Spring til hovedindhold

124. Institutionsbestyrelsen på 4kløver Skole og Børnehus

Fra "Budget 2027"

Gå til projektet

Kære Byråd

I forbindelse med arbejdet med budget 2027 har I bedt om input fra skolerne, og det vil vi som institutionsbestyrelse for 4kløver Skole og Børnehus gerne bidrage med.

Vi vil indledningsvis understrege, at vi fortsat står ved vores tidligere høringssvar vedrørende fremtidens dagtilbud og skoler i Nyborg Kommune samt de synspunkter og bekymringer, vi her har givet udtryk for. Vi mener fortsat, at det er vigtigt at finde en langsigtet og økonomisk bæredygtig løsning, som samtidig sikrer høj kvalitet, trivsel, læring og stærke fællesskaber for børnene.

På nuværende tidspunkt er vi imidlertid i en situation, hvor vi endnu ikke ved, hvordan skolens fremtidige rammer kommer til at se ud. Det gælder blandt andet, hvad der skal ske med afdelingen i Frørup, og hvordan skolen fremadrettet skal organiseres. Vi ved derfor heller ikke endnu, hvilke konkrete opgaver og udfordringer ledelse, medarbejdere, børn og forældre vil stå overfor.

Det gør det vanskeligt for os at komme med konkrete forslag til ændringer eller besparelser på nuværende tidspunkt. Vi ønsker ikke at foreslå ændringer, som vi ikke på nuværende tidspunkt kan stå inde for, når de fremtidige rammer endnu ikke er kendt.

Vi har dog valgt at tage en dialog med en række forældre på begge afdelinger om, hvilke tilbud de kunne ønske sig, og om der er muligheder for at tilpasse eksisterende tilbud, så de i højere grad imødekommer familiernes behov og samtidig potentielt kan bidrage positivt til skolens økonomi.

På den baggrund vil vi gerne pege på nogle muligheder, som vi mener kunne være relevante at undersøge nærmere.

1. Mulighed for SFO-tilmelding kun om eftermiddagen

I dag er der mulighed for at benytte SFO om morgenen eller hele dagen, men ikke udelukkende om eftermiddagen.

Flere forældre har peget på, at en eftermiddagsordning kunne være relevant for deres familier. Mange forældre har forskellige eller forskudte arbejdstider, og nogle har derfor ikke behov for pasning om morgenen, men har brug for et tilbud om eftermiddagen.

Vi tænker derfor, at en mulighed for at tilmelde sig SFO alene om eftermiddagen kunne være et attraktivt tilbud for nogle familier. Det kan samtidig være med til at øge antallet af børn, der benytter SFO'en, og dermed potentielt også skabe en øget indtægt.

2. Klippekort til klubben i Ørbæk

Vi oplever, at nogle familier fravælger klubtilbuddet i Ørbæk, blandt andet fordi prisen opleves som høj i forhold til den faktiske brug. Mange børn går desuden til forskellige fritidsaktiviteter og har derfor ikke mulighed for at benytte klubben flere gange om ugen.

Et forslag fra forældrene er derfor at indføre et klippekort, eksempelvis med 10 klip, hvor én klubdag svarer til ét klip. Hvis klubben eksempelvis arrangerer en større tur eller en aktivitet med ekstra udgifter, kunne denne dag eventuelt koste to klip.

Et klippekort vil give familierne større fleksibilitet og gøre det muligt at benytte klubben efter behov. De 10 klip vil for nogle børn måske kunne strække sig over 3-6 måneder.

Vi håber dermed, at flere børn og familier vil få mulighed for at benytte klubtilbuddet – også selvom de kun har behov for det én dag om ugen eller mindre.

3. En anden betalingsmodel med lavere månedlig betaling

Vi mener også, at det kunne være relevant at undersøge, om man kan tænke betalingsmodellen anderledes.

En mulighed kunne være at have en lavere fast månedlig betaling for alle, samtidig med at der i forbindelse med eksempelvis udflugter, ture, særlige aktiviteter eller arrangementer kan være en mindre egenbetaling for de børn, der deltager.

Tanken er, at den faste månedlige betaling dermed bliver mere overkommelig for familierne, mens nogle af de udgifter, der knytter sig til særlige aktiviteter, i højere grad følger den faktiske deltagelse.

Vi er naturligvis opmærksomme på, at der kan være regler og praktiske forhold, som skal tages højde for, og vi foreslår derfor ikke en konkret takst eller betalingsmodel. Vi mener blot, at det kunne være relevant at undersøge, om en sådan model kan gøre tilbuddene mere attraktive og tilgængelige for flere familier, samtidig med at den kan understøtte økonomien.

4. Gratis buskørsel

Den gratis transport er ikke kun vigtig af hensyn til økonomien for den enkelte familie. Den kan også være med til at skabe sammenhæng mellem afdelingerne og sikre, at børnene har mulighed for at benytte de tilbud, der findes på tværs af skolen.


Det gælder eksempelvis klubtilbuddet i Ørbæk. Hvis børn fra Frørup fremadrettet går i skole i Frørup, så vil en gratis og velfungerende busordning kunne gøre det lettere for dem også at komme til Ørbæk efter skoletid og benytte klubben.

Et fælles fokus på at få flere til at vælge folkeskolen

De tre forslag har forskellige udgangspunkter, men fælles for dem er, at vi ønsker at se på, hvordan eksisterende tilbud kan gøres mere fleksible og attraktive for familierne.

Vi har ikke på nuværende tidspunkt beregnet den økonomiske effekt af forslagene. Det er heller ikke forslag, som vi kan garantere vil medføre en øget indtjening, da det naturligvis afhænger af, hvor mange familier der vil benytte tilbuddene, og hvordan de konkrete modeller udformes.

Vi mener dog, at det er relevante muligheder at undersøge nærmere, fordi de tager udgangspunkt i konkrete ønsker og behov fra forældrene og samtidig kan være med til at få flere familier til at benytte skolens tilbud.

For os handler det ikke alene om at finde besparelser. Vi vægter folkeskolen højt og ønsker, at flest muligt aktivt vælger vores folkeskole til.

En stærk og attraktiv folkeskole er vigtig for børnenes trivsel og læring, men også for fællesskabet i lokalområdet og for den fortsatte bosætning. Derfor mener vi, at de økonomiske beslutninger bør ses i et længere perspektiv, hvor man ikke alene ser på den kortsigtede besparelse, men også på, hvordan man skaber en skole, som familierne har lyst til at vælge.

De fremtidige rammer skal være tydelige

Afslutningsvis vil vi gerne understrege, at vi på nuværende tidspunkt er meget usikre på, hvilke rammer skolen kommer til at arbejde under fremover.

Vi afventer blandt andet den kommende beslutning om afdelingen i Frørup og ved derfor endnu ikke, hvordan skolen i Ørbæk og Frørup fremadrettet skal organiseres, eller hvilke udfordringer ledelse og medarbejdere vil stå overfor.

Som institutionsbestyrelse vil vi gerne være med til at tage ansvar for folkeskolens fremtid. Vi ønsker ikke blot at bevare et tilbud, men at være med til at skabe en stærk og attraktiv folkeskole, som børn og forældre aktivt vælger til.

Vi ønsker en folkeskole med høj kvalitet, stærke fællesskaber, gode læringsmiljøer og attraktive tilbud, hvor både børn og forældre oplever, at det er et godt sted at være og lære.

Vi håber derfor, at både vores tidligere høringssvar og de nye forslag vil blive taget med i de videre overvejelser om budget 2027. For os er det vigtigt, at de økonomiske beslutninger ikke alene vurderes ud fra den kortsigtede økonomi, men også ud fra hvordan vi på længere sigt kan sikre en stærk folkeskole, som flest muligt ønsker at vælge til.

Med venlig hilsen

Institutionsbestyrelsen

4kløver Skole og Børnehus

Kommentarer

Det er ikke muligt at kommentere i den aktuelle fase.

Del

Sendt af

Profil af Jennie ThomsenAf Jennie Thomsen den 16. september 2026

Nuværende status

foreslået