Spring til hovedindhold

71. MED udvalg Danehofskolen

Fra "Budget 2027"

Gå til projektet

Høringssvar fra MED-udvalget på Danehofskolen vedrørende økonomisk mulighedskatalog

MED-Udvalget på Danehofskolen fremsender hermed høringssvar vdr. mulighedskataloget udviklet af BDO.

Nyborg Kommune står over for betydelige økonomiske udfordringer. Dette har været et vedvarende problem de seneste år, hvor vi på Danehofskolen har oplevet en reducering i antallet af medarbejdere og samtidig en stigning i arbejdsopgavernes kompleksitet. Dette understreger behovet for en langsigtet økonomisk planlægning, hvor skolerne i fremtiden får stabile og forudsigelige budgetter. Forudsigelighed er en forudsætning for, at skolerne kan planlægge deres drift, udvikling og bemanding hensigtsmæssigt. Samtidig har økonomisk stabilitet stor betydning for medarbejdernes arbejdsmiljø og oplevelse af tryghed. Flere af forslagene i kataloget vil imidlertid i praksis ende som en rammebesparelse på de enkelte skoler – også på Danehofskolen. BDO peger blandt andet på øget undervisningstid for lærere, ændret fordeling mellem lærere og pædagoger samt bortfald af opgaver og indsatser. Samlet set kan dette føre til færre medarbejdere og dermed afskedigelser.

Det skaber en risiko for et mere utrygt arbejdsmiljø og kan gøre det vanskeligere at fastholde og rekruttere kvalificerede medarbejdere. Når personaleressourcerne reduceres, samtidig med at opgaverne bliver mere komplekse, så bliver det ganske enkelt sværere at lykkes med skolens kerneopgave.

På Danehofskolen er vi særligt bekymrede for de konsekvenser, som en øget inklusionsopgave kan få for almenområdet. BDO peger på en model, hvor en større del af ansvaret for inklusionsopgaven placeres på skolerne, samtidig med, at der ikke tilføres flere midler samlet set. BDO understreger selv, at økonomien skal følge med opgaven, og at mange skoler allerede har vanskeligt ved at finde økonomiske rammer til mellemformer. Hvis almenområdet skal rumme flere elever med særlige behov uden tilstrækkelige ressourcer, vil det øge kompleksiteten i lærernes og pædagogernes arbejde og gøre det vanskeligere at lykkes med inklusionsopgaven.

Hvis flere elever med omfattende støttebehov skal inkluderes i almenområdet uden tilsvarende ressourcer, vil kompleksiteten i lærernes og pædagogernes arbejde øges. Det vil medføre større følelsesmæssige krav og dermed belaste arbejdsmiljøet og medarbejdertrivslen markant!

BDO har udarbejdet en rapport som udelukkende skal rådgive om økonomi. Vi finder det bekymrende, at forslag med væsentlige pædagogiske og arbejdsmiljømæssige konsekvenser primært vurderes ud fra et økonomisk perspektiv. Når ændringer i organisering, inklusionsopgaven og personaleressourcer samtidig ændrer de vilkår, som lærere og pædagoger skal løse deres faglige opgave under, bør de pædagogiske, didaktiske og arbejdsmiljømæssige konsekvenser belyses langt mere grundigt, før der træffes beslutning. Vi vil derfor kraftigt opfordre politikerne til at være varsomme med at lade økonomiske rådgiveres pædagogiske anbefalinger danne grundlag for beslutninger på skoleområdet. Vurderingen af, hvad der pædagogisk og didaktisk er muligt og forsvarligt, bør i højere grad baseres på den faglige viden og erfaring, der findes hos skoleledelsen, lærere og pædagoger. Det er medarbejderne tæt på eleverne, der kender de konkrete udfordringer og konsekvenserne af ændrede rammer i hverdagen.

På Vegne af Danehofskolens MED udvalg

Esben Nygaard Rusbjerg, TR for Lærerne

Susse Vibeke Lentz, TR for Pædagogerne

Kommentarer

Det er ikke muligt at kommentere i den aktuelle fase.
Antal likes i alt: 1, total dislikes: 0
. Det er ikke længere muligt at stemme i denne fase. Det er ikke længere muligt at stemme i denne fase

Del

Sendt af

Nuværende status

foreslået