Spring til hovedindhold

50. Høringssvar vedrørende forslag om lukning af Frørup Skole - Landsbyrådet for Øksendrup og Omegn

Fra "Fremtidens dagtilbud og folkeskole"

Gå til projektet

Høringssvar vedrørende forslag om lukning af Frørup Skole

På vegne af Landsbyrådet for Øksendrup og Omegn

Landsbyrådet for Øksendrup og Omegn ønsker hermed at udtrykke vores store bekymring over en mulig lukning af vores distriktsskole, Frørup Skole, som gennem generationer har været et naturligt skolevalg og samlingspunkt for børn og familier i Øksendrup og de omkringliggende landsbyer.

Vi anerkender, at Nyborg Kommune står over for økonomiske udfordringer og nødvendige prioriteringer. Vi mener dog, at en lukning af Frørup Skole vil få så omfattende og langsigtede konsekvenser for vores lokalsamfund, at de umiddelbare økonomiske besparelser risikerer at blive opvejet af betydelige sociale, økonomiske og demografiske tab.

Frørup Skole er langt mere end en undervisningsinstitution. Den er en central del af lokalsamfundets identitet og fungerer som et naturligt samlingssted for børn, familier og små lokale foreninger i hele området. Skolen skaber daglig aktivitet, fællesskab og tilknytning til lokalområdet. Når børn og forældre mødes omkring skolelivet, styrkes de relationer, som danner grundlag for frivillighed, naboskab og engagement i lokale aktiviteter.

Konsekvenser for bosætning og lokal udvikling

En lukning af Frørup Skole vil gøre området væsentligt mindre attraktivt for nuværende og kommende børnefamilier. Mange vælger netop at bosætte sig i vores område, fordi de ønsker nærhed, tryghed og en lokal skole med overskuelige rammer og kort afstand fra hjemmet. Hvis denne mulighed forsvinder, vil det få direkte betydning for bosætningen.

Helt konkret frygter vi i landsbyrådet at konsekvenserne vil være, at der er færre tilflyttere til området. Vi vil opleve en øget fraflytning blandt børnefamilier. Der vil være faldende efterspørgsel på boliger hvilket vil afføde faldende huspriser. Vi ser dermed ind i et mere stillestående boligmarked, der hertil vil føre til svækkede muligheder for lokal udvikling og investeringer.

Dermed risikerer hele den østlige del af Nyborg Kommune at miste den udviklingskraft, som kommunen samtidig ønsker at understøtte gennem sin bosætnings- og landdistriktspolitik.

Konsekvenser for dagtilbud, fællesskaber og foreningsliv

En skolelukning står sjældent alene. Børnehuset Skattekisten risikerer på sigt at miste sit eksistensgrundlag, hvis antallet af børnefamilier falder. Mange familier vælger områder, hvor dagtilbud og skole hænger naturligt sammen, og uden den lokale skole brydes denne sammenhæng. Samtidig stiller vi spørgsmål ved, hvordan de berørte børn realistisk vil kunne rummes i f.eks. Børnehaven Åhaven i Ørbæk, hvis Skattekisten på sigt mister sit grundlag.

Et aktivt lokalsamfund bygger på stærke fællesskaber. Frørup Skole er med til at skabe grundlaget for det frivillige engagement, som bærer vores idrætsforeninger, kulturelle aktiviteter og øvrige lokale fællesskaber.

Vores lokale forsamlingshus er et godt eksempel. Her afholdes fællesspisninger, foredrag, generalforsamlinger, kulturelle arrangementer, aktiviteter for børn og voksne samt private sammenkomster. Mange af arrangementerne tiltrækker deltagere fra et større opland og er med til at skabe sammenhængskraft på tværs af landsbyerne.

Et fald i antallet af børnefamilier og aktive borgere vil uundgåeligt svække deltagergrundlaget og det økonomiske fundament for at drive og vedligeholde forsamlingshuset. Erfaringer fra andre landsbyområder viser, at når en landsbyskole lukker, følger en gradvis svækkelse af foreningslivet og de lokale fællesskaber ofte med. Det er en udvikling, som kan være meget vanskelig at vende, og som vil være et alvorligt tab for vores by!

Konsekvenser for børnene

Vi ønsker særligt at fremhæve de konsekvenser, en skolelukning vil få for områdets børn.

Den daglige transporttid vil blive længere, hvilket betyder mindre tid til fritidsaktiviteter, familie og sociale fællesskaber. Mange børn vil få længere afstand til deres kammerater og dermed sværere ved at deltage spontant i leg og aktiviteter efter skoletid. Samtidig vil flere skulle indgå i større og mere uoverskuelige skolemiljøer, hvor den nære tilknytning til lokalområdet risikerer at gå tabt. De modtagende skoler vil samtidig skulle rumme flere elever. Det kan skabe pres på både de fysiske rammer og de pædagogiske ressourcer, hvilket kan få konsekvenser for både trivsel, nærvær og kvaliteten af undervisningen.

En lukning af Frørup Skole vil desuden medføre øget transport for både børn og forældre. Flere elever vil få længere skolevej, flere forældre vil være nødt til at køre deres børn til skole og fritidsaktiviteter, og kommunens udgifter til skolekørsel kan forventes at stige. Det vil samtidig øge CO₂-udledningen og harmonerer i vores øjne, dårligt, med ønsket om en mere bæredygtig udvikling og en reduktion af transportrelaterede klimaaftryk.

Frørup Skole er en investering – ikke blot en udgift

Landsbyrådet mener, at Frørup Skole ikke alene skal vurderes ud fra de driftsudgifter, der fremgår af kommunens budget. Skolen er en investering i kommunens fremtid. Den bidrager til bosætning, lokal sammenhængskraft og et aktivt civilsamfund. De økonomiske konsekvenser af en lukning bør derfor vurderes i et bredere perspektiv end de umiddelbare driftsbesparelser. Færre tilflyttere betyder færre skatteindtægter, mindre lokal omsætning og et svagere grundlag for både offentlige tilbud og frivillige initiativer. Vi savner, at beslutningsgrundlaget i højere grad belyser disse afledte konsekvenser. En beslutning af denne betydning bør bygge på en samlet vurdering af de økonomiske, sociale og demografiske effekter – ikke alene på de kortsigtede besparelser.

Afslutning

De beskrevne konsekvenser viser, at en skolelukning ikke alene handler om at flytte elever fra én skole til en anden. Den handler om udviklingen af et helt lokalområde. Når først en landsbyskole lukkes, viser erfaringer fra mange steder i Danmark, at udviklingen kan være vanskelig – og i nogle tilfælde umulig – at vende. Derfor opfordrer Landsbyrådet for Øksendrup og Omegn Byrådet til at træffe en beslutning, der bygger på en samlet vurdering af både de økonomiske, sociale og langsigtede konsekvenser.

Vi håber, at Byrådet vil se Frørup Skole som den ressource, den er – ikke blot for eleverne, men for hele lokalsamfundet og for Nyborg Kommunes fremtidige udvikling. En beslutning om skolens fremtid er samtidig en beslutning om fremtiden for vores landsbyer, vores fællesskaber og de kommende generationers mulighed for at bo, leve og engagere sig i området.’


Med venlig hilsen

Landsbyrådet for Øksendrup og Omegn

Kommentarer

Det er ikke muligt at kommentere, fordi dette projekt i øjeblikket ikke er aktivt.

Del

Sendt af

Nuværende status

foreslået