32. Høringssvar vedrørende omstrukturering af Solsikkerne

Til Byrådet i Nyborg Kommune.

“Det er første gang, mit barn har fået en rigtig ven.” Sådan har flere forældre beskrevet oplevelsen, efter at deres barn startede i Solsikkerne.

For mange børn er venskaber en naturlig del af børnelivet. For børn med særlige behov kan det være langt sværere at finde en plads i fællesskabet. Derfor er det ikke en selvfølge, når et barn får sin første ven. Det kræver trygge rammer, målrettet pædagogisk arbejde og voksne med viden om netop det barns behov. At have en ven handler ikke bare om at have det rart. Venskaber og oplevelsen af at høre til er tæt forbundet med børns trivsel og udvikling. Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) peger på, at børnefællesskaber har stor betydning for børns trivsel og udvikling, og at deltagelsesmuligheder i fællesskaber med andre børn er helt centrale – særligt for børn i udsatte positioner. (Børnefællesskaber og børn i udsatte positioner i dagtilbud, 2024)

Trivsel er en forudsætning for udvikling!

Solsikkerne skaber rammer, hvor børnene kan lykkes.

Børnene i Solsikkerne har forskellige udviklingsprofiler og forskellige behov. Fælles for dem er, at de har brug for mere støtte og forudsigelighed, end et almindeligt børnehavetilbud kan tilbyde.

I Solsikkerne udarbejdes der sansebearbejdningsprofiler i samarbejde med Børneterapeuterne i kommunen. De giver vigtig viden om, hvordan det enkelte barn sanser og bearbejder verden omkring sig. For nogle børn betyder det, at de hurtigt bliver overstimulerede og mister overskud til leg, læring og social kontakt. Derfor har de brug for rammer, hvor der kan skærmes, skabes ro og tilpasses krav, når det bliver nødvendigt.

Solsikkerne består aktuelt af 10 børn og 4 voksne og har egne lokaler og egen legeplads. Rammerne er indrettet med udgangspunkt i børnenes behov og gør det muligt at skabe små, overskuelige fællesskaber, hvor børnene kan regulere sig og deltage.

Det er ikke en modsætning til fællesskab. Tværtimod!

Specialisering og fællesskab kan gå hånd i hånd

Solsikkerne er en del af Børnehuset Møllervangen, som både rummer børnehave og vuggestue. Det giver et stærkt fagligt miljø med tæt sparring og mulighed for at dele viden på tværs.

Gennem flere år har medarbejderne opbygget en fælles specialpædagogisk viden om børnene og om, hvordan de bedst støttes. Vi kender deres signaler, ved hvornår de er ved at blive overbelastede, og ved hvad der hjælper dem tilbage til ro og deltagelse. Den viden er ikke kun vigtig for Solsikkerne. Den er blevet en del af husets samlede faglighed.

Samtidig giver det integrerede hus mulighed for, at børnene kan deltage i fællesskaber på deres egne præmisser. Når et barn har overskud, kan det komme i praktik i en almen gruppe, vi laver legeaftaler på tværs, og børn fra almenområdet inviteres ind i Solsikkerne. På den måde kan børnene være en del af større fællesskaber uden at skulle opgive de trygge og specialiserede rammer, de har brug for.

Det er ikke enten specialisering eller fællesskab. I Solsikkerne arbejder vi med begge dele!

Inklusion handler om mere end en fysisk placering

Forslaget om at nedlægge Solsikkerne og oprette ressourcepladser i tre forskellige børnehuse bygger på et ønske om mere inklusion.

Det ønske forstår vi.

Men inklusion handler ikke alene om, hvor barnet fysisk befinder sig. Det handler om, hvorvidt barnet reelt kan deltage, trives og opleve at høre til. EVA peger på, at børn har forskellige forudsætninger for deltagelse og derfor kan have brug for forskellige former for støtte. For nogle af børnene i Solsikkerne er det netop det lille og overskuelige fællesskab, der gør deltagelse mulig. De har brug for voksne, der kan hjælpe dem med at regulere sig, forstå sociale situationer, håndtere konflikter, indgå i leg og sige fra, når noget bliver for meget.

Det er derfor ikke nok at give barnet en plads i fællesskabet.

Vi skal sikre, at barnet får mulighed for at være en del af fællesskabet.

Når fællesskabet allerede er presset

I den foreslåede organisering er tanken, at 1-1,25 pædagog skal være tilknyttet fire børn, samtidig med at de øvrige pædagoger i børnehaven skal være med til at løfte inklusionsopgaven.

Men de almene børnehaver løfter allerede i dag en stor inklusionsopgave. Der er børn i gråzonen, børn med behov for ekstra støtte og børn, som i perioder kræver mere af de pædagogiske ressourcer. Det er en vigtig del af det almene pædagogiske arbejde – men det betyder også, at der allerede er et pres på de ressourcer, der er til rådighed.

Derfor er spørgsmålet ikke, om de øvrige pædagoger kan hjælpe. Det gør de allerede. Spørgsmålet er, hvor meget mere de realistisk kan forventes at løfte, hvis fire børn med meget forskellige og mere omfattende støttebehov samtidig bliver en del af børnegruppen.

Inklusion kræver mere end, at der står en voksen i nærheden. Det kræver viden om det enkelte barn, en etableret og tryg relation, tydelige arbejdsgange og mulighed for at handle, når et barn har brug for støtte. Det er ikke noget, man nødvendigvis kan etablere fra den ene dag til den anden. Det kræver tid, koordinering, erfaring og et tæt samarbejde mellem de voksne omkring børnene.

Samtidig er ordningen sårbar, hvis den pædagog, der har det primære ansvar for de fire børn, er fraværende eller optaget af møde med PPR eller andre tværfaglige opgaver. Hvem overtager så opgaven – og hvad betyder det for de øvrige børn og medarbejdere?

I praksis kan flere behov opstå samtidig: Ét barn har brug for at blive skærmet, et andet har brug for hjælp til regulering, et tredje har brug for støtte til at indgå i en leg, mens et fjerde har brug for hjælp til kommunikation eller konflikthåndtering. Man kan ikke være fire steder på én gang. Og samtidig skal de øvrige børn i børnegruppen også have nærvær og pædagogisk opmærksomhed.

EVA har tidligere peget på utilstrækkelig normering som en væsentlig hindring for inklusionsarbejdet. Blandt de pædagoger, der oplevede hindringer for inklusion, angav 95 % utilstrækkelig normering som en hindring. Samtidig blev manglende viden om børn med særlige behov fremhævet. (”Pædagoger: Vi får ikke inkluderet alle børn”, EVA, 2014).

Det handler derfor ikke om manglende vilje hos de almene pædagoger. Det handler om, at de allerede står med en vigtig inklusionsopgave. Hvis de samtidig skal løfte en større og mere kompleks opgave omkring børn fra Solsikkerne, er det nødvendigt at forholde sig til, hvilke ressourcer, kompetencer og rammer der følger med.

For fælles ansvar er kun meningsfuldt, hvis der også følger en reel mulighed for at løfte ansvaret!

Hvad sker der med den specialpædagogiske faglighed?

Solsikkerne består ikke bare af lokaler og en bestemt normering. Det er et fagligt miljø, som er opbygget gennem flere år.

Når børn og medarbejdere fordeles på tre forskellige matrikler, risikerer man at sprede den specialpædagogiske viden og miste den daglige sparring. Samtidig skal flere medarbejdere i de almene børnehuse løfte opgaver, som kræver specialpædagogisk viden.

Specialpædagogik forsvinder ikke, fordi børnene flyttes. Men den specialiserede faglighed kan blive sværere at fastholde, når den ikke længere er samlet omkring børnene.

Det bør være et væsentligt opmærksomhedspunkt, hvis målet er at skabe bedre inklusion.

Hvad sker der, hvis barnet ikke trives?

Vi er også bekymrede for konsekvenserne, hvis et barn ikke trives i den nye organisering.

Mistrivsel kan vise sig som konflikter, tilbagetrækning, overstimulering eller et øget behov for støtte.

For familien kan det betyde flere bekymringer, møder og koordinering – og i nogle tilfælde behov for at være mere hjemme hos barnet. Det kan få konsekvenser for familiens hverdag og forældrenes mulighed for at passe deres arbejde.

Derfor bør spørgsmålet ikke kun være: “Kan barnet rummes i en ressourceplads?”

Men også: “Kan barnet trives der?”

Og: “Hvad gør vi, hvis barnet ikke gør?”

Forældrene har også brug for et fællesskab

Solsikkerne skaber ikke kun et fællesskab for børnene, men også for forældrene.

Forældre til børn med særlige behov kan stå i situationer, som andre forældre ikke nødvendigvis forstår. Det kan derfor have stor betydning at kunne møde andre, som kender nogle af de samme udfordringer – dele erfaringer, bekymringer og små sejre.

Ligesom børnene har brug for et fællesskab, har deres forældre det også.

Hvis børnene fordeles på tre forskellige børnehuse, risikerer dette fællesskab også at forsvinde.

Vi ønsker ikke mindre inklusion – vi ønsker den rigtige inklusion

Vi er ikke imod udvikling.

Vi er ikke imod inklusion.

Og vi er ikke imod, at børn med særlige behov skal være en del af de almindelige børnefællesskaber.

Tværtimod.

Vi ønsker, at inklusion sker på en måde, hvor barnet faktisk kan lykkes.

For nogle børn kan et lille og specialiseret fællesskab være det, der giver dem overskud og tryghed til gradvist at deltage i større fællesskaber.

Solsikkerne kan derfor være en bro mellem det specialiserede og det almene – ikke en modsætning til inklusion.

Det bør være børnene, vi bygger beslutningen omkring

Når man ændrer et tilbud som Solsikkerne, kan det være let at komme til at tale om struktur, organisering, økonomi og antal pladser.

Men midt i alle de overvejelser må det grundlæggende spørgsmål ikke forsvinde: Hvad giver det enkelte barn muligheder for at trives, udvikle sig og høre til?

For børnene i Solsikkerne handler det ikke kun om at have en plads i en børnehave. Det handler om at komme hver dag et sted, hvor de voksne forstår én. Et sted hvor der er ro og forudsigelighed. Et sted hvor barnet kan blive skærmet, når verden bliver for overvældende. Et sted hvor barnet har mulighed for, at kunne deltage i leg og være en del af fællesskabet. Et sted hvor man kan få hjælp til at skabe og fastholde venskaber. Og et sted hvor barnet kan mærke: Her hører jeg til.

Vi ønsker ikke at bevare Solsikkerne, fordi forandring er forkert.

Vi ønsker at bevare Solsikkerne, fordi vi er bekymrede for, at den foreslåede ændring fjerner nogle af de rammer, den specialpædagogiske faglighed og den kontinuitet, som netop gør det muligt for at børnene trives, udvikler sig og kan deltage i fællesskabet.

For inklusion må aldrig kun handle om, hvor barnet er placeret. Det skal handle om, hvorvidt barnet får de nødvendige betingelser for deltagelse, udvikling og tilhørsforhold.

Solsikkerne er ikke en modsætning til inklusion.

Solsikkerne er for nogle børn det, der gør inklusion mulig.

Et sted hvor børnene ikke først og fremmest bliver defineret af det, de har svært ved, men mødt ud fra det, de har brug for, for at kunne lykkes.

Vi beder derfor Byrådet om at bevare Solsikkerne.

Ikke for strukturens skyld.

Ikke for pædagogernes skyld.

Men for børnenes skyld.

For når vi træffer beslutninger om børn med særlige behov, bør det vigtigste spørgsmål være:

”Hvad giver det enkelte barn de bedste muligheder for at trives, udvikle sig og høre til”

Vi mener, at Solsikkerne allerede er en del af svaret.

Med venlig hilsen fra Randi, Nopphakao, Kristina og Malene fra Solsikkerne.