Spring til hovedindhold

184. Høringssvar fra skolebestyrelsen på Danehofskolen

Fra "Økonomisk handleplan 2026"

Gå til projektet



Høringssvar vedrørende budget 2026 og sparekatalog i Nyborg Kommune

Dette høringssvar er udarbejdet af skolebestyrelsen for Danehofskolen Formålet er at tydeliggøre konsekvenserne af de foreslåede besparelser for den daglige drift af Danehofskolen – både fagligt, pædagogisk og organisatorisk.

Vi anerkender, at kommunen står i en økonomisk situation, som kræver ansvarlige prioriteringer. Samtidig er folkeskolen en kerneopgave og en central forudsætning for kommunens fremtid, bosætning, trivsel og sammenhængskraft. Derfor er det afgørende, at sparetiltag ikke alene ses som tekniske justeringer, men vurderes i forhold til deres reelle driftsmæssige konsekvenser ude på skolerne. Vi efterlyser en tydelig politisk afklaring på hvilket serviceniveau og hvilken kvalitet ønsker Byrådet, at folkeskolerne i Nyborg Kommune skal tilbyde – både nu og på længere sigt?

Sparekataloget opremser en lang række af forslag som alle vil have tydelige og mærkbare konsekvenser for vores børns muligheder for en god og tryg hverdag med fokus på faglig og social trivsel. Rammebesparelser, tilbageholdelse af DUT midler, større undervisningsbelastning og hvad kataloget ellers byder på vil alle medføre en svækkelse af vores lokale handlemuligheder. Når elevernes behov bliver mere komplekse, kræver det størrepædagogiske ressourcer – ikke færre.

Forventningerne til skolerne forbliver de samme – men midlerne til at udføre opgaven fjernes.

Dette underminerer skolernes mulighed for at leve op til både nationale og lokale ambitioner.

Kombinationen af stigende kompleksitet, lavere ressourcer og øget pres kan betyde, at det bliver sværere at fastholde og tiltrække dygtige medarbejdere.

Det påvirker ikke kun den enkelte skole – men kvaliteten i hele kommunens skolesystem. En stor del af de foreslåede besparelser rammer de udførende led: lærere, pædagoger, pædagogiske medarbejdere og skoleledelser. Vi savner en mere balanceret tilgang, hvor der også kigges på muligheder for effektiviseringer i administrative lag – frem for primært at reducere de midler, der går direkte til børnene. Danehofskolen og Nyborg kommunes samlede skolevæsen har behov for stabilitet, forudsigelighed og reel dialog. Medarbejdere, ledelser og forældre oplever allerede i dag betydelig kompleksitet og pres. For at kunne arbejde professionelt og langsigtet skal der skabes:

• stabile rammer

• økonomisk forudsigelighed

• gennemsigtighed i prioriteringer

  • ro om drift og udvikling

Skolebestyrelsen ser sidst men ikke mindst, med bekymring på den øget betaling på SFO området og de afledte effekter som denne øgede betaling vil medføre.


Med venlig hilsen fra

Skolebestyrelsen på Danehofskolen i Nyborg

Kommentarer

Det er ikke muligt at kommentere, fordi dette projekt i øjeblikket ikke er aktivt.

Del

Sendt af

Nuværende status

foreslået