211. Malene Patell Andersen

Høringssvar fra pædagog i Solsikkerne.

Jeg skriver dette høringssvar som pædagog på dagtilbudsområdet. Jeg er meget bekymret omkring de forslåede besparelser i Solsikkerne og hvilke konsekvenser det har for både mit arbejde, børnene og deres familier.

Vedrørende forslag nr. 47-48: Tilpasning til faktisk børnetal i Solsikkerne

Jeg er pædagog og har arbejdet i specialgruppen Solsikkerne i 4½ år. I den tid er det nu tredje gang, at gruppen står over for enten at blive lukket helt eller få reduceret antallet af pladser. Tre gange på under fem år. Det skaber en gennemgribende utryghed – for både medarbejdere, børn og forældre.

I daglig tale kaldes vi en specialgruppe, men reelt er vi en mellemform mellem almen- og specialtilbud. Vi er normeret til 12 børn med forskellige udviklingsmæssige udfordringer. Børnene visiteres til os på baggrund af grundige faglige vurderinger fra dygtige pædagoger og PPR, som har vurderet, at barnet har behov for en særlig indsats og tættere voksenstøtte end hvad der er muligt i et almindeligt dagtilbud, for at kunne trives og udvikle sig,

Vores vision er, at alle børn skal opleve at høre til i et fællesskab. Det er vores fornemmeste opgave at skabe rammerne, hvor barnet får mulighed for at være en del af et børnefællesskab på egne præmisser. Vi har gentagne gange oplevet, at børn i Solsikkerne – for første gang i deres liv – får en ven og oplever at passe ind. Det er ikke en lille ting. Det er fundamentet for selvværd, trivsel og videre udvikling.

Solsikkegruppen er placeret i et integreret hus, hvilket er afgørende. Det giver børnene mulighed for gradvist at øve sig i at indgå i det større almenfællesskab – samtidig med, at de kan trække sig tilbage til en mindre, mere forudsigelig og tryg ramme, når krav og indtryk bliver for overvældende. Netop denne balance er kernen i vores pædagogiske arbejde.

Arbejdet med denne målgruppe kræver særlige kompetencer. Det kræver høj faglighed, erfaring og et roligt, stabilt nervesystem. Flere gange dagligt regulerer vi barnet gennem vores egen ro, når barnet endnu ikke selv har udviklet evnen til følelsesmæssig selvregulering. Mange af mine kollegaer har arbejdet i gruppen i årevis, og netop den specialiserede viden, relationelle indsigt og erfaring er uvurderlig – og kan ikke erstattes fra den ene dag til den anden.

I det aktuelle spareforslag lægges der op til at fjerne fem pladser samt tilpasse personalenormeringen efter det aktuelle børnetal. Vi har aktuelt 10 børn indskrevet, og endnu et barn på vej. Det betyder konkret, at fire børn skal overflyttes til almenområdet, og at to medarbejdere i gruppen skal afskediges.

Vi arbejder – som alle andre dagtilbud – målrettet med inklusion. Men med den foreslåede model opstår et alvorligt paradoks: Hvis vi lykkes med at inkludere et barn i almenområdet, risikerer vi efterfølgende at miste en kollega, fordi børnetallet falder. Det skaber en direkte modstrid mellem faglighed og økonomi – og en vedvarende arbejdsmæssig usikkerhed, som undergraver både kontinuitet, kvalitet og stabilitet.

Når der fremover skal visiteres nye børn med komplekse behov, hvor skal vi da finde de psykisk robuste og højt specialiserede pædagoger, hvis kontinuiteten, fagligheden og trygheden allerede er blevet brudt? Disse vilkår skaber en dyb og vedvarende utryghed for medarbejderne. Ingen kan – eller bør – arbejde under en konstant trussel om nedskæringer. Det slider på engagementet, undergraver fagligheden og svækker stabiliteten. Og i sidste ende er det børnene, der betaler prisen.

Vi må huske, at specialområdet koster penge – men det er en nødvendighed. Ikke som luksus, men som fundament. Både for de børn, der har brug for det, for deres familier og for fællesskabet som helhed!