69. Høringssvar fra forældrebestyrelsen i Ravnekæret
Fra "Budget 2027"
Gå til projektet
Vi har som forældre i Nyborg Kommune en ydmyg drøm om en dag sammen at kunne tale om alle de muligheder, vores børn har, mens de går i vuggestue, børnehave og skole.
Drømmen braser, når vi i stedet med BDO’s spareforslag er nødsagede til at forholde os til en sørgelig virkelighed, som igen viser os, at vi bor i en kommune, hvor børneliv og de voksne i og omkring dem må mærke de mest alvorlige og bekymrende konsekvenser af kortsigtede økonomiske lappeløsninger.
Ved Forslag nr. 2 på dagtilbudsområdet omhandlende konsolidering af ledelsesstruktur, ser vi alvorlige kvalitetsmæssige konsekvenser i forhold til vores børns trivsel og muligheder i deres dagtilbud.
Aktuelt for Ravnekæret betyder institutionsleders fysiske tilstedeværelse og fulde tid til ledelse, at vi som forældre hver dag har mulighed for at vende spørgsmål, opmærksomheder eller bekymringer i forhold til vores børns trivsel samt pædagogiske tiltag i hverdagen. Det medfører, at der kan handles rettidigt og hurtigt om nødvendigt.
Samme muligheder gør sig gældende for personalet, som kan gøre brug af daglig sparring med institutionslederen. Både forældre og personaler er overbeviste om, at et større ledelsesspænd vil mindske den høje faglighed, som dagligt sikrer kvalitet i børnenes institution. Vi ser en potentiel risiko for, at manglende rettidige indsatser vil påvirke medarbejdertrivslen i så stor grad, at det i sidste ende vil påvirke vores børns hverdag negativt.
I Ravnekæret har vi en meget synlig, kompetent og omsorgsfuld ledelse i souschef og leder. Sammen har de et stærkt samarbejde og har skabt en fælles professionel retning, som betyder, at vores børn er i centrum, og det er de voksne der følger deres initiativer og interesser. Denne fælles retning og vision er tydeligt rammeskabende for samtlige stuer. Som forældre er det fantastisk at træde ind i Ravnekæret, fordi det skaber tryghed hos både forældre og børn. Den kvalitet, vi dagligt mærker og ser, er altafgørende for vores børns trivsel og videre udvikling. Dette vil vi absolut ikke miste.
I Forslag nr. 3, vedrørende tilpasning af uddannelsesgrad i daginstitutioner, ser vi også stor risiko for markant nedgang i kvalitet. Dagtilbud skal fremme børns udvikling, trivsel og læring. I Ravnekæret bæres dette arbejde af uddannede medarbejdere, som hver dag anvender deres faglighed til at skabe læringsmiljøer af høj kvalitet. Uddannede medarbejdere sikrer i Ravnekæret, at der foreligger den nødvendige dokumentation, at der formuleres handleplaner og indhentes viden, som bidrager til velfunderede, fagprofessionelle vurderinger af, hvordan de i et tværfagligt samarbejde skaber de bedste forudsætninger for, at alle børn trives. Vi ser det ikke som en mulighed at gå på kompromis med kvaliteten i det arbejde, som sikrer vores børns videre udvikling og trivsel.
I Forslag nr. 4 på dagtilbudsområdet ser vi en stor nødvendighed i at være forsigtig med beregningen af den forventede besparelse. BDO fremhæver selv det usikre sammenligningsgrundlag, idet beregningen bygger på KRL-data, som også kan indeholde pædagoger, der arbejder uden for dagtilbudsområdet. Samtidig fremgår det, at gennemsnitslønnen for pædagoger i Nyborgs dagtilbud faktisk er lavere end det niveau, der er anvendt i beregningen. Med BDO’s egne opmærksomhedspunkter for øje, ser vi det meget svært at argumentere for, at mennesker, der hver dag gør en kæmpe indsats for vores børns trivsel og udvikling potentielt set skal honoreres i endnu mindre grad, end tilfældet er i dag. Der er betydelig usikkerhed om, hvor stort et reelt økonomisk potentiale der er ved at genforhandle aftalen. Hvis Nyborg Kommune vælger at sænke lønniveauet, vil rekruttering af dygtige og uddannede medarbejdere, og derved kvalitet, skabe store udfordringer med konsekvenser for vores børn.
Vi i bestyrelsen fra Ravnekæret vil bede byrådet om at tænke nøje over disse potentielle besparelser og kigge på de mulige alvorlige og langsigtede konsekvenser for Nyborg Kommunes børn.
Vi stiller derfor igen disse store spørgsmål:
Hvordan forholder byrådet sig til aktuelle store besparelser på dagtilbud og skole med et samtidigt ønske og mål om at tiltrække og fastholde børnefamilier?
Hvordan vil I fortsat sikre kvalitet i vores dagtilbud?
Hvem passer på personalet, lederne og vores børn?
Hvad er det gode børneliv i Nyborg Kommune?
På vegne af hele bestyrelsen i Ravnekæret
Formand Sofie Theilmann Kristensen
Næstformand Camilla Sylvester Tofte Hansen
