Spring til hovedindhold

42. Ungdomsskolen skal samles- ikke spredes og klubberne skal bevares.

Fra "Fremtidens dagtilbud og folkeskole"

Gå til projektet

Høringssvar fra Nyborg Ungdomsskoles MED-udvalg.



For MED-udvalget er budskabet enkelt: Ungdomsskolen skal samles – ikke spredes.


Med-udvalget for Nyborg Ungdomsskole ønsker at pege på et vigtigt perspektiv i de aktuelle drøftelser om kommunens bygningsanvendelse.

Ungdomsskoles aktiviteter i Nyborg by er i dag samlet på Hyrdegyden. Her har Heltidsundervisningen HU1, fritidsklub, ungdomsklub, fritidsundervisning, SSP og administration til huse. Derudover har vi fritidsklubber i Aunslev, Ørbæk og Ullerslev og Heltidsundervisning HU2 i Herrested. Samlingen i Nyborg by ønsker vi at bevare og gerne udvide. Det er en stor styrke for både unge og medarbejdere, fordi det skaber sammenhængskraft, fællesskab og fleksibilitet på tværs af vores tilbud. Den styrke ønsker vi at bevare.

MED-udvalget ser derfor med bekymring på løsninger, der vil sprede Ungdomsskolens aktiviteter på flere adresser. Det vil efter vores opfattelse svække den synergi, som er afgørende for at kunne skabe stærke og sammenhængende tilbud til de unge i Nyborg Kommune.

Samtidig foreligger der en politisk beslutning i forbindelse med budget 2026 om at se nærmere på Ungdomsskolens faciliteter. Netop derfor ser MED-udvalget de aktuelle bygningsdrøftelser som en oplagt mulighed for at tænke langsigtet og fremtidssikre Ungdomsskolen.

MED-udvalget peger konkret på, at bygningen på Ringvej bør undersøges som en mulig samlet løsning for Nyborg Ungdomsskole. Ringvej vil efter vores vurdering kunne skabe bedre og mere fleksible rammer for både fritidsundervisning, heltidsundervisning og øvrige ungeindsatser – samlet på én matrikel.

I den forbindelse bør det også undersøges, om der kan ske et mageskifte, hvor SAJL’s aktiviteter, som tidligere havde til huse på Ringvej, i stedet placeres på afdeling Skovparken. Vi er opmærksomme på, at SAJL organisatorisk hører under socialområdet og derfor ikke indgår direkte i det aktuelle høringsmateriale. Dog mener vi det er vigtigt, at denne mulighed bringes ind i drøftelserne nu, inden der træffes endelige beslutninger om kommunens bygninger.


Her er en reel mulighed for at skabe en langsigtet og fremtidssikret løsning, der styrker sammenhængskraften i Ungdomsskolen og giver Nyborgs unge de bedst mulige rammer.


Lukning af Aunslev skole.


Vi ønsker at der kommer fokus på de afledte konsekvenser af en evt. skolelukning i Aunslev.

En lukning af Aunslev Skole vil samtidig betyde, at fritidsklubben lukker. Klubben har pt. 22 børn fra 4.-5. klassetrin og udgør et vigtigt og trygt fritidstilbud for børnene i lokalområdet.

For børnene handler klubben om langt mere end et sted, hvor de kan opholde sig efter skoletid. Den er en naturlig forlængelse af det lille og nære skolemiljø, som børnene kender. Klubben på skolens matrikel skaber sammenhæng mellem skole og fritid og giver børnene mulighed for at fortsætte deres fællesskab i trygge og velkendte rammer.

Det nære miljø har stor betydning. Børnene kender hinanden, de voksne og rammerne omkring klubben. Det skaber tryghed, fællesskab og tilhørsforhold. En lukning vil derfor ikke blot være en ændring af et fysisk tilbud, men vil betyde, at børnene mister en vigtig del af deres hverdag og deres lokale fællesskab.

Ungdomsskolens MED-udvalg er bekymret for, at konsekvenserne for fritidslivet og børnenes trivsel ikke vægtes tilstrækkeligt i beslutningen om skolelukning.

Vi mener, at der bør være en helhedsbetragtning, hvor man ikke alene ser på skolen som institution, men også på de tilbud og fællesskaber, der er opbygget omkring den. Når skolen lukker, forsvinder samtidig et velfungerende og lokalt forankret klubtilbud for områdets børn.

Vi ønsker derfor, at lukningen af Aunslev Skole stoppes, og dermed også at fritidsklubben kan fortsætte.

Vi opfordrer Byrådet til at se på værdien af det nære skole- og fritidsmiljø og på betydningen af at bevare de fællesskaber, der allerede fungerer og skaber tryghed for børnene.

For os handler dette ikke alene om bygninger og økonomi. Det handler om børn, der har brug for nærhed, tryghed, fællesskab og kendte voksne i deres hverdag.

Med venlig hilsen

Nyborg ungdomsskoles MED-udvalg

Kommentarer

Det er ikke muligt at kommentere, fordi dette projekt i øjeblikket ikke er aktivt.

Del

Sendt af

Nuværende status

foreslået