30. Høringssvar vedrørende besparelser på dagplejeområdet i Nyborg kommune
Fra "Budget 2027"
Gå til projektet
Høringssvar vedrørende besparelser på dagplejeområdet i Nyborg Kommune
Høringssvar fra MED udvalget i Nyborg kommunale dagpleje vedrørende forslag om reduktion af dagplejepædagoger
Dyb bekymring fra Medudvalget
Medudvalget for Dagplejen i Nyborg Kommune skal herved indgive høringssvar vedrørende det foreliggende besparelsesforslag, hvor der lægges op til at afskedige en dagplejepædagog, så området fremadrettet blot dækkes af 2 pædagoger.
Medudvalget må udtrykke sin dybeste bekymring over denne udvikling. Forslaget kommer i direkte forlængelse af besparelser i foråret, hvor dagplejen samlet set blev beskåret med 2,5 millioner kroner. I forhold til dagplejens størrelser det en meget stor besparelse. Yderligere besparelser vil efter Medudvalgets opfattelse få direkte og alvorlige konsekvenser for både det faglige tilbud til børnene og det fysiske og psykiske arbejdsmiljø for medarbejderne.
Hvad vil Nyborg Kommune kendes på? Et ligeværdigt dagtilbud med høj faglig standard og reelt frit valg for børnefamilierne – eller en gradvis og kontrolleret afvikling af dagplejen?
En succes der risikerer at blive svækket: Høj tilfredshed blandt forældre:
Nye undersøgelser af tilfredsheden med dagtilbud viser klart, at forældrene udtrykker en høj tilfredshed med netop dagplejen i Nyborg, der ligger over landsgennemsnittet. Forældrene peger på den nære tryghed, høje trivsel og det tætte forældresamarbejde som helt afgørende parametre.
Denne høje brugertilfredshed er ikke opstået af sig selv. Den er et direkte resultat af et velfungerende samspil mellem engagerede dagplejere og en stærk, tilgængelig pædagogisk sparring fra dagplejepædagogerne. At forringe denne faglige rygrad risikerer direkte at undergrave den høje kvalitet og tryghed, som forældrene efterspørger og værdsætter i Nyborg Kommune.
Konsekvenser for arbejdsmiljø og faglighed
Dagplejepædagogerne udgør den bærende søjle i kvalitetssikringen og arbejdsmiljøindsatsen i dagplejen. En reduktion til blot 2 pædagoger vil få mærkbare konsekvenser på flere kritiske områder:
Forringet psykisk arbejdsmiljø og alene-arbejde:
Dagplejere arbejder isoleret i eget hjem. Dagplejepædagogen er den primære faglige sparringspartner og det vigtigste sikkerhedsnet i hverdagen. Når ressourcerne skæres ned, forringes muligheden for den tætte sparring og hjælp i svære situationer, hvilket øger den psykiske belastning og risikoen for sygefravær.
Svækket lovpligtigt tilsyn og faglig observation: Med kun 2 pædagoger vil tiden til at udføre kvalitetsfulde anmeldte og uanmeldte tilsyn samt observationer af børnegrupperne blive stærkt begrænset. Det forringer muligheden for at sikre en ensartet og høj pædagogisk kvalitet på tværs af kommunen.
Mindre kapacitet til tidlig indsats:
Dagplejepædagogerne er afgørende for den tidlige opsporing af børn med særlige behov samt koordineringen med eksterne tværfaglige samarbejdspartnere (PPR, ergoterapeuter osv.). En reduktion vil medføre længere ventetid og mindre støtte til de mest sårbare børn.
Sårbarhed i organisationen:
Ved sygdom, ferie eller uddannelse blandt pædagogerne vil dækningen på blot 2 personer gøre organisationen ekstremt sårbar, hvilket yderligere vil presse tilgængeligheden for dagplejerne.
Modstrid med ønsker om trivsel og fastholdelse
Nyborg Kommune ønsker at være en attraktiv arbejdsplads og en børnevenlig kommune. Medudvalget skal gøre opmærksom på, at gentagne besparelser af denne størrelsesorden modarbejder målsætningen om fastholdelse og rekruttering af kvalificerede dagplejere og pædagoger.
At forringe vilkårene for de mindste børns hverdagsrammer skaber ikke reel økonomisk bæredygtighed – det flytter blot problemerne og omkostningerne videre i børnenes opvækst og i kommunens samlede budgetter.
Nyborg kommune ønsker at tiltrække flere børnefamilier og det kan kun lade sig at gøre, hvis vi har attraktive dagtilbud.
Medudvalgets opfordring
Medudvalget opfordrer på det kraftigste til at genoverveje forslaget og annullere besparelsen på dagplejepædagogstillingen.
Dagplejen har med forårets millionbesparelse allerede løftet en uforholdsmæssig stor del af sparekravet. Der er brug for ro, stabilitet og faglige ressourcer til at opretholde et trygt og forsvarligt arbejdsmiljø og pædagogisk tilbud i Nyborg Kommune.
Med venlig hilsen, Medudvalget for Dagplejen i Nyborg Kommune
