18. Something is rotten in Nyborg
Fra "Fremtidens dagtilbud og folkeskole"
Gå til projektet
En barsk overskrift fra en meget bekymret borger, som oplever at nærdemokrati og inddragelse af fagprofessionelle og borgere i vitale og vidtrækkende beslutninger blot er tomme ord. Dette viser sig i særligt grad i forbindelse med analysen Fremtidens dagtilbud og folkeskole, som skal hastes igennem på baggrund af forligspartierne bag Økonomisk Handleplan i marts 2026 bad administrationen udarbejde en analyse af skole- og dagtilbudsområdet. En analyse som skal færdiggøres så den kan indgå i arbejdet med budget 2027-2030.
Det hedder bl.a.
" Analysen bør desuden inddrage relevante erfaringer fra andre kommuner samt relevante nationale udviklingstendenser på folkeskoleområdet" .
En analyse, som skal færdiggøres på mindre ind 3 måneder, så den kan sendes til høring 16. juni - 1. september 2026. En afledt konsekvens heraf bliver, at det er en ren top down analyse helt i tråd med den opgave, som byrådet har stillet administrationen. Naturligvis er der en høringsfase, som løber hen over sommerferien og dermed er der ingen mulighed for at få svar på eventuelle spørgsmål mv. Dette må desuden sammenholdes med, at de politiske forhandlinger pt er igangværende og dermed løsrevet fra de høringssvar, som mange har indgivet. Skammeligt at Nyborg Kommune vil være sådan en skueproces bekendt.
Den meget mangelfulde analyse Fremtidens dagtilbud og folkeskole fremkommer med en række scenarier, som påstås at kunne spare et større eller mindre millionbeløb på dagtilbud og folkeskole området i Nyborg Kommune. Der er total manglende gennemsigtighed i, hvilke beregninger som ligger bag de fremlagte millionbesparelser. Dette er kritisabelt og borgere/fagprofessionelle frarøves mulighed for at fremkomme med en saglig økonomisk modargumentation. Konsekvensen af dette er, at det bliver en kamp internt i kommunen mellem land og by. Det er alt for dyrt at drive skole i landdistrikterne og skolestrukturen må centraliseres omkring Nyborg og centerbyerne. Så enkelt fremstilles det i analysen Fremtidens dagtilbud og folkeskole.
Tænk om kommunen havde turde lade processen løbe i 6 måneder og have inviteret ind til et åbent samarbejde. Alle anerkender, at der skal spares og alle ønsker en økonomisk rentabel struktur, som har fokus på at højne kvalitet og trivsel for børn og ansatte. Tænk om vi sammen kunne have fundet en model, som land og by kunne have stået sammen om, en model, som kunne være langtidsholdbar. En model som vi alle kunne stå bag og kæmpe for om end vi ikke ville kunne få alle vores ønsker opfyldt.
Det er skammeligt at være vidne til, at vores valgte politikere vil træffe så vidtrækkende beslutninger på så spinkelt et grundlag. Vores børn og ansattes trivsel står på spil.
Med venlig hilsen fra
Mette Bro
Tårup
