Spring til hovedindhold

97. Høringssvar fra Seniorrådet vedr. budget 2027

Fra "Budget 2027"

Gå til projektet

Seniorrådets høringssvar til budget 2027


Resume

Seniorrådet anbefaler, at kommunen i budgetarbejdet prioriterer de indsatser, som forebygger funktionstab, ensomhed og behov for mere omfattende hjælp senere. Rådet opfordrer til, at effektiviseringer gennemføres med forsigtighed, og at konsekvenserne for de mest sårbare borgere vurderes grundigt.


Seniorrådet støtter et tæt samarbejde med civilsamfundet, men understreger, at frivillige fællesskaber ikke kan erstatte individuelle og faglige indsatser. Der bør fortsat være fokus på aktiviteter, transportmuligheder og sociale fællesskaber for de svageste ældre borgere, ligesom udviklingen på demensområdet og effekterne af de igangværende ændringer på aktivitetsområdet bør følges nøje.


Det er Seniorrådets vurdering, at fællesskab, forebyggelse og rettidig indsats fortsat er nogle af de vigtigste forudsætninger for et værdigt ældre liv i Nyborg Kommune. Samtidig finder rådet, at der bør udvises tilbageholdenhed med yderligere besparelser på områder, der understøtter de mest udsatte og svageste ældre borgere, da konsekvenserne både menneskeligt og økonomisk kan vise sig større på længere sigt.


Budgetforslag på sundheds- og ældreområdet

Seniorrådet noterer sig, at Nyborg Kommune står over for en budgetproces, hvor der fortsat skal findes betydelige besparelser, selvom kommunen allerede har realiseret omfattende besparelser gennem tidligere budgetaftaler og økonomisk handleplan. Samtidig er der betydelig usikkerhed om konsekvenserne af sundhedsreformen, den kommende udligningsreform og øvrige nationale reformer, som i de kommende år vil påvirke kommunernes opgaver og økonomiske rammer.


Seniorrådet anerkender nødvendigheden af økonomisk ansvarlighed og ønsket om at fastholde balance i kommunens økonomi. Rådet finder dog, at besparelser og effektiviseringer bør ske på et gennemtænkt og strategisk grundlag, hvor der foretages klare prioriteringer frem for brandslukning år for år. Herunder viser erfaringen, at manglende forebyggelse og reducerede indsatser ofte kan medføre større udgifter på længere sigt.


Seniorrådet finder det samtidig væsentligt, at kvalitet, værdighed, nærhed og retssikkerhed for kommunens ældre borgere fastholdes. Rådet er særligt opmærksom på, at det ofte er de mest udsatte og sårbare borgere, der rammes hårdest af besparelser, og at konsekvenserne derfor bør vurderes grundigt, før der træffes beslutninger.


I det følgende har vi fremlagt vores kommentar til effektiviseringerne på sundheds- og ældreområdet.


Hjemmesygepleje - Forhøjelse af effektiviteten i sygeplejen

Seniorrådet anerkender intentionen om at anvende sygeplejerskernes arbejdstid mere effektivt og øge andelen af tid sammen med borgerne. Rådet hæfter sig dog ved, at hjemmesygeplejen allerede arbejder med en høj grad af delegering af opgaver til det øvrige social- og sundhedspersonale. Denne organisering forudsætter løbende faglig opfølgning, koordinering og dokumentation, og samtidig bidrager delegeringen til at fastholde og udvikle SOSU-medarbejdernes kompetencer.


Seniorrådet finder det væsentligt, at der ikke gennemføres større reduktioner på området, før konsekvenserne af sundhedsreformen og de kommende kvalitetsstandarder er kendt. Der er fortsat betydelig usikkerhed om de fremtidige opgaver og organiseringen af hjemmesygeplejen, ligesom akutsygeplejen overgår til regionen fra 1. januar 2027.


Rådet er derfor mest tryg ved den lave model, og anbefaler en forsigtig tilgang, indtil de nye rammevilkår er kendt. Den høje model vurderes at indebære en meget omfattende reduktion af medarbejdergruppen, hvilket rådet finder bekymrende.


Hjemmesygepleje - Justeret serviceniveau og serviceadgang til sundhedslovsindsatser

Seniorrådet noterer sig, at Nyborg Kommune ifølge de gennemførte analyser har et højere serviceniveau end sammenlignelige kommuner.


Rådet anerkender, at der kan være behov for at se på visitationspraksis og sikre, at forløb afsluttes rettidigt, ligesom flere borgere i relevante tilfælde kan benytte sygeplejeklinikker frem for hjemmebesøg.


Seniorrådet er dog bekymret for, at reduktioner i serviceniveau eller adgang til sundhedslovs-indsatser kan få betydelige konsekvenser for sårbare ældre borgere med komplekse sygdomsforløb. Besparelser på kort sigt kan risikere at føre til øget behov for behandling, indlæggelser og hjælp senere.


Rådet anbefaler derfor, at eventuelle ændringer sker på baggrund af konkrete faglige vurderinger frem for alene økonomiske sammenligninger med andre kommuner.


Effektivisering af visitations- og myndighedsområdet

Seniorrådet anerkender, at den nye ældrelov lægger op til ændrede arbejdsgange og mindre bureaukrati.


Samtidig er rådet forbeholden over for effektiviseringer på visitations- og myndighedsområdet på et tidspunkt, hvor området oplever øget tilgang af borgere, længere sagsbehandlingsfrister, omfattende visitationer, som følge af ny lovgivning samt implementering af allerede besluttede effektiviseringer.


Området er allerede under pres og har behov for stabilitet samt tid til at nedbringe de eksisterende sagsmængder. Seniorrådet finder det derfor bekymrende, at der endnu en gang foreslås besparelser på området, før de nødvendige rammer er på plads. Rådet vurderer, at området først bør sikres tilstrækkelige ressourcer til at løse opgaverne tilfredsstillende og nedbringe sagsbehandlingsfristerne, før der budgetteres med yderligere effektiviseringsgevinster.


Rådet ser positivt på mulighederne for administrative lettelser og teknologisk understøttelse af myndighedsarbejdet. Der bør dog udvises forsigtighed med at budgettere på forventede gevinster fra AI-løsninger, før systemerne er færdigudviklede, afprøvede og dokumenteret. Kommunen bør ikke påtage sig rollen som first mover på området, hvis det indebærer risiko for svækket kvalitet eller retssikkerhed.


Seniorrådet finder derfor, at effektiviseringsgevinster først bør indregnes, når de faktiske effekter er dokumenteret, og når sagsbehandlingsfristerne igen er bragt ned på et tilfredsstillende niveau.


Forebyggelse, fællesskaber og demensindsatser

Seniorrådet bemærker, at ældreområdet allerede tidligere har været genstand for en række besparelsesforslag, herunder reduktion af gåture, forebyggende tilbud, demensindsatser og øvrige aktiviteter på sundheds- og forebyggelsesområdet.


Rådet finder det væsentligt at understrege, at forebyggelse, fysisk aktivitet, rehabilitering, sociale fællesskaber og demensindsatser er centrale elementer i et værdigt ældreliv. For mange ældre borgere bidrager disse indsatser til at forebygge ensomhed, funktionstab og behov for mere omfattende hjælp på et senere tidspunkt.


Seniorrådet anerkender, at civilsamfundet kan spille en vigtig rolle i forhold til fællesskaber og aktiviteter. Civilsamfundets indsats bør dog ses som et samarbejde med kommunale tilbud og ikke bare ”flødeskum” på toppen af den offentlige velfærd, eller som en direkte erstatning for faglige eller individuelle indsatser. Særligt de mest sårbare borgere har ofte behov for støtte, som ikke kan overtages af frivillige alene.


For så vidt angår gåture og lignende tilbud finder rådet, at der bør skelnes mellem rehabiliterende og træningsmæssige indsatser, som har et fagligt formål, og aktiviteter som efterfølgende eventuelt kan understøttes af civilsamfundet. På samme måde finder rådet, at demensklubber og øvrige tilbud til borgere med demens og deres pårørende har stor betydning for trivsel, fællesskab og livskvalitet, og derfor bør beskyttes mest muligt.


Plejehjem og kapacitet

Seniorrådet noterer sig og afventer analyse af den fremtidige pleje- og ældreboligkapacitet i Nyborg Kommune. Rådet finder det vigtigt, at beslutninger om kapacitet træffes på baggrund af grundige analyser af den demografiske udvikling, og de kommende behov blandt kommunens ældre borgere. Samtidig bemærker rådet, at der først er afsat midler til yderligere kapacitetsudvidelse efter 2031. Det er langt ud i fremtiden, når det ses i sammenhæng med den forventede udvikling i antallet af ældre borgere og borgere med demens.


På seniorrådets vegne


Venlig hilsen


Anne Lerche Nordlund

Formand for Seniorrådet

Kommentarer

Det er ikke muligt at kommentere i den aktuelle fase.
Antal likes i alt: 2, total dislikes: 0
. Det er ikke længere muligt at stemme i denne fase. Det er ikke længere muligt at stemme i denne fase

Del

Nuværende status

foreslået