130. Skolelederforeningen
Fra "Økonomisk handleplan 2026"
Gå til projektet
Høringssvar fra Skolelederforeningen – Nyborg Kommune
Som repræsentanter for den daglige ledelse af Nyborg Kommunes skoler må Skolelederforeningen konstaterer, at de eksisterende rammer ikke længere står mål med opgavens omfang, og at fortsatte reduktioner uundgåeligt vil få konsekvenser for børn, medarbejdere og kvaliteten i både almen- og specialområdet. Vi har ikke råd til at spare mere på skoleområdet!
Vi har på skolerne haft stort fokus på at overholde vores budgetter og samtidigt opretholde et økonomisk handlerum, for at modgå akut opstået situationer.
Hvis skoleområdet skal bidrage markant, må vi opfordre til at man reducerer gevaldigt på det konsultative niveau. Det er vigtigt, at vi har så mange lærere og pædagoger på skolerne som muligt. Det giver ikke mening, at vi kan få støtte og sparring, hvis vi ikke har medarbejdere til at løse kerneopgaverne, behold hænderne på skolerne.
Når kravene til skolen fortsat øges, samtidig med at ressourcerne reduceres, flyttes ansvaret reelt ud på den enkelte skole og den enkelte leder. Det skaber en situation, hvor forventninger og muligheder ikke længere hænger sammen. Den kompleksitet og krydspres ses i vores seneste skolelederundersøgelse af ledernes arbejdsmiljø, og tendensen er bekymrende.
Folkeskolen løfter i dag en langt mere kompleks opgave end tidligere. Undervisning, trivsel, inklusion, forebyggelse og sociale indsatser er tæt forbundet, og skolerne fungerer i stigende grad som samfundets første indsats omkring børn og unge.
Udviklingen er særlig tydelig på vores skoler med elevgrupper fra socioøkonomisk udfordrede områder, som præger billedet på alle 5 skoler i dag. Opgaven indebærer høje følelsesmæssige krav og omfattende behov for koordinering omkring den enkelte elevs samlede situation. Denne kompleksitet er voksende, og Nyborg Kommune befinder sig i en udvikling, der giver anledning til alvorlig bekymring for børn og ikke mindst personalet, som føler sig strakt ud og utilstrækkelige.
Forventningerne til tværprofessionelt samarbejde er samtidig øget markant. Skolerne indgår i samarbejder med PPR/CFP, socialområde, sundhedsområde og dagtilbud. Indsatserne er nødvendige, men kræver betydelige ressourcer til koordinering, mødeaktivitet og opfølgning – ressourcer som tages fra den daglige drift tæt på eleverne. Det er den forkerte vej!
Skolelederforeningen konstaterer derfor en reel ubalance mellem opgavernes kompleksitet og de ressourcer, der stilles til rådighed. Når kapaciteten reduceres yderligere, begrænses ledelsernes mulighed for at sikre både faglig kvalitet, stabil drift og et forsvarligt arbejdsmiljø. Ifølge KL’s materiale “Kend din kommune – brug nøgletal i styringen fra 2026,” anvender Nyborg Kommune færre penge pr. elev sammenlignet med de øvrige kommuner på Fyn.
På kommunens skoler ses allerede stigende belastning og flere stress-relaterede sygemeldinger. Der er behov for langsigtede løsninger fremfor løbende reduktioner, så der bliver skabt ro. Skolelederforeningen skærper derfor opmærksomheden på:
- at de statslige DUT-midler fastholdes til skoleområdet (statslige tildelt, kvalitetsprogrammet)
- at de foreslåede 2 % og 7 % besparelser på almen- og specialområdet bortfalder
- at der etableres økonomiske rammer, som matcher skolernes reelle opgave og den demografiske udvikling
En stærk folkeskole er samtidig afgørende for kommunens evne til at tiltrække og fastholde børnefamilier. Skoleområdet ligger ikke over serviceniveau, som andre områder i kommunen, men løfter allerede en opgave, der overstiger de nuværende rammer og det smerter hos alle personaler. Vi tiltrækker der, hvor vi leverer bedst!
Skolelederforeningen opfordrer derfor til politiske beslutninger, der sikrer sammenhæng mellem ambitioner, ansvar og ressourcer – så skolerne fortsat kan løfte deres opgave fagligt forsvarligt. Udviklingen dræner og udsulter vores muligheder for at sikre læring og trivsel.
På vegne af Nyborg Skolelederforening
Konstitueret formand, Ida Nordendorf Knudsen
