28. Høringssvar mod lukning af afdeling Frørup
Fra "Fremtidens dagtilbud og folkeskole"
Gå til projektet
Høringssvar mod lukning af afdeling Frørup
I lokalområdet omkring Frørup Skole har I noget, som mange kommuner nu og i årene forude kæmper for - og investerer i - at få; små landdistrikter med lokalbefolkninger med ressourcer og overskud, med engagement i det nære og lokale, med drivkraft, fællesskabsånd og velvilje til at holde lokalområdet levende, bæredygtigt og sundt. Nerven i alt dette - og en forudsætning for, at børnefamilier kan have det godt her og at området fortsat vil blive valgt til - er den lokale landsbyskole. Fjerner I den, tror jeg, at I eller jeres efterkommere kommer til at fortryde, at I fik kvalt noget, som bliver overordentligt vanskeligt at bringe til live igen, uanset hvor mange penge, man siden hen kommer i forsøgene på at redde det, man fik tabt i forsøget på at spare kortsigtet.
Lokalmiljøet lever nemlig i området, til trods for, at det er forsøgt med langsom kvælning de seneste år med vedvarende trusler om lukning af skolen. Modsat hvad rigtig mange kommuner kæmper imod i de små landdistrikter, så trives området omkring Frørup endda så meget (endnu), at børnefamilier flytter til og at børnetallet er flot stigende. Sikke en gave til en kommune. Iflg. Danmarks Statistik, så er antallet af 0-4 årige i postnummer 5871 steget fra 47 børn i 2021 til intet mindre end 70 børn i 2026. En stigning på 48,9%. Så området kan noget. Helt af sig selv og uden en masse initiativer fra kommunens side, når det kommer til at være attraktivt for tilflyttere og børnefamilier. Af jer kræver det blot, at I lader det eksisterende leve og giver det ro.
Timingen i tanker om en lukning af vores højt skattede skole kommer enormt skævt denne gang. Med regeringens udspil om at investere i at bevare de små skoler i de kommende år. Var det en ide at vente og se, hvad den slags positive intentioner på regeringsniveau på skoleområdet kunne betyde ift. at redde en skole som den i Frørup. Hvis man gav det udspil en chance for at udmønte sig til en konkret støtte? En beslutning om at lukke nu og her virker i bedste fald overilet, ugennemtænkt og hasarderet. Den kan ikke sådan bare lige tages tilbage igen eller gøres om. Der er liv her nu. Ikke nødvendigvis om et par år, når man indser, at det var galt. Så lidt mere grundig behandling af forslaget bør være et minimum.
Vi er selv tilflyttere fra 2021. Vi valgte Frørup/Tårup til, fordi vi ønskede det liv, vi kunne få her; med en lille skole, et stærkt fællesskab og en masse mennesker, der også vil det nære i vores lille lokalsamfund. Og skolen er nerven i sådan et lille samfund. Vi har haft vores store børn i anden skole tidligere og det vi oplevede via skolen, da vi flyttede hertil, bør tappes, kommes på flaske og uddeles, hvor der er behov for den der ubeskrivelige fornemmelse af at høre til og være vigtig. Den er svær at forklare og den er umulig at sætte et beløb på. Men den er der på Frørup Skole. Jeg tvivler på, at vi havde set området som attraktivt og havde valgt at bosætte os netop her, hvis vi havde vidst, at skolen var på vej væk.
Mvh Jacques Kloster
