15. Lukning af Afd. Frørup
Fra "Fremtidens dagtilbud og folkeskole"
Gå til projektet
Frem med den gode historie.
Hvordan kan vi bevare vores lille lokale folkeskole?
Som alt andet, så er det den gode historie der skal frem.
Vi har boet i Tårup i 20 år og alle vores tre børn har gået på Firkløverskolen - afd. Frørup. Alle tre har kun succes-historier med derfra.
En af dem udtaler: “Det bedste ved Frørup skole er, at der er plads til alle både inde og ude. Alle børnene kender hinanden og vi kender alle lærerne - og alle lærerne kender alle børnene”.
Det svar ville være anderledes, hvis han havde gået på en stor skole. Relationer er vigtige og de skabes på afd. Frørup.
På en lille skole hjælper man hinanden. Hvis der mangler et køleskab til elevernes madpakker, så skaffer forældrene et. Hvis to børn bliver uvenner, så snakker familierne sammen og løser det. Har et barn det svært, så støtter alle op.
Alt dette fordi man kender hinanden. Sådan er det ikke på en stor skole.
I den internt udviklede rapport står der:
Kerneopgaven for dagtilbud og folkeskole er overordnet, at fremme trivsel, læring, udvikling og dannelse, samt, at forberede til aktiv deltagelse og medansvar i et demokratisk samfund.
Som forældre til tre børn der har gået på afd. Frørup, ser vi alt dette opfyldt.
Vi har kun mødt dygtigt personale, som rummer alle børnene på hver deres måde. Og jeg skriver personale for det gælder ALLE! Lærer, pædagoger,rengøringsfolk, pedel og administrative.
Der skulle ifølge prognosen i rapporten være faldende børnetal. Her i Tårup og omegn, ser vi kun at børnetallet er stigende. Der bliver født børn - endda så mange, at der lige nu er en lokal mødregruppe! Mon ikke de snakker om at deres børn skal gå i landsbyordningen?
Der er kommet en del nye unge familier til som blandt andet har set i retning af vores lille lokale landsbyordning, inden de købte hus her i området. Præcis som vi selv gjorde inden vi købte vores hus og skulle til at stifte familie. Så kan jeg jo godt regne ud hvad der sker, hvis vi ikke har vores lokale landsbyordning med vuggestue, børnehave og skole på samme matrikel, kun 2 km. herfra (og der er cykelsti hele vejen). Så vælger de unge nye familier, at slå sig ned i en af de tre større byer i kommunen - og resten vil dø ud.
Overgangen fra børnehave til skolebarn glider helt automatisk, da man jo egentlig “bare” skal ud på den anden side af hegnet. Og børnehavebørnene kender skolebørnene fordi de har snakket gennem hegnet.
Jeg er med på at det er dyrere at drive en lille skole, men jeg tror på at pengene er givet godt ud. Den dannelse, trivsel, læring og klargøring til at komme ud i den store verden, som sker på afd. Frørup, gør vores børn stærkere og robuste. Der er plads til det enkelte barn. Plads til at man godt kan være lidt skoletræt. Plads til anderledes læring. Plads til at bruge naturen - og lære en hel masse af det. Plads til at tage på cykeltur i matematik og lave beregninger på turen.
Sker det samme på en stor skole?
Rapporten/analysen er udarbejdet internt i kommunen, hvilket den også bære præg af. Der savnes en uvildig analyse.
Scenarie A giver ingen økonomisk besparelse, står der. Nej, ikke lige nu. Men at lukke alle de mindre skoler, tror jeg på, vil give udgifter på andre poster. Der kan ske et skred i den forkerte retning i forhold til skolevægring, som så vil koste fra en anden pengekasse. Der kan ske et skred i flere børn der har brug for mere hjælp og støtte, fordi det er for overrumplende at gå på en stor skole.
Scenarie B vil give en besparelse, men det er, i følge rapporten, umiddelbart ikke indtænkt at der skulle ske en større renovering af afdelingen i Ørbæk. Den nuværende bygning som huser SFO’en er så nedslidt, at den kræver en gevaldig renovering. Plus at den er alt for lille allerede nu til de børn der allerede går på afd. Ørbæk.
Så vil der stå en mere eller mindre gennemrenoveret TOM skolebygning tilbage i afd. Frørup.
Her står der også at der ikke er evidens for at små skoler skaber bedre trivsel end store. Det vil jeg vove at påstå ikke er sandt.
Så vil Skattekisten stå tilbage… Hvad skal der så ske med den? Ja, landsbyordning kan man jo ikke længere kalde den, da lovgrundlaget for dette forsvinder med lukning af skolen.
Scenarie C ses som værende det næstbedste tilbud. Med samling af indskolingen, vil der være fællesskab fra 1. skoledag og eleverne vil have mulighed for at følges gennem hele deres skolegang. Som det er for nuværende, så flytter alle “Frørup-børnene” til afd. Ørbæk efter 6. klasse, men har et samarbejde på tværs af afdelingerne allerede i 6. klasse. Her er det altid børnene fra afd. Frørup der er på udebane og afd. Ørbæk på hjemmebane. Der er ofte set gnidninger mellem børnene her, af den årsag som jeg lige har beskrevet. Det vil ikke blive et problem i fremtiden, hvis alle, som udgangspunkt, går i skole fra 0. klasse.
Så står der beskrevet at der forventeligt vil blive forældremodstand på denne model, da nogle elever vil opleve lang skolevej. Hvis afd. Frørup lukker, bliver der jo også længere at køre for forældre og børn i hele den østlige del af skoledistriktet. Hvis landsbyordningen ophører, og Skattekisten også skal lukke/flytte lokation, vil den øgede transport gælde rigtig mange mennesker.
Scenarie D står der at så er det afd. Frørup der skal lukkes. Argumentationen for at det vil være Vibeskolen i Aunslev der skal bevares, da den ligger bedre centralt i kommunen, ser jeg som et dårligt argument. Afd. Frørup ligger altså også godt i kommunen, da den dækker et stort geografisk område i den sydlige del af kommunen, og man kan komme til den med offentlig transport.
Nyborg kommune bør også dyrke den gode historie, og bakke op om de små skoler og landsby samfund, der findes i hele kommunen.
En lokalpolitiker skrev i en kommentar på facebook, at han gerne ville vide hvordan vi får folk til at vælge Frørup skole til. Mit svar til det må være: Lad være med at vælge dem fra! Lad være med at skræmme dem væk og søge andre små samfund i andre kommuner.
Den nuværende regering har afsat økonomisk hjælp til de små skoler, netop for at modvirke skolelukning i landdistrikterne.
Helt konkret så står der følgende:
Målrettet pulje: Der er afsat 40 millioner kroner, som udmøntes direkte til mindre folkeskoler, frie grundskoler og frie fagskoler beliggende i landkommuner.
Krav til elevantal: Støtten er øremærket skoler med under 150 elever (eller 150 årselever for frie skoler).
Formål: Midlerne skal sikre den lokale tilstedeværelse af skoler for at understøtte bosætning og lokal sammenhængskraft i landdistrikterne.
Det må da også komme Nyborg kommune til gode?
