparring med institutionslederen. Vi er som forældre oprigtigt nervøse for om områdeledelse vil mindske den høje faglighed, som dagligt sikrer kvalitet i vores børns institution. Vi er ligeledes bekymrede for, om manglende rettidige indsatser vil påvirke medarbejdertrivslen i så stor grad, at det i sidste ende vil påvirke vores børns hverdag negativt.
I Ravnekæret har vi en meget synlig, kompetent og omsorgsfuld ledelse i vores souschef og leder. De har skabt et stærkt samarbejde som ledelse og i personalegruppen og en fælles professionel retning, som betyder, at vores børn er i centrum, og det er de voksne der følger deres initiativer og interesser.
Som forældre er det fantastisk at træde ind i Ravnekæret og mærke denne stemning, fordi det skaber tryghed for os forældre, når vi skal aflevere vores børn, men vigtigst føler vores børn sig trygge. Den kvalitet, vi dagligt mærker og ser, er altafgørende for vores børns trivsel og videre udvikling. Dette vil vi absolut ikke miste – herunder hverken souschef, leder eller pædagogisk personale.
Vi kan i samme argumentation henvise til regeringens børnepakke fra august 2025, som fremhæver vigtigheden af fuld ledelse og mere pædagogisk personale på stuerne. Nyborg Kommunes sparekatalog viser det modsatte, som dermed går imod den retning og viden der foreligger omkring dette område. Vi opfordrer derfor byrådet til ikke at forhaste sig med beslutninger, der potentielt kan være ødelæggende for det pædagogiske personale, ledere, os forældre og i særdeleshed vores børn.
I sagsfremstillingen for pkt. 46 fremgår det, at områdeledelse også vil medføre en samlet bestyrelse for flere institutioner. I forældrebestyrelsen i Ravnekæret lægger vi vægt på, at vi repræsenterer perspektiver fra hele forældregruppen lokalt i huset og fungerer som et stærkt bindeled mellem forældre og institution. Vi er bekymrede for distanceringen af bestyrelsesarbejdet, og at det bindeled, vi repræsenterer, forsvinder ved sammenlægning til områdebestyrelse.
Vi som forældre og bestyrelse i Ravnekæret tager på det kraftigste afstand fra budgetforslagets pkt. 40. At have frit valg som forældre, der kender vores børns behov bedst, er en rettighed og en mulighed for at tilvælge den pædagogiske hverdag, vi finder bedst for vores børn, om det så er vuggestue eller dagpleje. Vi henviser i denne sag til dagtilbudsloven §27C og appellerer til, at man ikke fratager forældre deres rettigheder. Vi finder det dybt bekymrende, at Nyborg Kommune fremlægger forslag til besparelser, som er et direkte lovbrud på national lov, hvilket sår stor tvivl om, hvorvidt forslagene er gennemarbejdede og velovervejede. Vi forventer, som forældre i kommunen, at blive behandlet med respekt og ordentlighed og finder denne sag meget alvorlig.
Vi i bestyrelsen fra Ravnekæret vil bede byrådet om at tænke nøje over disse potentielle besparelser og konsekvenserne af jeres beslutninger. Vi appellerer til, at man inddrager de berørte personaler og ledere i beslutningsprocessen.
Vi stiller disse store spørgsmål:
Hvordan forholder byrådet sig til aktuelle store besparelser på dagtilbud og skole med et samtidigt ønske og mål om at tiltrække og fastholde børnefamilier i Nyborg Kommune?
Hvordan vil I fortsat sikre kvalitet i vores dagtilbud?
Hvem passer på personalet, lederne og vores børn?
På vegne af bestyrelsen i Ravnekæret,
Formand Sofie Theilmann Kristensen
Næstformand Camilla Sylvester Tofte Hansen
