Spring til hovedindhold

204. Høringssvar til økonomisk handleplan 2026 fra Vej og Park

Fra "Økonomisk handleplan 2026"

Gå til projektet

Høringssvar vedrørende økonomisk handleplan 2026 – Vej og Park

Medarbejderne i Vej og Park ønsker med dette høringssvar at tilkendegive vores holdning til den økonomiske handleplan 2026.

Vi har forståelse for den økonomiske situation og for, at hele kommunen må bidrage til at sikre balance i den økonomiske handleplan og en stabil økonomi i Nyborg Kommune. Vi er indstillet på at løfte i flok og tage vores del af ansvaret. Vi er samtidig bekendt med den politiske ambition om, at strategien på den ene side skal skabe større økonomisk råderum til stigninger på flere velfærdsområder og på den anden side give mulighed for at investere mere i udvikling og bosætning. Det er en ambition, vi grundlæggende bakker op om.

Vej og Park bidrager i budget 2026 med en besparelse på 1,414 mio. kr. og vi arbejder kontinuerligt med at optimere driften.

Afledte effekter fra andre afdelinger

Det nuværende forslag om yderligere 2 mio. kr. i besparelser giver imidlertid anledning til alvorlig bekymring. Når der samtidig spares i andre afdelinger såsom asfalt, fortove og FM, påvirker det ikke alene serviceniveauet, men i den grad også driften. Færre midler på områderne vil få konsekvenser for vores samlede kapacitet og robusthed og dermed for vores evne til at opretholde vintertjenesten og løse kerneopgaverne på et tilfredsstillende niveau.

Ansvar

Medarbejderne i Vej og Park arbejder allerede under et stort pres. I vinterperioden arbejdes der eksempelvis i døgndrift for at sikre fremkommelighed og trafiksikkerhed. Vi udfører vores arbejde i al slags vejr – ofte under fysisk krævende forhold – og vi gør det med stolthed og engagement for både Nyborg Kommune og byens borgere. Sammenholdet blandt kollegaerne er stærkt, og vi leverer en stabil og professionel indsats. Det er dog os, der møder borgerne i hverdagen og synligt repræsenterer kommunen i bybilledet, let genkendelige i vores orange arbejdstøj. Når serviceniveauet ændres eller opgaver nedprioriteres, er det derfor ofte os, der skal forklare og håndtere borgernes undren og frustration. Derfor er det vigtigt, at eventuelle forringelser meldes klart og tydeligt ud politisk, så ansvaret for beslutningerne ikke placeres hos den enkelte medarbejder.

Rammebesparelse > generel reduktion af ressourcerne

Vi oplever, at der løbende tilføres nye opgaver uden tilførsel af midler eller bortfald af eksisterende opgaver, hvilket ikke er bæredygtigt. Yderligere besparelser vil derfor gøre det umuligt at fastholde det nuværende serviceniveau. Som alternativ til yderligere reduktioner i kapacitet og opgaveløsning foreslår vi en rammebesparelse gennem justering af serviceniveauet i den nye driftsmanual, eksempelvis ved at reducere antallet af græsslåninger og vedligeholdelse af bede, så det tydeligt fremgår, at der er tale om et bevidst valg om lavere service frem for en generel reduktion af ressourcerne.

Strandvænget er Nyborg DNA

Budgetforslaget om lukning af Strandvænget vil få betydelige konsekvenser for kommunen. Strandvænget er et vigtigt samlingspunkt for borgere, skoler, børnehaver og turister i Nyborg Kommune. Der er investeret i forbedringer og en lukning vil betyde, at et væsentligt rekreativt tilbud og en yderst populær seværdighed forsvinder. En sådan beslutning harmonerer efter vores vurdering dårligt med ambitionen om at styrke udvikling og bosætning.

Understøttelse af borgere med særlige udfordringer udover ledighed

Vej og Park har hvert år ca. 60-70 borgere igennem forskellige jobforløb, med 10 faste pladser. Disse borgere koster på kontanthjælp Nyborg Kommune pr. borger 155.800 kr. (2024 tal). Statistikken for fastholdelse på arbejdsmarkedet efter forløb hos Vej og Park er 58 procent (2024 tal). Dette svarer til mellem 5,5 og 6,3 mio. kr. Et arbejde vi er stolte af at kunne understøtte som arbejdsplads og sikre at borgere med svære kår også har mulighed for at lykkedes med at blive selvforsørgende, samt opnå sociale kompetencer. Vej og Parks medarbejdere løfter opgaven med disse borgere sideløbende med kerneopgaven. Ordningen er ikke indtægtsgivende for Vej og Park.

Afslutning

Vi må samtidig understrege, at med de allerede gennemførte besparelser på 1,414 mio. kr. og det yderligere forslag på 2 mio. kr. er mulighederne for yderligere effektiviseringer meget begrænset. Yderligere reduktioner vil uundgåeligt få mærkbare konsekvenser for kerneopgaven og for borgerne

Vi håber derfor på en betydelig nedsættelse af det nuværende besparelsesforslag på 2 mio. kr., således at Vej og Park fortsat kan løse sine kerneopgaver på et forsvarligt og tilfredsstillende niveau til gavn for alle borgere i kommunen.

Vi arbejder hver dag med stolthed om kerneopgaven og i samarbejde med borgerne om at ”Sammen står vi stærkere, og vores fælles mål er at leve op til, at Nyborg Kommune er Danmarks Riges Hjerte.

06. marts 2026

På vegne af medarbejderne i Vej og Park

Medarbejderne i MED-udvalget

Kommentarer

Det er ikke muligt at kommentere, fordi dette projekt i øjeblikket ikke er aktivt.

Del

Sendt af

Nuværende status

foreslået