Spring til hovedindhold

131. Høringssvar fra Nyborg Kommunes Kunstråd_2026

Fra "Økonomisk handleplan 2026"

Gå til projektet

Høringssvar vedrørende forslag om nedlæggelse af Nyborg Kommunes Kunstråd


Til Nyborg Kommune

Som kunstfaglige konsulenter i Nyborg Kommune ønsker vi at afgive høringssvar i forbindelse med forslaget om nedlæggelse af Kunstrådet.

Vi har fuld forståelse for, at kommunen står over for nødvendige prioriteringer og besparelser. Det er en fælles opgave at sikre, at ressourcerne anvendes ansvarligt og strategisk. På den baggrund ønsker vi at pege på en løsning, hvor Kunstrådet bevares i en tilpasset form med et reduceret budget og et styrket fokus på ekstern finansiering gennem fonde og puljer.

Kunstrådet spiller en central rolle i at sikre kvalitet, faglighed og langsigtet sammenhæng i kommunens arbejde med kunst i det offentlige rum. Rådet fungerer som et professionelt rådgivende organ, der kvalificerer projekter, skaber overblik og sikrer, at kunstneriske investeringer forankres strategisk i kommunens udvikling.

Inden for de seneste år har Kunstrådet bidraget til en række væsentlige indsatser, herunder kunstværket ved Nyborg Idrætscenter, kunstnerisk udsmykning i Sundhedshuset og tandklinikken samt udviklingsarbejde i Ørbæk og på havnen. Kommunen har desuden modtaget midler til udvikling af kystsikring og havneområdet – områder, hvor Kunstrådet allerede har arbejdet med at tænke kunstneriske perspektiver ind som en del af den samlede byudvikling.

Vi er samtidig allerede i gang med udviklingen af et projekt ift. placeringen af en statue af Dronning Margrethe den 1. placeret i Nyborg. Det er et område hvor Kulturministeriet har afsat midler og projektet rummer derfor et betydeligt potentiale for ekstern finansiering og national opmærksomhed. Dette kræver imidlertid faglig koordinering og strategisk sammenhæng – ikke mindst i relation til Nyborg Slot, som genåbner i 2028. Her er det afgørende, at kunstneriske initiativer, historiefortælling og byens udvikling tænkes sammen i en helhed.

Netop i sådanne større og fondsafhængige projekter er Kunstrådets eksistens en væsentlig styrke. Mange fonde lægger vægt på faglig forankring og kommunal strategi. Kunstrådet fungerer som den platform, der gør det muligt at udvikle kvalificerede projekter og tiltrække ekstern finansiering. En reduktion af budgettet kan håndteres gennem øget fondsarbejde, men en nedlæggelse af rådet vil fjerne den struktur og kontinuitet, som er forudsætningen for at løfte opgaven.

Vi anbefaler derfor, at Kunstrådet bevares i en justeret model med reduceret økonomisk ramme og øget fokus på ekstern finansiering. På den måde kan kommunen opnå de nødvendige besparelser og samtidig fastholde det faglige fundament, der gør det muligt fortsat at udvikle og realisere kunstprojekter til gavn for borgere, kulturarv og kommunens samlede udvikling.


Med venlig hilsen

Kunstfaglige konsulenter i Nyborg Kommune


Helga-Marie Nordby

Ole Skovsbøl

Anna Stensgaard Nielsen

Tina Lein Rasmussen

Kommentarer

Det er ikke muligt at kommentere, fordi dette projekt i øjeblikket ikke er aktivt.

Del

Nuværende status

foreslået