221. Høringsvar fra tilflytter og børnefamilie
Fra "Økonomisk handleplan 2026"
Gå til projektet
Jeg skriver som forælder og relativt ny tilflytter til Nyborg Kommune. Vi valgte at bosætte os her, fordi kommunen tilbyder nærhed til natur og gode rammer for familieliv. Netop derfor følger jeg med en vis bekymring udviklingen i de kommunale prioriteringer.
Som borger oplever jeg en tydelig tendens til, at der investeres betydelige ressourcer i store turistrettede events og markedsføring af kommunen gennem arrangementer som Danehofmarked, Tour de France, julemarked og lignende. Det er forståeligt, at kommunen ønsker synlighed og turisme, og disse begivenheder kan uden tvivl være med til at sætte Nyborg på landkortet.
Men som børnefamilie er det ikke disse enkelte årlige events, der afgør, om hverdagen fungerer, og om vi vælger at blive boende i kommunen på længere sigt. Det er derimod kvaliteten af de nære hverdagstilbud.
Hvis Nyborg Kommune ønsker at tiltrække og fastholde ressourcestærke børnefamilier, er det afgørende at prioritere de tilbud, der betyder noget hver uge – og ofte hver dag. Det gælder blandt andet:
- Små, trygge daginstitutioner med god normering og stabilitet
- Skoler med gode rammer og overskuelige fællesskaber
- Et stærkt bibliotekstilbud med et bredt udvalg af både fysiske og digitale bøger samt film
- Kulturelle aktiviteter og arrangementer for børn og familier
- Tilbud som Tossede Tirsdage, Juleskoven, dyrene på naturlegepladsen og andre lavtærskel-oplevelser i hverdagen
Det er netop disse tilbud, der skaber livskvalitet for børnefamilier. De danner rammen om fællesskaber, læring og oplevelser i hverdagen – og de er ofte afgørende for, hvor familier vælger at bosætte sig.
Som tilflytter oplever jeg, at Nyborg har et stort potentiale som familiekommune. Men potentialet realiseres kun, hvis hverdagslivet prioriteres lige så højt som de store events.
Derfor vil jeg opfordre Nyborg Kommune til at være varsomme med at skære ned på de nære kultur- og fritidstilbud, biblioteker, daginstitutioner og skoler. Hvis målet er at tiltrække flere børnefamilier, bør fokus i højere grad være på de tilbud, der gør hverdagen god – ikke kun på de begivenheder, der finder sted få gange om året.
Med venlig hilsen
En bekymret forælder og tilflytter
