Spring til hovedindhold

63. MED-udvalget på Birkhovedskolen, medarbejdersiden

Fra "Budget 2027"

Gå til projektet

Vedr. budget 2027

B-siden i MED-udvalget på Birkhovedskolen har udarbejdet følgende kommentarer til de økonomiske handlemuligheder på baggrund af BDOs rapport.

MED-udvalget ser ingen grund til at spare på Skole- og Dagtilbudsområdet i budget 2027, da Byrådet i marts ønsker at fremlægge en ny politisk strategi for området. De midler der er på området nu, må være dem, der drives institutioner for indtil, det politiske udvalg ved hvad der er af midler til at skabe en ny strategi for.

Dog ønsker MED-udvalget, særligt at gøre opmærksom på forslag 1, 2, 3 og 4 for skoleområdet samt forslag 2 under administrationen i rapporten:


Forslag 1 (skoleområdet) - øget pædagogandel i timebanken (tidl. understøttende undervisning)

Forslaget vil ramme Birkhovedskolen som en rammebesparelse, da vi allerede har omplaceret timerne på denne måde og bruger lige så tit pædagoger som lærere på dette område.


Forslag 2 (skoleområdet) - justering af lærernes undervisningstid inden for lokalaftalen

Justering af lærernes undervisningstid vil lande på Birkhovedskolen som en rammebesparelse. På Birkhovedskolen vil hver lærer i gennemsnit kunne undervise få timer mere på ét helt skoleår. Lærerne vil med sådan en besparelse mærke et yderligere øget arbejdspres. Flere timer i klasselokalet vil sætte lærerne i et svært dilemma i forhold til at få tilpasset tiden så opgaver som fx samarbejdsmøder med familier og sociale myndigheder, en-til-en evaluering med elever, konfliktløsning, udarbejdelse af meddelelsesbøger fortsat kan løses i tilstrækkelig grad.


Forslag 3 (skoleområdet) - bortfald af ikke-lovpligtige opgaver

Lejrskoler er ikke politisk besluttet i Nyborg Kommune. Om lejrskoler afholdes eller ej er op til den enkelte skolebestyrelse. Hvis denne besparelse vedtages, vil det fortsat være skolebestyrelsen på Birkhovedskolen, der skal beslutte, om vi har råd til lejrskoler eller ej. Hvis skolebestyrelsen beslutter vi fortsat har råd, vil skolelederen fortsat skulle finde besparelsen, og den vil så lande på Birkhovedskolen som en rammebesparelse.

MED-udvalget ønsker at fremhæve det gode samarbejde der er mellem Nyborg Kulturskole og Birkhovedskolen. Både Kulturskolen og Birkhovedskolen har god brug af hinanden og de kompetencer de hver især råder over, for sammen at skabe gode undervisningsforløb. Musikundervisningen bidrager nemlig væsentligt til elevernes dannelse og alsidige udvikling. Faget og samarbejdet, skaber særlige muligheder for fællesskab, kreativ udfoldelse, samarbejde og deltagelse, hvor eleverne kan bidrage med forskellige forudsætninger og kompetencer. Når der er flere voksne til stede i undervisningen, øges muligheden for at understøtte disse fællesskaber og skabe deltagelsesmuligheder for alle elever.


Forslag 4 (skoleområdet) - ophør af ”mere personale i klasserne”

Midlerne er øremærket til at understøtte inklusionsstrategien i kommunen. Midlerne er på Birkhovedskolen blevet brugt til at indføre 2-voksen timer på alle klassetrin fra 0. til 4. årgang. Derudover er der fra dette skoleår indført flere 2-voksen timer til eleverne fra 5. til 9. årgang. Midler der bruges til at kvalificere undervisningen ved eleverne. Midlerne er ligeledes brugt til at udvikle på skolens ”mellemformer” (et tilbud til udvalgte elever med særlige udfordringer), som har fået flere hænder og bedre miljø for skolens elever. At indføre dette forslag vil altså både få konsekvenser for eleverne, undervisningen, inklusionen og lærernes arbejdsmiljø. Der vil være færre voksne til at støtte elever, der har brug for ekstra hjælp. Det vil give mindre mulighed for at arbejde forebyggende med uro, konflikter og mistrivsel. Færre voksne i klasserne betyder også mindre mulighed for holddeling, stationsundervisning og differentierede aktiviteter. Helt konkret for den enkelte lærer vil det give et øget arbejdspres for den enkelte medarbejder, mindre mulighed for sparring i forhold til udfordringer i undervisningen. Det kan give den enkelte lærer en øget risiko for at opleve en utilstrækkelighed, når man ikke længere har mulighed for at give eleverne den støtte, det fagligt vurderes, der er behov for fx i form af holddeling og stationsundervisning.


Forslag 2 (administrationen) - administrative fællesskaber - decentral organisation

MED-udvalget ser med stor bekymring på forslaget om at oprette decentrale administrative fællesskaber på skole-, ældre- og socialområdet.

Vi gør opmærksom på, at Byrådet tidligere har slanket i midlerne til sekretær og administrationspersonale på skoleområdet. Kapaciteten til at skære yderligere, er der derfor ikke. Der er på ingen måde ressourcer til at tilføre administrative opgaver fra daginstitutionerne på skolen.

Vi vil desuden på det kraftigste appellere til, at ansættelsen af det administrative personale forbliver under den lokale skoleledelse. Hverken at flytte sekretærerne til et fælles team på tværs af skoler og dagtilbud eller oprette en ”flyverordning” vil give mening.

Opgaveporteføljen for en skolesekretær er meget mere end personaleadministration og at bogføre. Der udføres IT og koordinerende opgaver, som har med hele skoleårets gang at gøre. Sekretæren er i mange tilfælde den som sikrer, at skolens administration får samlet trådene i skolens mange arrangementer og opgaver. Denne opgave kan på ingen måde løses fra distance, og der vil uden tvivl ske en opgaveglidning, hvilket vil presse ledelse og det pædagogiske personale yderligere.

Derudover er der relations arbejdet, hvor sekretæren har opbygget gode relationer til skolens elever og forældre. Relationer der medvirker til en god og tryg skoledag for skolens elever når de besøger skolens administration for at få svar på et spørgsmål, en aftalt pause eller dykker i skabet med plaster og bind. Eleverne er trygge ved at komme til sekretæren i det daglige.


Medarbejdersiden i MED-udvalget ønsker desuden at rette et fokus mod det arbejdsmiljø vores ledelse går i hver dag. Når skolerne igen og igen rammes af besparelser - besparelser der rammer de enkelte skoler som rammebesparelser, er det den enkelte skoleleders opgave, gang på gang, at finde pengene på bundlinjen og finde ud af, hvordan man fortsat drive en god skole, der lever op til de værdier om at gøre alle vores børn til livsduelige mennesker, som vi har i Nyborg Kommune, til trods for konstante besparelser.

Kommentarer

Det er ikke muligt at kommentere i den aktuelle fase.
Antal likes i alt: 1, total dislikes: 0
. Det er ikke længere muligt at stemme i denne fase. Det er ikke længere muligt at stemme i denne fase

Del

Nuværende status

foreslået