Spring til hovedindhold

Frørup i fremtiden

Fra "Fremtidens dagtilbud og folkeskole"

Gå til projektet

Høringssvar vedrørende forslag om lukning af Frørup-afdelingen


Jeg ønsker med dette høringssvar at udtrykke min bekymring over de forslag hvor man ønsker at lukke Frørup-afdelingen.

Mit høringssvar handler ikke alene om skolens økonomi og elevtal, men også om de langsigtede konsekvenser for lokalsamfundet, bosætningen, børnefamilierne og de børn, der allerede bor i området.

Frørup er en del af et aktivt landområde i Nyborg Kommune. Omkring en tredjedel af kommunens borgere bor i landdistrikterne, og kommunen arbejder samtidig for at tiltrække nye borgere og børnefamilier. Derfor undrer det mig, at der i beslutningsgrundlaget i høj grad fokuseres på faldende børnetal og økonomi, mens de langsigtede konsekvenser for lokalsamfundets udvikling synes at være fraværende.

Forskning viser, at landsbyskoler ofte har betydning langt ud over undervisningen. De fungerer som lokale samlingspunkter og er en vigtig faktor, når børnefamilier vælger, hvor de ønsker at bosætte sig.

Nyborg kommune bruger sågar selv skolen på deres hjemmeside som et aktiv for området. Jeg savner derfor en analyse af, hvilke konsekvenser en lukning af Frørup-afdelingen forventes at få for bosætning, tilflytning, lokal sammenhængskraft og udviklingen i Frørup og de omkringliggende landsbyer.

Jeg savner også en vurdering af, om den tilbagevendende debat om skolelukninger i sig selv påvirker familiernes valg af skole.

Hvis kommunen selv mener, at skolen er en styrke, når man ønsker at tiltrække børnefamilier – hvorfor indgår værdien af denne styrke så ikke i analysen af en skolelukning?

I vores område findes to nærliggende friskoler. Når familier vælger disse skoler, skyldes det ikke nødvendigvis utilfredshed med den kommunale skole. Mange familier oplever tværtimod, at der med få års mellemrum opstår usikkerhed om Frørup-afdelingens fremtid. Gennem en længere årrække har medier, analyser og udmeldinger fra forvaltningen igen og igen rejst spørgsmålet om skolelukning.

Det er forståeligt, hvis nogle forældre derfor vælger en skole, som de forventer eksisterer gennem hele barnets skoleforløb. Jeg mener derfor, at kommunen bør forholde sig til, om den løbende usikkerhed omkring skolens fremtid selv er med til at påvirke elevtallet negativt. Hvis det er tilfældet, risikerer man en selvforstærkende udvikling, hvor usikkerhed fører til elevtab, som efterfølgende bruges som argument for lukning.

Jeg er samtidig bekymret for de børn, som allerede går på skolen. Det har betydning for børn og familier gentagne gange at blive mødt med diskussioner om, hvorvidt deres skole eksisterer året efter. Skolen er ikke blot en bygning eller en budgetpost. For børnene er den en væsentlig del af deres hverdag, deres fællesskab og deres tryghed. Den usikkerhed, som gennem mange år har omgivet skolens fremtid, bør også indgå i vurderingen af de samlede konsekvenser.

I den fremlagte analyse nævnes en model med 0.-3. klasse i Frørup og 4.-9. klasse i Ørbæk. En lignende model er tidligere blevet foreslået lokalt. En sådan løsning vil kunne bevare skolegang i nærmiljøet både i Frørup og i Ørbæk, da de ældre elever samles i Ørbæk.

Jeg savner imidlertid en grundigere analyse af denne mulighed. Det virker til at være gået stærkt. Hvorfor er der eksempelvis ikke en forklaring på, hvorfor der ikke menes der ved den model kan spares en leder væk?

Derudover synes analysen ikke i tilstrækkelig grad at forholde sig til, at Frørup ikke alene rummer en skole, men en samlet landsbyordning med vuggestue, børnehave, skole og SFO. Denne sammenhæng giver børn og familier en tryg overgang gennem de første mange år af barnets liv og er en væsentlig del af områdets attraktivitet.

Hvis skoledelen fjernes, opstår der en række spørgsmål, som jeg ikke kan se besvaret i materialet. Hvilke konsekvenser vil det få for børnehavens udvikling og attraktivitet? Hvordan påvirkes rekruttering af familier til området? Hvordan forventer kommunen, at den samlede institution i Frørup skal udvikle sig fremover, hvis skoledelen fjernes?

Samtidig er det relevant at se på kapaciteten i Ørbæk. Hvis flere børn skal samles dér, bør det fremgå tydeligt, hvilke investeringer der er nødvendige i bygninger, ude områder, SFO-faciliteter der allerede nu er nedslidte og hvordan disse omkostninger indgår i den samlede vurdering af de forskellige løsningsmodeller. Det bør sikres, at alle omkostninger og konsekvenser belyses, før der træffes beslutning.

Endelig finder jeg det problematisk, at høringsprocessen gennemføres på et tidspunkt, hvor væsentlige spørgsmål først kan stilles efter sommerferien, ifølge mail videresendt fra skolechefen, mens der kun er en begrænset periode tilbage af høringen. Mange af de forhold, som borgere naturligt ønsker belyst, kræver adgang til yderligere oplysninger og forklaringer. Der er derfor en reel risiko for, at borgere og lokalsamfund ikke får tilstrækkelig mulighed for at forholde sig til svarene, før høringsperioden afsluttes.

På den baggrund opfordrer jeg til, at Frørup-afdelingen bevares, og at der arbejdes videre med løsninger, som både tager højde for kommunens økonomi og for den betydning, skolen har for børn, familier og udviklingen af kommunens landdistrikter. Samtidig opfordrer jeg til, at de langsigtede konsekvenser for bosætning, tilflytning og lokal udvikling belyses grundigere, før der træffes en endelig beslutning.

Med venlig hilsen

Camilla Greve Holmestad

Kommentarer

for at kommentere.
Antal likes i alt: 3, total dislikes: 0
. Log ind for at stemme.

Del

Nuværende status

foreslået