208. MED - udvalget Danehofskolen
Fra "Økonomisk handleplan 2026"
Gå til projektet
Dette høringssvar er udarbejdet af MED-udvalget på Danehofskolen og repræsenterer personalet på både afdeling Nyborg og afdeling Vindinge.
Hvordan besparelser påvirker medarbejdernes hverdag og kerneopgave
Den overordnede konsekvens af de forslåede besparelser vil være, at lærere og pædagoger skal løse flere opgaver på kortere tid. Dette vil resultere i et øget arbejdspres, lavere motivation og dårligere arbejdsmiljø. Vores arbejde handler først og fremmest om at skabe trygge relationer til børn og unge; dette er en forudsætning for inklusion, læring og trivsel. Netop derfor risikerer besparelserne med stor sandsynlighed at forringe serviceniveauet, og dermed elevernes læring og trivsel, markant.
Det foreslås fx (jf. punkt 22), at lærere skal undervise en time mere om ugen. På Danehofskolen vil dette i praksis blive svært at implementere, da mange lærere (grundet tidligere besparelser i Nyborg kommune), allerede underviser det de maksimalt må (jf. lokal arbejdstidsaftale). Der er dermed tale om en pseudo-besparelse, og den vil kun resultere i, at de økonomiske ”problemer” fjernes fra kommunen og rykkes ud til skolen (fordi der fortsat vil være en forventning om en besparelse). Lægger vi dertil en stadig stigende kompleksitet ift. børnegruppen, og dermed et øget behov for faglig sparring og samarbejde, reduceres medarbejdernes mulighed for at lykkes med inklusionsopgaven markant. En forudsætning for god undervisning er, at læreren har ordentlig tid til at forberede og evaluere undervisningen, og helst i fællesskab med både pædagoger og andre faglærere. Mere undervisning og flere opgaver reducerer muligheden for dette, og resulterer derfor i dårligere undervisning.
Danehofskolens MED-udvalg ser derudover med bekymring på forslaget om at hæve forældrebetaling i SFO til 100% . Bekymringen er, dels rettet mod hvorledes denne stigning vil påvirke børns mulighed for at kunne benytte SFO’en, og det meningsfulde fritidsfællesskab, den kan tilbyde. Dels på hvorledes et reduceret børnetal i SFO vil påvirke skolens mulighed for at kunne ansætte pædagoger, assistenter og medhjælpere til at understøtte elevernes læringsmiljø i både skole og SFO.
En anden langsigtet konsekvens af ovenstående vil være at Danehofskolen får sværere ved at fastholde og rekruttere dygtige medarbejde, fordi disse vælger at arbejde i en kommune, hvor muligheden for at lykkes med kerneopgaven er større.
På Danehofskolen er vi stærkt forundrede over, den i bilagene anførte vurdering om, at de forslåede besparelser på skoleområdet ikke vil medføre en ændring i serviceniveauet. Vi kan på ingen måde acceptere denne præmis. Besparelserne vil uvægerligt gå ud over elevernes trivsel, læring og fællesskaber.
Vi stiller os ligeledes undrende overfor, at en så stor andel af katalogets forslag både direkte og indirekte rettes mod medarbejderne i de udførende led og i forholdsvist langt mindre grad foreslår reduktioner i de administrative led i forvaltninger og direktioner.
Besparelser på skoleområdet er en forkert prioritering
En god folkeskole er udgangspunktet for et godt velfærdssamfund. Givet de politiske strømninger i Danmark, hvor mange partier ønsker at investere mere i og forandre folkeskolen, mener vi, at besparelser på skoleområdet er en fejlprioritering. Af sparekataloget fremgår det, at børnetallet allerede er faldende i Nyborg kommune. Med de forslåede besparelser må et yderligere fald i børnetallet kunne forventes. Netop fordi de store besparelser på skoleområdet, gør Nyborg kommune mindre attraktiv for børnefamilier at flytte til. Der er derfor ikke behov for besparelser på skoleområdet, men snarere en markant investering. Dette vil skabe en bedre kommune og en bedre arbejdsplads for alle.
