Spring til hovedindhold

192. Høringssvar vedrørende gæstedagpleje I Ullerslev

Fra "Økonomisk handleplan 2026"

Gå til projektet

Høringssvar vedrørende gæstedagpleje


Vi ønsker med dette høringssvar at gøre opmærksom på en meget dårlig oplevelse i forbindelse med gæstedagpleje i legestuen.


Mandag morgen blev vi mødt af den tidligere gæstedagplejer Anni, som vi kender og føler os trygge ved skal passe vores barn. Her fik vi dog at vide, at hun kun skulle passe vores barn de første dage. De efterfølgende dage ville der komme en “flyver” fra Nyborg, som vores barn ikke kender, til at overtage pasningen.


Derudover blev vi informeret om, at der onsdag ville komme en legestuegruppe, torsdag en ny gruppe, og fredag skulle flyveren have flere gæstebørn. Det betyder, at vores barn på meget få dage ville blive mødt af mange nye voksne og mange forskellige børn. Vi oplever, at det er en meget stor mængde nye indtryk på kort tid.


Vi kontaktede både dagplejepædagogen og lederen for at finde en løsning, men vi oplevede desværre ikke, at der var mulighed for at finde en alternativ løsning. Som forældre stod vi tilbage med en følelse af ikke at blive mødt med forståelse eller hjælp i situationen.


Samtidig var vi bekendt med, at to børn, som vi kender, samme uge gik som femte barn hos andre dagplejer. Det undrede os derfor, at en lignende løsning ikke kunne lade sig gøre for vores barn.


Jeg arbejder selv i en specialbørnehave, og da jeg forklarede situationen til min leder, var hun så uforstående over for den måde, det blev håndteret på, at hun akut valgte at give mig en fridag, så jeg kunne holde mit barn hjemme. Det siger også noget om, hvor problematisk situationen fremstod – også set med pædagogiske øjne.


Vi mener ikke, at det er i børnenes tarv at blive udsat for så mange nye voksne og børn på så få dage. En af grundene til, at vi har valgt dagpleje til vores barn, er netop de små, trygge og intime rammer med få børn og kendte voksne. Hvis vi havde ønsket større og mere skiftende grupper, ville vi have valgt vuggestue i stedet.


Vi håber, at vores oplevelse kan være med til at sætte fokus på, hvordan gæstedagpleje planlægges, så der i højere grad tages hensyn til børnenes behov for tryghed, genkendelighed og stabile relationer.

Kommentarer

Det er ikke muligt at kommentere, fordi dette projekt i øjeblikket ikke er aktivt.

Del

Nuværende status

foreslået