67. Koordinationsgruppen Børn og Skole - medarbejdersiden
Fra "Fremtidens dagtilbud og folkeskole"
Gå til projektet
Koordinationsgruppens medarbejderrepræsentanter vil ikke pege direkte på anbefalinger, men komme med generelle betrækninger.
Hvis man vælger ikke at gå med strukturændringer, men fortsat ønsker at spare på folkeskolerne, så skal politikkerne være med til at pege på, hvilke opgaver vi så ikke længere skal lykkes med, og kunne sige højt, at man er klar til at gå på kompromis med kvaliteten af folkeskolerne i Nyborg. Selve strukturen vil også komme mere og mere under pres, som følge af stadig faldende børnetal.
Hvis man vælger at gå med nogle af forslagene fra administrationen bør man have en stor opmærksomhed på, hvordan man bedst muligt støtter de ledere og medarbejdere, som bliver ramt, så man bedst muligt kan støtte op om og lykkes med en ny struktur. En strukturændring vil derfor også betyde en engangsinvestering i klargøring af lokaler, indkøb af inventar og tid til personale, som skal finde samme om nye strukturer.
Høringssvar fra Koordinationsgruppen Børn og Skole vedrørende forslag om nedlæggelse af SolsikkegruppenKoordinationsgruppen Børn og Skole ønsker med dette høringssvar at udtrykke en alvorlig bekymring over forslaget om at nedlægge Solsikkegruppen og i stedet visitere børnene til ressourcepladser 3 almene dagtilbud.
Vi har forståelse for, at Nyborg Kommune står over for vanskelige økonomiske prioriteringer. Samtidig mener vi, at beslutninger på børneområdet skal træffes med udgangspunkt i barnets tarv, faglig viden og de langsigtede konsekvenser – både menneskeligt og økonomisk.
Solsikkegruppen er en tidlig og forebyggende indsats
Solsikkegruppen er et specialiseret tilbud til børn med omfattende støttebehov. Her tilbydes børnene små, overskuelige læringsmiljøer med høj pædagogisk faglighed, tætte relationer og pædagoger, der har mulighed for at understøtte børnenes trivsel, udvikling og deltagelse i fællesskaber.
Det er netop disse rammer, der giver børnene mulighed for gradvist at udvikle robusthed, selvregulering, sociale kompetencer og mod på læring.
Forslaget om at nedlægge Solsikkegruppen bygger på en forventning om, at børnene kan rummes i almene dagtilbud. Vores bekymring er, at de nødvendige ressourcer, rammer og specialiserede kompetencer ikke følger med.
En specialplads er ikke blot en plads. Den forudsætter tilstrækkelig normering, mulighed for små læringsmiljøer, specialpædagogiske kompetencer og tid til tæt forældresamarbejde. Når disse ressourcer ikke følger med, bliver indsatsen væsentligt svækket og børnenes udviklingsmuligheder mindskes markant, for hvordan sikres at det enkelte barn får støtte igennem hele dagen, som barnet gør nu i Solsikkegruppen!?
I dag er Solsikkerne et velfungerende tilbud med indsatser baseret på erfaringer og samarbejde på tværs af hele Møllervangen. Når tilbuddet fungerer godt, og børnene trives, udvikler sig og oplever mestring, bør udgangspunktet være at beskytte det, der virker, frem for at ændre det alene af hensyn til en anden fysisk placering.
Barnets perspektiv
Vi savner barnets perspektiv i forslaget.
Hvad er formålet med at flytte børn med omfattende støttebehov ud i større almene fællesskaber, hvor de oprindeligt kommer fra og har svært ved at indgå i?
For mange af disse børn bliver hverdagen ikke lettere. Tværtimod risikerer de at skulle bruge deres energi på at håndtere støj, mange relationer, skiftende aktiviteter og høje krav til selvregulering. Når kræfterne bruges på blot at være til stede, bliver der mindre overskud til læring, leg, udvikling og relationer.
Vi risikerer også at sætte både børn og forældre i udsatte positioner, hvor de ikke føler, at de passer ind. Erfaringen er, fra børnenes perspektiv, at de har fået en ven og forældregruppen føler sig inkluderet i et fællesskab efter de er startet hos Solsikkerne.
Børn udvikler sig ikke ved at blive stillet over for udfordringer, de endnu ikke har forudsætninger for at mestre. De udvikles gennem tryghed, stabile relationer og gradvist stigende krav, hvor barnet oplever succes frem for nederlag.
Vi frygter derfor, at flere børn vil opleve eksklusion i stedet for inklusion.
Tidlig indsats er en investering – ikke en udgift
Den styrkede pædagogiske læreplan understreger betydningen af tidlig indsats, deltagelsesmuligheder og inkluderende læringsmiljøer. Forskning peger samtidig på, at den tidlige indsats er den mest virkningsfulde og samtidig den mest samfundsøkonomiske.
Når børn modtager den rette støtte tidligt, øges deres muligheder for at udvikle sig, indgå i fællesskaber og få en god overgang til skolelivet.
Hvis støtten reduceres eller udskydes, risikerer kommunen på længere sigt langt større udgifter til specialundervisning, sociale indsatser, familiebehandling og andre kompenserende foranstaltninger.
Vi er derfor bekymrede for, at en kortsigtet besparelse kan udvikle sig til en langsigtet merudgift – samtidig med, at børn og familier betaler den største pris.
De almene dagtilbud er allerede under pres
Dagtilbuddene oplever i disse år en markant ændring i børnegruppen.
Flere børn har vanskeligheder med sprog, selvregulering, impulskontrol og deltagelse i fællesskaber. Samtidig oplever vi flere familier med behov for vejledning og støtte som følge af blandt andet psykisk sygdom, skilsmisser og stigende kompleksitet i familielivet.
Mange af disse børn befinder sig i en gråzone. De visiteres ikke til specialtilbud, men deres behov overstiger de ressourcer, dagtilbuddene har til rådighed.
Personalet løfter allerede denne opgave hver eneste dag – uden at der er fulgt ekstra ressourcer med.
Når endnu flere børn med omfattende støttebehov skal inkluderes i de almene dagtilbud uden tilsvarende styrkelse af normeringerne, frygter vi, at kvaliteten forringes for alle børn.
Det betyder mindre tid til nærvær, relationer, leg og læring – netop de elementer, der udgør fundamentet for et godt dagtilbud.
Arbejdsmiljø og rekruttering
Forslaget giver anledning til stor bekymring for medarbejdernes arbejdsmiljø.
Vi står samtidig i en tid med massive besparelser og et allerede betydeligt pres på de almene tilbud. En yderligere tilførsel af børn med behov for specialpædagogisk støtte vil derfor kunne øge belastningen på både medarbejdere og ledelse. Det rejser et vigtigt spørgsmål om, hvordan vi sikrer kvaliteten i det pædagogiske arbejde og et forsvarligt arbejdsmiljø, hvis flere børn med komplekse behov skal rummes i de almene tilbud. Det pædagogiske personale ønsker at lykkes med deres kerneopgave. Når rammerne ikke gør det muligt at give børnene den støtte, de har behov for, opstår et vedvarende fagligt og etisk pres.
Vi frygter øget stress, flere sygemeldinger, højere personaleomsætning og flere medarbejdere, der vælger faget eller kommunen fra.
Samtidig rejser det 2 vigtige spørgsmål:
Hvordan skal Nyborg Kommune rekruttere og fastholde dygtige Pædagogiske personaler, når arbejdsvilkårene opleves som utilstrækkelige, og når medarbejderne ikke får mulighed for at udføre deres arbejde med den kvalitet, de er uddannet til?
Hvordan sikrer vi, at ambitionen om inklusion ikke samtidig bliver en belastning, der får konsekvenser for både de børn, der har behov for særlig støtte, de øvrige børn og de medarbejdere, der skal lykkes med opgaven?
Et godt arbejdsmiljø er en forudsætning for høj kvalitet i dagtilbuddene.
Hvem definerer det bedste fællesskab?
Forslaget rejser et principielt spørgsmål.
Hvem vurderer, hvad der er det bedste fællesskab for barnet?
Er det de pædagogiske personaler, som hver dag følger barnets udvikling, samarbejder med familien og ser, hvilke rammer barnet trives i?
Eller er det en administrativ vurdering, hvor økonomiske hensyn bliver afgørende for, hvilke tilbud barnet skal have adgang til?
Vi mener, at beslutninger om børn med særlige behov skal baseres på pædagogisk faglighed, udviklingspsykologisk viden og de erfaringer, der findes tæt på praksis.
Afslutning
Koordinationsgruppen Børn og Skole opfordrer til, at forslaget om at nedlægge Solsikkegruppen genovervejes.
Vi opfordrer samtidig til, at der gennemføres en grundig vurdering af de faglige, menneskelige og økonomiske konsekvenser på længere sigt.
Den tidlige indsats er ikke en udgift, der kan undværes. Den er fundamentet for, at børn får mulighed for at trives, udvikle sig og deltage i fællesskaber – og den er samtidig en investering, som kan forebygge langt mere omfattende indsatser senere i barnets liv.
Vi mener, at børn med særlige behov har krav på mere end en fysisk placering i et alment tilbud. De har krav på et tilbud, hvor de reelt har mulighed for at udvikle sig.
Derfor opfordrer vi Byrådet til at lade barnets tarv, den pædagogiske faglighed og de langsigtede konsekvenser veje tungere end den umiddelbare økonomiske besparelse.
"Et samfund skal ikke vurderes på, hvordan det møder de børn, der klarer sig bedst, men på hvordan det møder de børn, der har mest brug for fællesskabet. Vi frygter, at dette forslag flytter fokus fra barnets behov til budgettets balance – og at konsekvenserne vil blive mærket af børn, familier og medarbejdere i mange år frem."
Hvad er det for en kommune, vi ønsker at være?
Vi stiller os gerne til rådighed for det politiske udvalg for at uddybe vores perspektiver og give et praksisnært indblik i den hverdag, faglighed og virkelighed, vi står i sammen med børn og familier.
