206. Vedr. lukning af Børnehaven Taarnborg (p.49-50) – høringssvar fra tilflytter og forælder, Maja Olsen
Fra "Økonomisk handleplan 2026"
Gå til projektet
Som forælder, tilflytter til Nyborg og repræsentant for den målgruppe, kommunen aktivt forsøger at tiltrække, er jeg stærkt bekymret over forslaget om at lukke Børnehaven Taarnborg. Jeg har accepteret en hverdag som pendler og valgt at bosætte mig i Nyborg i den overbevisning, at det vil give mine børn et bedre børneliv. Dét betvivler jeg nu.
Med dette høringssvar ønsker jeg at pege på en række væsentlige konsekvenser ved at gennemføre spareforslaget, jeg håber, I vil inddrage i jeres beslutning.
1. Modstrid med kommunens bosætningsstrategi
Børnehaven Taarnborg er placeret i en smuk, historisk bygning med sjæl, tæt på både natur, kulturarv og byliv. For tilflyttere er det netop unikke rammer som disse, der gør Nyborg attraktiv frem for anonyme stordriftsinstitutioner. Ved at lukke Taarnborg risikerer I, at Nyborg i endnu højere grad ”taber kampen” om tilflyttere til nabokommuner som Svendborg, der i højere grad formår at værne om det autentiske. I modsætning hertil svømmer nabokommunen mod nord i klager over de hurtigt opførte og anonyme store institutioner.
Spørgsmål: Hvordan vil I sikre, at Nyborg fremadrettet har et attraktivt udbud af forskellige institutioner, både i form af type og beliggenhed? Tager I de langsigtede økonomiske konsekvenser som f.eks. tabt ressourcestærk tilflytning med i jeres beslutningsgrundlag?
2. Pædagogisk kvalitet og mangfoldighed
De fysiske rammer i Taarnborg har en unik hjemlighed, der både muliggør inddragelse i køkkenet og nærvær - dét er svært at genskabe i store, nybyggede institutioner. Sammen med den særlige personalesammensætning formår Taarnborg at rumme mangfoldighed i trygge rammer og løfter på bedste vis en stor andel af kommunens ressourceopgaver. Gennem ture til blandt andet biblioteket, plejehjem, politistationen, rådhuset, fængslet og brandstationen gør personalet børnene trygge i deres lokalområde og skaber en naturlig tilknytning til Nyborgs fællesskab.
Spørgsmål: Hvordan vil I sikre, at det trygge børnemiljø og særlige pædagogiske kvaliteter i Børnehaven Taarnborg videreføres andetsteds? Hvordan vil I sikre trivslen blandt de nuværende børn og personale?
3. Naboretlige konsekvenser
Bygningen Taarnborg er placeret i et tæt boligkvarter med private haver grænsende direkte op til. Den nuværende anvendelse er harmonisk, blandt andet fordi børnehaven og legepladsen af nabohensyn er lukket uden for åbningstiden. En ændret anvendelse af bygningen vil, jf. Planloven og Miljøbeskyttelsesloven, kræve en vurdering af de miljømæssige konsekvenser for området, herunder støj og øget trafik.
Spørgsmål: Hvad er de konkrete planer for bygningens fremtidige anvendelse, og hvordan vil I sikre de naboretlige konsekvenser ved en evt. ændret status?
4. Demokratisk proces og gennemsigtighed
En åben høring bør baseres på retvisende tal og en ærlig dialog om bagvedliggende motiver. Tal for belægningsprocent giver kun mening, når de opgøres for mindre geografiske områder. Hvis man alene ser på et gennemsnit for hele kommunen, risikerer man at skjule lokale kapacitetsproblemer og skabe ulighed i tilbuddene. Herudover undermineres tilliden til den demokratiske proces, når der skabes indtryk af, at beslutningen er truffet på forhånd. Det er f.eks. stærkt bekymrende, at flere har oplevet, at visitation til Taarnborg er blevet begrænset forud for høringen, og at bygningen allerede skulle være lovet ud til anden side. Hvis dette er tilfældet, fremstår høringen som en formalitet frem for et reelt grundlag for politisk stillingtagen.
Afsluttende bemærkning
Jeg vil opfordre jer til at kigge forbi Børnehave Taarnborg og selv få et indtryk af de særlige kvaliteter børnehaven tilbyder. Jeg håber, at I vil medtage alle "mellemregninger" i jeres beslutning – både de kortsigtede og langsigtede. En lukning af børnehaven vil få uoprettelige konsekvenser for de nuværende børns og personalets trivsel og svække Nyborgs profil som attraktiv bosætningskommune.
