Spring til hovedindhold

77. Høringssvar vedr. 4-kløverskolen, afd. Frørup og Ørbæk – scenarie C fra Mette warming og Michael Augustinus

Fra "Budget 2027"

Gå til projektet

Vi ser med bekymring på den foreslåede ændring af skolestrukturen i Ørbæk Kommune, og særligt på scenarie C: Samling af indskolingen på afd. Frørup.

Vi har tidligere benyttet 4-kløverskolen, afd. Ørbæk, til vores fire børn i årene 2004-2015, og vi har som forældre dermed haft tilknytning til afd. Ørbæk gennem mange år.

Som husejere i Ellested, hvor den offentlige transport i forvejen er meget begrænset og primært består af én busrute samt flextaxa, ser vi med bekymring på scenarie C. For børnefamilier i Ellested vil det betyde, at de skal have deres små børn gående næsten 10 km fra hjemmet. Det vil medføre en daglig transport på knap 40 km i forbindelse med aflevering og afhentning af børnene.

Mange af de forældre, der bor i Ellested, arbejder i retning mod Ringe og Odense. For disse familier vil aflevering og afhentning af børnene derfor kunne medføre omkring 200 km ekstra kørsel om ugen.

Børn i 0.-3. klasse vil kun i meget begrænset omfang være i stand til selv at benytte de offentlige transportmuligheder, der findes i området. Det skyldes dels deres alder og det forhold, at de nuværende busruter kræver et skift ved Ørbæk Hallen.

Hvis man ikke har bil til rådighed, vil det med de nuværende offentlige transportmuligheder nærmest være umuligt at transportere børn til afd. Frørup, hverken med bus eller flextaxa, jf. Rejseplanen. Derudover vil det være en betydelig månedlig udgift, idet en flextaxa fra Ellested til Frørup på nuværende tidspunkt koster 72 kr. pr. tur.

Erfaringer fra den tidligere klubordning

I vurderingen af scenarie C bør man efter vores opfattelse også tage ved lære af den ændring, der blev gennemført i 2007-2008, hvor klubordningen for børn efter 3. klasse blev samlet på afd. Frørup. Denne ændring gav konkrete erfaringer med, hvad det betyder for børn fra afd. Ørbæk, når et tilbud placeres i udkanten af distriktet.

Ingen af vores børn, der gik på afd. Ørbæk i årene efter ændringen, benyttede klubordningen efter skoletid, idet de skulle bruge en betydelig del af tiden på transport med bus frem for at være sammen med deres kammerater. Det er vores opfattelse, at der generelt var få børn fra Herrested, Ellested og Ørbæk, der benyttede klubordningen. Den lange transport til afd. Frørup, som ligger i udkanten af distriktet, havde efter vores opfattelse væsentlig betydning for dette.

I dag ligger klubordningen i Ørbæk. Til gengæld har man SFO til og med 4. klasse i Frørup, mens man på afd. Ørbæk kun har SFO til og med 3. klasse.

Eksemplet viser efter vores opfattelse, at placeringen af et tilbud har stor betydning for, i hvilket omfang det bliver benyttet. Når et tilbud samles på en afdeling, der ligger i udkanten af et større distrikt, kan den geografiske afstand og den nødvendige transport i sig selv blive en barriere for brugen af tilbuddet.

Det bør derfor indgå i vurderingen af scenarie C, at en centralisering ikke nødvendigvis betyder, at tilbuddet reelt bliver lige tilgængeligt for alle børn i distriktet.

Risikoen for yderligere søgning mod friskoler

Folkeskolerne i Nyborg Kommune har i mange år mistet elever til friskoler i nærområdet. Med scenarie C er vi bekymrede for, at det vil blive endnu vanskeligere for børnefamilier i Ellested at benytte folkeskolen.

For familier uden bil eller med begrænsede muligheder for at få hverdagen til at hænge sammen med den nødvendige transport til afd. Frørup kan konsekvensen blive, at man i stedet ser sig nødsaget til at vælge en friskole i nærheden. En anden konsekvens kan være, at familier fravælger at bosætte sig i Ellested.

Kommentarer

Det er ikke muligt at kommentere i den aktuelle fase.
Antal likes i alt: 1, total dislikes: 0
. Det er ikke længere muligt at stemme i denne fase. Det er ikke længere muligt at stemme i denne fase

Del

Sendt af

Nuværende status

foreslået