49. TR Gruppe Dagtilbud og Skole
Fra "Fremtidens dagtilbud og folkeskole"
Gå til projektet
Høringssvar fra TR-gruppen for pædagogerne, Dagtilbud og Skole
Vedrørende BDO’s økonomiske mulighedskatalog
Til Byrådet i Nyborg Kommune
Vi anerkender, at Nyborg Kommune står over for en vanskelig økonomisk situation. Men økonomiske besparelser skal vurderes på mere end kroner og øre. De skal også vurderes på, hvad de betyder for børn, unge og den faglighed, der skal få hverdagen til at fungere.
BDO peger selv på betydelige besparelsesmuligheder på skole- og dagtilbudsområdet. Samtidig fremgår det, at Nyborg på de fleste områder ikke har et markant højere udgiftsniveau end sammenlignelige kommuner. Derfor bør det politiske spørgsmål være:
Hvor meget kan man spare, før effektivisering bliver til forringelse?
Skoleområdet – inklusion kræver voksne
Forslagene om flere pædagoger i timebanken og ophør af ”Mere personale i klasserne” bør ses i sammenhæng med kommunens ambition om stærkere børnefællesskaber og mere inklusion.
Pædagoger er ikke blot en billigere arbejdskraft end lærere. Pædagoger bidrager med en anden faglighed – særligt inden for relationer, trivsel, konflikthåndtering og fællesskaber. BDO anerkender selv, at ændringer kan få betydning for den pædagogiske praksis og kvalitet.
Hvis vi ønsker mere inklusion, kræver det ikke færre voksne omkring børnene – men de rigtige voksne med de rigtige kompetencer.
Vi er særligt bekymrede over den fortsatte rammebesparelse på 7.000 kr. pr. elev på Nybroen.
Nybroens opgave er at hjælpe børn og unge, som aktuelt ikke kan rummes i almenområdet, tilbage mod fællesskabet. Det kræver tid, relationer og faglighed.
BDO opgør besparelsen til 1 mio. kr. årligt, men bemærker samtidig, at ca. en tredjedel af eleverne kommer fra andre kommuner, hvilket reducerer det reelle provenu med 1/3. Og dermed den reelle besparelse 1/3 større.
Man bør ikke spare på det tilbud, der netop skal hjælpe børn tilbage til fællesskabet.
Dagtilbud – kvalitet kræver faglighed
Vi er bekymrede over forslagene om mindre ledelse og ikke mindst en lavere andel af uddannede pædagoger.
BDO foreslår blandt andet at reducere pædagogandelen fra 62 til 50 procent. Samtidig skriver BDO selv, at en lavere pædagogandel vil påvirke kvaliteten, den tidlige indsats og arbejdet med børn i udsatte positioner.
Minimumsnormeringer handler ikke kun om, hvor mange voksne der er. Det handler også om, hvilken faglighed børnene møder.
Færre uddannede pædagoger kan måske give en besparelse på budgettet – men det er ikke nødvendigvis en besparelse for børnene eller kommunen på længere sigt.
Det bliver særligt bekymrende, når besparelser og strukturændringer ses samlet.
En eventuel lukning af specialpladser betyder, at børn og medarbejdere skal indgå i de eksisterende dagtilbud og skoler, samtidig med at der lægges op til en lavere andel af uddannede pædagoger. Det stiller endnu større krav til de tilbageværende institutioner og deres faglighed. Skoler og dagtilbud løfter allerede en markant inklusionsopgave.
Færre ressourcer → mindre nærvær → vanskeligere inklusion → mere mistrivsel → større pres på specialområdet → Større pres på almen → Pressede familier.
Det er derfor vores klare opfordring til Byrådet, at besparelser på børn og unge ikke vurderes isoleret ud fra deres umiddelbare økonomiske provenu.
Der skal også spørges:
Hvad mister børnene?
Hvad mister medarbejderne?
Og hvad kommer det til at koste kommunen på længere sigt?
Vi ønsker en kommune, hvor økonomisk ansvarlighed går hånd i hånd med faglig og menneskelig ansvarlighed.
Børn og unge er ikke en udgift, der skal minimeres. De er kommunens vigtigste investering.
Værn om kommunens stærke arbejdsfællesskaber, det skaber tryghed for kommende tilflyttere.
På den baggrund kan TR-gruppen for pædagogerne ikke anbefale de forslag, der reducerer den pædagogiske kvalitet og de faglige ressourcer tæt på børnene.
Forslag 4 under Dagtilbud, ser vi bort fra at kommentere på, da dette forslag må være fremsat ved en tydelig fejl.
På vegne af TR Gruppe Dagtilbud og Skole
