Spring til hovedindhold

68. Høringssvar til Fremtidens dagtilbud og folkeskole

Fra "Fremtidens dagtilbud og folkeskole"

Gå til projektet

Det udsendte høringsmateriale peger på besparelser, som vil ramme alle børn på deres trivsel, udvikling og muligheder for at være en del af stærke børnefællesskaber. Samtidig forringes pædagogers og lederes arbejdsvilkår og dermed deres mulighed for at levere pædagogik og ledelse af høj faglig kvalitet.

Flere af forslagene fra BDO-rapporten vil ligeledes få direkte betydning for beslutningerne om Fremtidens dagtilbud og folkeskole. Det er derfor afgørende, at konsekvenserne af disse forslag ses i en samlet sammenhæng.

I indledningen til høringsmaterialet fremhæves det, at der er ”øgede krav til faglige resultater, trivsel og inkluderende fællesskaber”. Samtidig lægges der op til markante forringelser på dagtilbudsområdet. Det er en modsætning, vi finder stærkt bekymrende.

Forringelser af faglig normeringer, faglighed, ledelse og arbejdsmiljø vil få konsekvenser for børn, forældre og de tværfaglige samarbejdspartnere omkring dagtilbuddene. Pædagogernes muligheder for at arbejde systematisk og fagligt med børnenes trivsel og udvikling bliver dårligere, samtidig med at risikoen for stress, sygefravær og faglig forråelse øges, når medarbejderne ikke har de nødvendige ressourcer og rammer til at lykkes med deres opgave.

Solsikkegruppen – en tidlig og forebyggende indsats

Solsikkebørnene har brug for tydelige og forudsigelige rammer og for voksne, der er tilgængelige og fagligt kompetente til at understøtte dem gennem hele dagen. Det gælder både i de store pædagogiske sammenhænge og i de helt konkrete hverdagssituationer: når overtræksbukserne driller, når der er kø til formiddagsbollerne, eller når et andet barn bruger den mooncar, man selv havde ønsket sig.

Det er netop i disse situationer, at den tætte voksenkontakt og den specialpædagogiske faglighed gør en forskel.

Solsikkebørnene har været genstand for kommunens kreative lommeregner af flere omgange. Faktum er, at normeringen forringes fra 3,3 til 2,5 vægtede børneenheder. Det betyder færre hænder til at støtte det enkelte barn, når behovet opstår. Og når den nødvendige voksne ikke er tilgængelig, risikerer frustrationen hos ét barn at ramme et andet barn.

Samtidig foreslås det, at Solsikkebørnene fordeles på tre matrikler. Til gavn for hvem?

Forældrene har allerede på Byrådsmødet den 25. august tydeligt givet udtryk for, at de gerne kører til Møllervangen for at sikre deres børn det rette tilbud. Derfor bør vi stille nogle helt grundlæggende spørgsmål:

  • Hvordan sikres faglig sparring og et stærkt fagligt miljø, når børnene og medarbejderne fordeles på tre matrikler?
  • Hvordan sikres den nødvendige specialpædagogiske faglighed?
  • Hvordan fastholdes de eksisterende kompetencer?
  • Hvilke lokaler skal børnene være i?
  • Hvilke voksne skal være omkring dem?

Hvorfor bliver Solsikkegruppen igen og igen placeret i sparekataloget?

Solsikkegruppen er en tidlig forebyggende indsats, som utallige børn i Nyborg Kommune – som i dag er unge og voksne – har haft gavn af. Nogle har haft behov for at gå videre til specialtilbud. Andre har haft gavn af to-tre beskyttede år i Solsikkerne, hvorefter de har kunnet fortsætte i almenområdet, gennemføre deres skolegang og udvikle sig til selvstændige og livsduelige voksne. Alle børn skal tælle med i regnestykket.

En besparelse må ikke alene vurderes på den umiddelbare økonomiske gevinst. Vi bør også se på de menneskelige og økonomiske konsekvenser, hvis den tidlige indsats svækkes.

Dagtilbud er en del af løsningen – dagtilbud har aldrig været problemet

Dagtilbuddene rummer allerede i dag mange børn med forskellige udfordringer i det almene område. Her bliver børnene understøttet gennem omsorgsfuldhed, stærk pædagogik og fokus på både det enkelte barn og det store børnefællesskab. Det bekymrende er, at nogle af disse børn først bliver problematiseret, når de begynder i skole.

Nu foreslås det samtidig, at de 12 børn med det største behov for tydelige rammer, forudsigelighed og høj specialpædagogisk faglighed skal fordeles på tre dagtilbud. Samtidig peger BDO-rapporten på besparelser gennem en reduktion af andelen af pædagoguddannede medarbejdere og en tilpasning af uddannelsesgraden.

Det vil være en markant forringelse af den faglige kvalitet – en kvalitet, som alle børn har brug for, men som er helt afgørende for børn og familier med særlige behov og udfordringer.

Når pædagogernes muligheder for faglig sparring, kompetenceudvikling og systematisk evaluering samtidig forringes, svækkes både kvaliteten og arbejdsmiljøet. Det kan i sidste ende få direkte konsekvenser for børnene.

Det samlede børnefællesskab – og i særdeleshed børnene fra Solsikkerne – tåler ikke yderligere forringelser af dagtilbuddene.

Trivselskommissionen peger allerede på samfundsmæssige vilkår, der gør børnelivet vanskeligere. Der er ikke brug for politiske beslutninger, som yderligere forringer børns hverdag i Nyborg Kommune.

Dagtilbud er en tidlig forebyggende indsats med et stort potentiale til at reducere social ulighed, når børnene møder passende pædagogiske miljøer og har adgang til tilstrækkelige økonomiske og menneskelige ressourcer.

Når den tidlige indsats svækkes, rammes ikke kun barnet. Hele familien kan blive belastet, eksempelvis med risiko for skolevægring og behov for tabt arbejdsfortjeneste. Det kan ramme alle familier – uanset socioøkonomisk baggrund.

Erfaringerne fra Nybroen viser, at nogle familier allerede er lagt ned. De skal samles op og have skabt et stillads omkring sig. Det kræver faglighed, kontinuitet og tilgængelige voksne – ikke færre ressourcer.

Strukturændringer

Der ligger flere forslag til ændringer af strukturen på skoleområdet. Ét af forslagene vil også få betydning for Skattekisten. Vi er samtidig bekymrede for, om ændringerne kan få konsekvenser for børnehuse, der ligger tæt på skoler, som er lukningstruede.

Skattekisten mærker allerede konsekvenserne af at være placeret i et sparekatalog. Indskrivningen falder, ligesom det tidligere er set i Taarnborg. Færre indskrevne børn forringer institutionens budget og får konsekvenser for ansættelsessikkerheden. Det kan mærkes i hverdagen af både børn, forældre og medarbejdere. Når en institution gentagne gange nævnes i et sparekatalog, påvirker det muligheden for at skabe høj faglig kvalitet og stabile rammer.

Bekymringen bliver yderligere skærpet af BDO-rapportens forslag om at konsolidere ledelsesstrukturen, herunder nedlægge lederstillinger.

Betyder det også lukning af institutioner?

Uanset om konsekvensen bliver færre ledere, ledelse af flere matrikler eller ledelse af flere medarbejdere, vil det betyde mindre ledelse tæt på praksis. Det er en mærkbar forringelse for både ledere og pædagoger – og dermed i sidste ende for børn og forældre.

En nyligt offentliggjort rapport fra Økonomi- og Indenrigsministeriet viser, at Nyborg ligger på førstepladsen på Fyn, når det gælder forældrenes tilfredshed.

Skal vi ikke passe på det, der virker – og beholde førstepladsen?

Ressourcetildelingsmodellen og pædagogfaglig kvalitet

BDO-rapporten anbefaler, at der iværksættes en proces omkring ressourcetildelingsmodellen. Samtidig indeholder rapporten forslag, som vil få direkte betydning for modellen.

Hvis det politisk besluttes at ændre uddannelsesgraden, vil det slå direkte igennem i ressourcetildelingsmodellen. Sammen med udfordringerne omkring mulighederne for overførsel mellem budgetår og sårbarhed ved langtidssygdom vil det betyde færre midler pr. barn.

Dagtilbud med en høj andel af uddannede pædagoger vil blive tvunget til at afskedige pædagoger for at overholde deres driftsramme. Dermed risikerer kommunens forsøg på at opfylde minimumsnormeringerne at ske på bekostning af den pædagogfaglige kvalitet.

Vi ved godt, at vi gentager os selv – men det er, fordi det er afgørende:

Høj faglig kvalitet kræver uddannede pædagoger og ledelse tæt på.

Dagtilbudsområdet har brug for investering – ikke flere besparelser

Dagtilbudsområdet blev allerede beskåret ind til benet i marts 2026. Med vedtagelsen af budget 2027 er der udsigt til yderligere besparelser, og igen i marts 2027 kan Fremtidens dagtilbud og folkeskole medføre yderligere forringelser.

Det er besparelser, der samlet set reducerer mulighederne for at arbejde med pædagogik og ledelse af høj faglig kvalitet. Konsekvenserne kan blive et dårligere arbejdsmiljø, øget sygefravær samt større udfordringer med fastholdelse og rekruttering.

På landsplan opleves allerede flere langtidssygemeldinger, flugt fra faget og tidligere tilbagetrækning blandt både pædagoger og ledere. Nyborg Kommune har haft mulighed for at tiltrække pædagoger og ledere blandt andet på grund af den nuværende ledelsesstruktur og muligheden for at skabe dagtilbud med høj faglig kvalitet og gode rammer for børnenes trivsel.

Det er værd at beskytte.

Dagtilbudsområdet trænger til sul på kroppen – tilstrækkelige ressourcer og stabile rammer og vilkår for børnene. Pædagoger og ledere har samtidig brug for tryghed omkring deres arbejdsvilkår og ansættelser – både nu og på lang sigt.

Den tidlige forebyggende indsats starter med en tidlig investering i barnets liv. Det kræver stærk pædagogisk faglighed, tilstrækkelige ressourcer og ledelse tæt på.

Vi vil have røde kinder og begejstring tilbage på dagsordenen.

BUPL-ledere og tillidsrepræsentanter i Nyborg Kommune

Kommentarer

Det er ikke muligt at kommentere, fordi dette projekt i øjeblikket ikke er aktivt.

Del

Sendt af

Nuværende status

foreslået