182. Høringssvar fra personalet i Tumlebillen
Fra "Økonomisk handleplan 2026"
Gå til projektet
Kære Byråd
Hermed høringssvar fra personalegruppen i Børnehuset Tumlebillen, Nyborg.
Forslag nr. 46 "Områdeledelse i dagtilbud."
I Børnehuset Tumlebillen er vi, som personale, bekymrede for forslaget om områdeledelse.
Vi mener det er vigtigt med en lokal forankret, nærværende og tilgængelig leder for både børn, forældre og personale. Områdeledelse vil skabe større afstand mellem alle parter, når lederen ikke har sin faste gang i institutionen.
Hverdagen i en daginstitution kan til tider være travl, og der kan være komplekse situationer, som en leder skal håndtere. Hvis lederen ikke er tilgængelig, kan det skabe langsommelige beslutningsprocesser, give mindre faglig understøttelse samt øget arbejdspres for os medarbejdere.
Andre institutioner, der er under områdeledelse angiver, at de har oplevet et betydeligt arbejdspres og en følelse af utilstrækkelighed, der har medført sygemeldinger.
Daginstitutioner er i forvejen under stort arbejdspres, og yderligere besparelser på området gør det sværere at udføre kerneopgaven.
I forslaget "Områdeledelse i dagtilbud" nævner I selv: "Erfaring fra andre kommuner viser, at det kan være vanskeligt at fastholde de daglige ledere i jobbet." Dette vil skabe stor ustabilitet og utryghed for børn, forældre og medarbejdere. I daginstitutioner er det netop vigtigt med forudsigelighed, genkendelighed, struktur, faste voksne og fælles faglig retning - disse ting virker til at stå i stor kontrast til områdeledelse.
Vores leders dør er altid åben. Både for børn, der vil lege, forældre der har behov for en samtale, eller personale, der har brug for faglig sparring. Han er med på gulvet og i børnehøjde, og han kender børnegruppen og forældrene. Når vi henvender os med en bekymring eller en udfordring, så ved han hvem og hvad vi taler om. Hans nærværende ledelse skaber stor tryghed for os alle. Vores arbejdsmiljø og vores trivsel vægtes højt. Han er med til at skabe vores pædagogiske retning, og han er bindeleddet mellem forældre, personale og forvaltningen. Dette frygter vi vil forsvinde hvis områdeledelse bliver indført.
Vi frygter, at konsekvenserne ved at indføre områdeledelse bl.a. er
- Lederen får mindre tid til ledelsesopgaver, og det vil øge arbejdspresset for både leder og personale.
- Forringelse af den pædagogiske kvalitet.
- Mindre tid til børnene og kerneopgaven.
- Mindre tid til tidlig indsats, opsporing etc.
- Dårligt arbejdsmiljø.
- Moralsk stress.
- Højere sygefravær.
- Personaleflugt.
Forslag nr. 49-50. "Lukke Taarnborg - lederlønnen."
Vi vil også udvise bekymring for forslaget om lukningen af Taarnborg Børnehave. Lukningen af Taarnborg og omplaceringen af mindst 33 børn samt personalet, vil skabe store udfordringer for alle parter - også de daginstitutioner, hvor børnene skal fordeles.
Som medarbejdere i Nyborg, har vi et ønske om, at der bliver investeret i børnene og deres fremtid fremfor, at der laves besparelser på børnenes bekostning. Invester i børnene, så det både er attraktivt at bosætte sig og arbejde i Nyborg Kommune.
Vi understreger at kvaliteten i dagtilbuddet ikke kun handler om at opfylde minimumsnormeringerne men om at skabe rammer for trivsel, udvikling og tryghed for børn, forældre og personale.
Venlig hilsen
På vegne af personalet i Tumlebillen
Marianne Iversen
Pædagogisk Assistent
