Spring til hovedindhold

43. Høringssvar fra Visitation og Hjælpemidler

Fra "Budget 2027"

Gå til projektet

Se vedhæftning

Alternativt se nedenfor (der står det samme)


Høringssvar til Administrativt budgetforslag 2027 med overslagsårene 2028-2030 samt BDO – Økonomisk mulighedskatalog

Høringssvar fra Visitation og Hjælpemidler, udarbejdet af lokalt MED-udvalg.

MED udvalget vil kommentere på følgende punkter;

  • Budget 2027, s. 5 – Ældrereformen, s. 6 – Sundhedsreform samt BDOs mulighedskatalog, s. 33, forslag 3
  • BDOs mulighedskatalog, s. 33, forslag 3 – øget anvendelse af AI
  • BDO – Økonomisk mulighedskatalog, s. 34, forslag 4


Budget 2027, s. 5 – Ældrereformen, s. 6 – Sundhedsreform samt BDOs mulighedskatalog, s. 33, forslag 3

Det beskrives, at forventningen er at ældrereformen er fuldt implementeret i 2027.

Det er en sandhed med mange vinkler!

BDO beskriver, at ”Nyborg kommune er en smule over niveau …” samt at der ”er en smule forskel i opgavesammensætningen hos myndighedsfunktionen i de forskellige kommuner.”

Nyborg Kommune er en relativt lille kommune. Det betyder, at en række forskellige og specialiserede opgaver nødvendigvis varetages af relativt få medarbejdere. Denne organisering medfører en større sårbarhed, hvor fravær, personaleudskiftning eller særlige komplekse sager hurtigt kan få betydning for den samlede opgaveløsning.

En simpel sammenligning af antal medarbejdere bør derfor ikke stå alene som dokumentation for, at der er et reelt effektiviseringspotentiale svarende til én visitatorstilling.

En ny lovgivning - ældreloven - har bidraget til, at visitatorerne skal udvikle deres faglige viden og være bevidste om at navigere i særligt to lovgivninger - servicelov og ældrelov. Disse to lovgivninger stiller forskellige krav til udarbejdelse af afgørelserne. Samtidig har Ankestyrelsen øget fokus på myndigheds ansvar med at bidrage til helhedsorienterede afgørelser, der stiller krav til samarbejde på tværs af forvaltningen.

I forbindelse med implementeringen af ældrereformen, herunder ”Borgernær visitation” har visitatorerne, siden september 2025 haft fast indmøde i hjemmeplejedistrikterne 2 dage om ugen, med det formål at understøtte medarbejderne i at ældrereformen implementeres. Denne omstrukturering af visitatorer og funktioner understøttes i en rapport fra VIVE, fra august 2026. Link: https://www.sst.dk/media/cmvi0s1i/303090_hr_evaluering-af-puljen-til-forsoeg-med-selvvisitation_ua.pdf

I Ældrereformen er der også fokus på ”Helhedspleje” og sammenhængende forløb, døgnet igennem. Det udfordres af, at distrikterne er organiseret og opdelt i dagvagt, aftenvagt, nattevagt samt e-distrikt og med hver deres ledere.

Udover at visitationen er en væsentlig del i implementeringen af ældrereformen varetager visitationen mange andre opgaver, herunder koordinering af udskrivelser, visitering til ældre- og plejeboliger, aflastning og turnus-ophold, visitering af personlig og praktisk hjælp jf. serviceloven – primært til yngre borgere samt samarbejde med private leverandører.

En opgave, som ikke er beskrevet i relation til implementering af Ældreloven er, at kommunen er forpligtet til at føre tilsyn med den hjælp som borgeren er bevilget og dermed sikre borgernes retssikkerhed, jf. Ældreloven § 31, stk. 2.

Parallelt med implementering af ældrereformen, er visitationen det seneste år begyndt at håndtere nye opgaver; som bevilling af dele af genoptræning, kommunal tandpleje (omsorgstandpleje til ældre) og tilskud til ernæring.

I løbet af efteråret 2026 skal visitationen begynde at træffe afgørelser om specialtandpleje samt til demenstilbud.

Samtidig ses der et øget antal klagesager samt anmodninger om aktindsigt fra borger/ pårørende, hvor der er anvendt AI til udformningen, hvilket bidrager til en øget kompleksitet i sagsbehandlingen.

Sundhedsreformen implementeres i 2027, hvor der bl.a. oprettes regionale pladser på Sundhedshuset. I lighed med implementering af Ældrereformen, må behovet for nye arbejdsgange, tættere tværfagligt samarbejde samt sparring være forventeligt, for at kunne lykkes med den nye organisering.

Det er opgaver, der kræver en stærk gruppe på myndighedsområdet og dermed en centralt placeret visitation.

BDOs mulighedskatalog, s. 33, forslag 3 – øget anvendelse af AI

Vi anerkender, at AI og RPA-løsninger (robot-løsninger) er en del af fremtidens myndighedsarbejde.

Men, en budgetreduktion baseret på forventede AI-gevinster vil i væsentligt omfang bero på antagelser frem for dokumenterede effekter. Samtidig risikerer kommunen at reducere myndighedskapaciteten, før det er påvist, at de nødvendige arbejdsopgaver faktisk kan løses mere effektivt uden forringelse af kvalitet, retssikkerhed og lovmedholdelighed.

Vi foreslår, at der som forudsætning for implementering af AI og robotter vedtages en samlet AI-strategi i Nyborg kommune, med

- beskrivelse af formålet med at anvende AI-løsninger,

- dokumenterede erfaringer med de faktiske effektiviseringsgevinster,

- dokumentation for, at anvendelsen kan ske inden for rammerne af gældende forvaltningsret og med fuld respekt for borgernes retssikkerhed.

Vi bemærker endvidere, at en øget anvendelse af RPA-løsninger endnu ikke er opnået, idet det kræver løbende samarbejde mellem Visitationen og IT-afdelingen, for at sikre kvalitet, kontrol og oplæring af medarbejderne.

Afgørelser i myndighedsarbejdet forudsætter en konkret og individuel vurdering af den enkelte borgers samlede situation. Dette kan ikke erstattes med AI, da afgørelser kræver faglighed.

Implementering af AI og opmærksomhedspunkter er yderligere beskrevet ved

Ombudsmanden; Ombudsmanden spørger til kommuners brug af AI til sagsbehandling • Jura360

samt på kommunens intranet : https://intranet.nyborg.dk/da/it-og-digitalisering/ai-universet/

BDO – Økonomisk mulighedskatalog, s. 34, forslag 4

Hvis gåturen spares væk, vil det ramme de mest sårbare borger, hvilket har betydning for deres livskvalitet og mulighed for selvbestemmelse. Dette harmonerer dårligt med en del af Ældrelovens hensigt.

På myndighedsområdet skal borgere revisiteres og der skal træffes nye afgørelser.

Revisitationer pågår fortsat i relation til fjernelse af ekstra rengøring og kørsel til Aktivcentre, jf. Budget 2025 samt besparelser på bad samt ledsagelse i Økonomisk handleplan, fra foråret 2026.


Afslutningsvis mærker Visitationen fortsat det stigende antal ældre (jf. demografiske udvikling) og yngre borgere. Flere ny-ansøgninger og en større kompleksitet i sagerne kræver ofte besøg ved borgerne, en højere grad af faglighed og tværfagligt samarbejde, også på tværs af afdelinger, hvilket er mere tidskrævende.

Ifm. budget 2025 blev der afskediget én medarbejder fra visitationen, hvorfor der er sket omfordeling af ressourcer og opgaver i Visitationen. I samme proces blev det politisk godkendt, at visitationens ventetider blev forlænget jf. Referat fra Byrådsmødet den 24. juni 2025, Byrådet 2022-2025 - Byrådssalen

Med budgetforslag 2027 og BDOs mulighedskatalog kan vi læse, at der igen foreslås besparelser på visitationens område. Ud fra beskrevne forslag om ændringer, må det forventes, at det vil forlænge eller overskride sagsbehandlingsfristerne yderligere for borgere i Nyborg kommune.

Kommentarer

Det er ikke muligt at kommentere i den aktuelle fase.
Antal likes i alt: 1, total dislikes: 0
. Det er ikke længere muligt at stemme i denne fase. Det er ikke længere muligt at stemme i denne fase

Del

Sendt af

Profil af Sara NielsenAf Sara Nielsen den 31. august 2026

Nuværende status

foreslået