83. Institutionsbestyrelsen 4kløver Skole og Børnehus
Fra "Budget 2027"
Gå til projektet
Høringssvar fra institutionsbestyrelsen for 4kløver Skole og Børnehus vedr. fremtidens dagtilbud og skoler i Nyborg Kommune og budgetforslag 2027
Institutionsbestyrelsen for 4kløver Skole og Børnehus ønsker at bidrage konstruktivt til den igangværende analyse af skole- og dagtilbudsområdet frem mod budget 2027-2030 samt budgetforslag 2027 i et samlet høringssvar til udvalget.
Vedr. fremtidens dagtilbud og skoler i Nyborg Kommune:
Vi er optaget af at sikre en løsning, der både er økonomisk bæredygtig og samtidig understøtter børns trivsel, læring og lokal tilknytning i hele skoledistriktet.
På den baggrund peger vi på to mulige retninger:
- fastholdelse af nuværende struktur
Det er bestyrelsens vurdering, at den nuværende struktur fortsat kan være bæredygtig, særligt set i lyset af:
• Et stabilt og forventeligt elevgrundlag fra vuggestue og børnehaven i landsbyordningen.
• Kommunens ønske om at understøtte bosætning i lokalområderne.
• Muligheder for øget samarbejde på tværs af matrikler.
• Potentiale for organisatoriske justeringer, herunder reduktion i ledelsesniveau.
Denne model forudsætter dog, At der skabes ro om strukturen, så der ikke løbende opstår usikkerhed om afdelingernes fremtid, samt at Nyborg kommune sikrer en passende økonomisk tildeling til institutionen. Usikkerhed får folk til at vælge friskoler i nærmiljøet.
2.Opdeling efter alderstrin: 0-3 klasse i Frørup og 4-9 klasse i Ørbæk
Bestyrelsen ser samtidig en mulig struktur, hvor skolens organisering i højere grad tager udgangspunkt i alder og faglige miljøer:
• Indskoling (0-3 klasse) samles i Frørup. Tæt på vuggestue og børnehave.
• Mellemtrin og udskoling (4-9 klasse) samles i Ørbæk. Tæt på de faglokaler de skal bruge og tæt på klubtilbuddet.
Formålet med denne model er:
• Skabe stærkere og mere stabile læringsmiljøer
• Sikre robuste klasser med et bredere elevgrundlag
• Udnytte faglokaler og medarbejderressourcer bedre
• Reducere dobbeltfunktioner og dermed styrke økonomien
• Bevare skoletilbud på begge matrikler og understøtte bosætning i hele skoledistriktet
• Sikre en hensigtsmæssig balance mellem elevtal og fysiske rammer, så der er gode forudsætninger for både faglig fordybelse og trivsel.
Samtidig er det afgørende at:
• Der sikres trygge og velfungerende transportløsninger
• Der planlægges tilpassede busruter-, tider og -intervaller som sikrer god logistik mellem Ørbæk og Frørup.
• Overgange for elever sker gradvist og så skånsomt som muligt
• Ved en samlet placering af 4-6 klasse på afdeling Ørbæk, vil det være muligt for alle institutionens børn at benytte klubtilbuddet der er placeret ved Ørbæk midtpunkt, hvilket styrker både fællesskab og fritidsliv.
Tværgående opmærksomhedspunkter
Uanset valg af model peger bestyrelsen på følgende væsentlige forhold:
• Behov for gennemsigtighed i de økonomiske konsekvenser
• Sikkerhed for, at en valgt struktur er langsigtet holdbar
• Fokus på trivsel, særligt ved ændringer i nuværende klassesammensætning og matrikel
• Risiko for elevafgang ved øget usikkerhed
Der er blandt forældre forskellige perspektiver på de mulige løsninger, hvilket understreger vigtigheden af en tydelig og gennemarbejdet proces.
Institutionsbestyrelsen står samlet om nærværende input.
Afslutning
Institutionsbestyrelsen ønsker at bidrage aktivt og konstruktivt til den videre proces og ser frem til en fortsat dialog.
Vores fokus er at sikre en løsning, der i praksis kan fungere for alle børn i et stort og geografisk spredt skoledistrikt- både nu og på længere sigt.
Vedr. Budget 2027 og Økonomisk mulighedskatalog fra BDO:
Herunder kommer en række korte kommentarer til udvalgte handlemuligheder på skoleområdet fra ”Økonomisk mulighedskatalog” fra BDO:
Forslag nr. 1:
Ved at udskifte en betydelig del af timebanken fra lærere til pædagoger, risikerer man at sænke det faglige niveau, specielt i understøttende undervisning hvor faglighed er vigtig. Dette vurderer vi ikke som hensigtsmæssigt og vi frygter også at de personalemæssige konsekvenser / udfordringerne hurtigt kan overstige den potentielle besparelse.
Forslag nr. 2:
Ved at justere lærernes undervisningstid i lokalaftalen risikerer vi dels at gøre arbejdspladserne mindre attraktive, samt vi risikerer at især de mindre skoler kan blive udfordret på fleksibilitet og kvalitet, herunder fx også forældresamarbejde som vi tillægger en meget stor betydning. Vi bør passe meget på at ændre i lokalaftalen, da har et stort behov for at kunne tilbyde attraktive arbejdspladser og sikre en høj kvalitet i læringsmiljøet.
Forslag nr. 4:
Ambitionerne om at styrke inklusionsstrategien er rigtig god og bør fastholdes i kommunen. Vi tror på at en tidlig indsats for sociale trivsel er altafgørende og en rigtig god investering overordnet set. Da forslaget samtidig har meget lav sikkerhed om provenuet i analysen, ser vi det som en usikker besparelse, hvor konsekvenserne hurtigt kan overstige det økonomiske potentiale.
Forslag nr. 10:
Ved at ændre tildelingsmodellen fra klassetildeling til elevtildeling, er vi meget bekymrede for at der skabes en meget ulige og tilfældig tildeling til de enkelte klassetrin på de enkelte skoler. Vi ser nogle årgange med mange indskrivninger og andre med meget få, hvilket på især mindre afdelinger er meget svært at påvirke. De små klasser vil blive en forholdsmæssig stor byrde at løfte og hvis elevtallet i klasserne i forvejen er i den lave ende, vil det resultere i en alt for lav tildeling til skolens økonomi. Set i perspektivet om ”fremtidens dagtilbud og skoler i Nyborg Kommune”, mener vi at tildelingsmodellen skal tages med i overvejelserne, da fastholdelse af afd. Frørup vil kræve øget tildeling i forhold til elevantal, forstået på den måde at en elevtildeling vil være urealistisk.
Venlig hilsen
Institutionsbestyrelsen 4kløver Skole og Børnehus
