Spring til hovedindhold

28. LMU Søjlen, Huset og Bostøtten

Fra "Budget 2027"

Gå til projektet

Kommentar til BDO: fra LMU Søjlen, Huset og Bostøtten


Strategisk indsats på forebyggende foranstaltninger(forslag 2)

En udfordring i forhold til §82 a er, at indsatsen i praksis ofte bliver håndteret som en visiteret ydelse. Vi har for år tilbage, gennemført fire gruppeforløb, men det har været vanskeligt at rekruttere tilstrækkeligt mange borgere. En væsentlig årsag er, at borgerne skal igennem en myndighedsproces, som nogle oplever som en barriere. Samtidig bliver processen mere omfattende, selvom der er tale om en forebyggende indsats.

Det bør derfor bemærkes, at §82 a efter lovgivningen ikke nødvendigvis kræver visitation. En mindre administrativ tung tilgang vil kunne øge tilgængeligheden og understøtte det forebyggende formål.

I forhold til afgrænsningen mellem §82 b og §85 er det myndigheds opgave, efter lovgivningen, a vurdere og visitere, om borgeren har behov for støtte efter §85 eller den mindre omfattende §82 a/b. Det vil dog være relevant at styrke den faglige afdækning tidligt i forløbet. Vi ser derfor et potentiale i, at en medarbejder fra udfører området deltager i den første samtale med borgeren. Dette vil kunne bidrage til en mere præcis vurdering af støttebehovet og sikre, at borgeren får den rette indsats fra starten.

Målet bør være at understøtte, at borgeren kan leve et så selvstændigt liv som muligt med den mindst nødvendige støtte.



Sammenlægning af Huset og Den Blå (forslag 4):

Vi ser en række udfordringer i de fremlagte modeller for sammenlægning af Huset og den Blå, som bør indgå i de videre overvejelser.

Model 1

Ved en sammenlægning er det vigtigt, at der tages højde for, at de forskellige tilbud på matriklen kan have behov for separate indgange. Dette er nødvendigt for at sikre borgernes anonymitet og tryghed, da nogle borgere kan være særligt sårbare i forhold til at blive genkendt eller forbundet med bestemte tilbud.

Derudover vurderer vi, at det er vanskeligt at anvende de timer, der frigives i bostøtten som følge af borgeraflysninger, som en fast ressource i værestederne. Aflysninger sker ofte på dagen og kort tid før det planlagte besøg. Samtidig drejer det sig typisk om enkeltstående timer, hvilket betyder, at det vil være mange forskellige medarbejdere, der i kortere perioder skal indgå i værestedernes drift. Dette kan skabe udfordringer i forhold til kontinuitet, relationer og stabilitet for borgerne.

Model 2

Vi vurderer ikke, at værestederne kan drives forsvarligt af frivillige alene eller med frivillige som den primære bemanding. En stor del af de borgere, der benytter tilbuddene, har komplekse sociale, psykiske og sundhedsmæssige udfordringer. Dette kræver fagligt uddannet personale med de nødvendige kompetencer til at håndtere relationelle, socialfaglige og ofte akutte problemstillinger.

Værestederne spiller en vigtig rolle i at skabe trygge rammer, forebygge mistrivsel og støtte borgerne i deres hverdag. Derfor vurderer vi, at der fortsat er behov for kvalificeret fagpersonale som en central del af indsatsen.

Hvis forslaget gennemføres, vil det give øget støttebehov på bosteder og bostøtten og vi ser hermed ingen besparelse i forslaget.

Samlet bemærkning

Vi anbefaler, at der ved en eventuel sammenlægning lægges vægt på at sikre borgernes anonymitet, kontinuitet i tilbuddene samt en fagligt forsvarlig bemanding. Det er afgørende for at bevare kvaliteten af indsatsen og sikre, at de mest sårbare borgere fortsat får den nødvendige støtte.




Tilpasning af serviceniveau i Rusmiddelcenter (forslag 6):

Vi vurderer, at den foreslåede tilpasning af serviceniveauet i Rusmiddelcenteret kan få afledte konsekvenser for andre indsatser. Når tilgængeligheden til behandling og støtte reduceres, er der risiko for, at flere borgere får behov for en mere omfattende indsats fra bostøtten og bosteder, hvilket kan føre til et øget antal sager og større belastning af området.


Reduceret åbningstid i egen leverandør af beskyttet beskæftigelse (forslag 7):

Vi er bekymrede for, at en reduktion af åbningstid og serviceniveau hos den kommunale leverandør af beskyttet beskæftigelse kan få afledte konsekvenser for bostøtteområdet og bostedsområdet. Når borgere får et reduceret tilbud eller mindre adgang til støtte og struktur i hverdagen, er der risiko for, at flere får behov for øget støtte fra bostøtten og bosteder. Dette kan medføre en stigning i antallet af sager samt et øget ressourcepres på bostøtten og bosteder.


Øvrige (ikke vedtagne) forslag fra Handleplan 2026 på socialområdet(forslag 9):

Da forslaget ikke blev vedtaget i 2026, forholder vi os til det gamle høringssvar, hvis forslaget gennemføres denne gang, vil det kræve omlægning af beboer adgang til fællesområder og koordinering med nattevagten på Jagtenborg ved vurderet sikkerhedsbehov.

Kommentarer

Det er ikke muligt at kommentere i den aktuelle fase.
Antal likes i alt: 2, total dislikes: 0
. Det er ikke længere muligt at stemme i denne fase. Det er ikke længere muligt at stemme i denne fase

Del