
Søren Valentin Christensen•for 2 år siden Nyborg, 10. september 2024Liberal Alliance Nyborg/Kertemindes høringssvar til budgetforslaget 2025-2028, det bagvedliggende sparekatalog og driftsønsker til budgettet. Overordnede bemærkninger:Liberal Alliance Nyborg/Kerteminde er enig i, at kommunen skal forblive gældfri. Vi skal ikke efterlade en regning i børneværelset, blot fordi det på kort sigt ville være nemmere for os selv.Vi anerkender også, at alene den demografiske udvikling medfører et sådan pres på de kommunale udgifter, at der er rettidig omhu i en ”omprioritering” af visse udgifter, hvilket vil betyde besparelser.Vi stiller os dog uforstående over for den manglende transparens i materialet bag det nuværende budgetforslag – herunder undrer det os, at det ikke er angivet i sparekataloget, hvorvidt det, der spares i, er såkaldte ”skal-opgaver” (de borgerrettede opgaver) eller ”kan-opgaver” (kommunens øvrige opgaver). Det er vores opfattelse, at prioriteringen af kommunens midler først og fremmest skal tage udgangspunkt i de lovbundne ”skal-opgaver” og mindre i ”kan-opgaver”. Og der skal være gennemsigtighed i prioriteringerne.Det er for os underordnet om en kommunes kerneopgaver varetages af private eller kommunen – det afgørende er, at ydelserne, borgerne modtager, har højest mulig kvalitet, og hvis det ikke er tilfældet – at borgerne har frit valg mellem flere udbydere. Løser private opgaver for kommunen, er det kommunens ansvar at sikre sig den bedst mulige kvalitet for de midler, der er til rådighed. På visse områder anerkender vi imidlertid, at politiske ønsker for en bestemt udvikling i vores kommune kan betyde, at der må vælges en dyrere løsning end den strengt rentable løsning. Fx vil vi i LA Nyborg/Kerteminde, at vores landsbyer forbliver aktive og stærke samfund. Derfor mener vi, at det vil være en fejl at centralisere vores landsbyskoler yderligere. Her må den højere driftsomkostning ganske enkelt prioriteres, således at landsbyerne også i fremtiden kan tiltrække nye familier. Bemærkninger til bilag 3 Specifikation af besparelser og effektiviseringerVi vil starte med at rose forvaltningen for, at der er udarbejdet et meget konkret sparekatalog med 75 forslag til besparelser for i alt 83 mio. kr. Som anført indledningsvis anerkender vi, at alene den demografiske udvikling medfører et sådan pres på de kommunale udgifter, at det er rettidig omhu i en ”omprioritering” af visse udgifter, hvilket vil betyde besparelser. Vi har i lokalpressen kunnet læse, at Venstre har fremlagt et alternativt konkret forslag om at reducere antallet af udvalg og byrådsmedlemmer, og at besparelsen i dét i sig selv vil udgøre ca. 30 mio. kr. Dette forslag bakker vi op om som finansiering af de første 30 mio. kr. af de 83 mio. kr., om end vi dog mener, at antallet af byrådsmedlemmer bør reduceres til 19 og ikke 21. Ligeledes bør der ikke være flere udvalg end 7 svarende til antallet af udvalg i Odense Kommune. Vi gennemgår nedenfor de forslag til besparelser, som er angivet i sparekataloget, men som vi mener, ikke bør vedtages. Derudover har vi et enkelt udgiftskrævende ønske anslået til en udgift på ½-1 mio. kr. årligt.Endelig forholder vi os til enkelte budgetønsker og har forslag til videre arbejde ift forbedring af de kommende års budgetter.Skoleområdet:Forslag 9-14: samlet 7,6 mio. kr.Forslag 9 (lukning af skoleafdelinger i Frørup og Aunslev) bør jf. vores overordnede bemærkninger forkastes.De øvrige punkter 10-14 synes kun at give en kortsigtet økonomisk gevinst, samtidig med at der er tale om uforholdsmæssigt store serviceforringelser. Vi er meget bekymret for, at sådanne forringelser vil have uhensigtsmæssigt store negative konsekvenser senere.Dagtilbudsområdet: Forslag 22-26: Samlet 2,7 mio. kr. Vi ønsker især at fremhæve, at forslag 26 om ophør af tilskud til pasning af egne børn er den forkerte vej at gå. Beløbet er ikke stort, men det er friheden og muligheden for at passe i eget hjem til gengæld. Ift. reduktion af pladser i specialtilbud bør udbuddet af pladser, dikteres af behovet, hvilket naturligvis betyder, at budgettet må passe til behovet. Hvis ikke børn med særlige behov får de rette tilbud, er alternativet, at barnet skal rummes i almene institutioner, hvilket ikke alene går ud over barnet, men også de øvrige børn, som vil opleve et pres på de tilstedeværende ressourcer. Endvidere er det langt fra sikkert, at personalet i den almene institution er klædt tilstrækkeligt fagligt på til opgaven. Altså dårligt for barnet med de særlige behov, de andre børn og for medarbejderne med risiko for forhøjet sygefravær hos medarbejderne. Kultur- og fritidsudvalgetForslag 28: Bortfald af gratis halvgulv til foreninger 1,5 mio. kr. Omend vi som udgangspunkt også mener, at brugerne bør betale for dét, de bruger, vurderer vi, at forenings- og idrætslivet er helt afgørende ”motorer” for Nyborg Kommune. Ikke alene binder foreningerne os sammen på kryds og tværs – der også mange positive ”bivirkninger” i form af bedre trivsel for borgerne både fysisk og mentalt. Vi mener, at dette spareforslag bør forkastes. Forslag til justering af forslagForslag 33-34: Reduktion i åbningstid af 3 biblioteker. Henset til de mange forskellige opgaver, som vores biblioteker varetager i forhold til at hjælpe vores borgere – ikke bare i forhold til store læseoplevelser – men også i forhold til at bistå med adgang til digitale løsninger, kulturoplevelser, formidling osv., finder vi det problematisk, at der foreslås besparelser i bibliotekernes åbningstid (navnlig henset til, at betjeningen allerede er reduceret i Ullerslev og Ørbæk). Såfremt der skal findes besparelser i forhold til vores biblioteker, henstiller vi til, at de selv får friheden til at vurdere, om besparelsen skal opnås ved reduktion af bemandet åbningstid eller ved ophør af aktiviteter, som ikke er bibliotekernes kerneydelse. Dette kan senere give afsæt i en bredere politisk drøftelse af, hvilke typer aktiviteter vi egentlig mener, at bibliotekerne skal løse. Udgiftskrævende ønskeVi ønsker afsat et årligt beløb (meget løst overslag kunne være ½-1 mio. kr.) til at styrke borgerrådgiveren med en yderligere medarbejder, som skal foretage en grundig kortlægning af alle sagsgange i kommunen og sammenholde disse med det relevante lovgrundlag. Formålet at sikre, at kommunen overholder lovgivningen på alle områder samt at sikre, at alle sagsgange er effektive og præcise. Navnlig skal det undersøges, hvorvidt der er sagsgange – og her menes i alle kommunens institutioner – som er selvpålagt, ikke-lovmæssigt bestemt bureaukrati eller ”tomt arbejde”, som er uden værdi for borgerne. Formålet er, at al sagsbehandling i kommunen både er lovlig og har den højeste værdi for borgerne. Bemærkninger til budgetønskerGratis buskørsel for børn og unge: Om end vi finder forslaget sympatisk noterer vi os også, at forslaget alene gælder lokalbuskørsel, da der ikke kan indføres gratis kørsel med fælles kommunale ruter og det regionale rutenet. Dette betyder, at der stadig vil være administration for kommunen ift. buskort fx skolebørn, der benytter sig af andre busser end de lokale busser. Vi mener ikke, at byrådet skal imødekomme ønsket. Genindførsel af lydavisen: Vi er i LA Nyborg/Kerteminde overrasket over, at man har sparet lydavisen væk. Det må anses for en helt central ydelse for de af vores borgere med særlige behov, som ikke har råd til selv at have et abonnement på en avis. Vi håber derfor, at byrådet vil imødekomme ønsket.Drift af balletundervisning på Nyborg Kulturskole: Vi forstår ønsket således, at Kulturskolen har fået overdraget en opgave uden den tilstrækkelige finansiering. Vi forstår, at dette ikke er en rimelig situation for Kulturskolen. Vi er dog ikke overbeviste om, at balletskolen hører hjemme i Kulturskolen, ligesom det vist ikke er nogen hemmelighed, at balletskolen har vanskeligt ved at tiltrække det nødvendige antal elever. Det bør derfor afdækkes, om der kan findes en anden model for den fremtidige drift af balletskolen. Vi mener ikke, at byrådet skal imødekomme ønsket.Drift af pavillon ved Hesselhuset til vinterbadefaciliteter: Således som økonomien i kommunen i øvrigt er, mener vi ikke, at det er tidspunktet, at der skal bruges ressourcer herpå. Vi mener ikke, at byrådet skal imødekomme ønsket. Forhøjelse af tilskud til Nyborg Idræts- og Fritidscenter: Det er vanskeligt at forholde sig til ønsket uden et nærmere kendskab til de ressourcer, som pt. anvendes på rengøring. Vi afholder os fra at kommentere på ønsket. Sct. Knuds Golfklub, Klubhus: Det er et meget stort beløb, der anmodes om. Og ønsket synes svært foreneligt med, at der samtidig lægges op til besparelser i støtten til andre foreninger. Når det er sagt, er Sct. Knuds Golfklub en vigtig del af Nyborgs historie, og uden hjælp er det oplyst, at klubben ser ind i en konkurs. I så fald er der stor risiko for, at der ikke længere vil være en golfklub på Knudshoved, hvilket vil være et tab for kommunen. Som beskrevet i seneste referat fra møde i Fritids- og Kulturudvalget, synes eneste mulighed at være at finde den budgetmæssige dækning for, at Nyborg Kommune overtager klubhuset og udlejer huset til Sct. Knuds Golfklub. Dette vil dog skulle betinges af, at også andre foreninger får adgang til at benytte huset – fx vil Nyborgs spejderforeninger kunne have glæde af at benytte lokaler ved aktiviteter i Plantagen. Såfremt der kan opnås enighed i byrådet om en sådan løsning, mener vi, at byrådet kan imødekomme ønsket. Køb af konsulenttimer ved Nyborg Handel og Turisme: Der er tale om en ”kan-opgave”. Således som økonomien i kommunen i øvrigt er, mener vi, at det først bør undersøges, hvilken effekt forslaget vil have. Vi mener derfor ikke, at byrådet skal imødekomme ønsket.Permanentgørelse af stillingen som fritidsjobambassadør: Der er tale om en ”kan-opgave”. Således som økonomien i kommunen i øvrigt er, mener vi, at det først bør undersøges, hvilken effekt forslaget vil have. Vi mener derfor ikke, at byrådet skal imødekomme ønsket.Evaluering af Ungebyrådet og fremtidig drift: Der er tale om en ”kan-opgave”. Således som økonomien i kommunen i øvrigt er, mener vi, at det først bør undersøges, hvilken effekt forslaget vil have. Vi mener derfor ikke, at byrådet skal imødekomme ønsket.Investering i en målrettet beskæftigelsesindsats: Som beskrevet i forslaget karakteriseres Nyborg Kommune som en kommune med et investeringspotentiale på beskæftigelsesområdet. Selvom der er tale om en betydelig investering, må den anses for nødvendig. Vi håber derfor, at byrådet vil imødekomme ønsket.Forslag til videre arbejde ift. budgetteringForvaltningen foreslår i forslag 3 konkurrenceudsættelse af visse af Vej og Parks ydelser. Det forslag skal have ros, og vi foreslår dette bredt ud på mange flere områder. Vi foreslår derfor, at hver forvaltning pålægges årligt at gennemgå egen opgaveportefølje og afrapportere hvilke af de opgaver, der løses som eventuelt kunne udliciteres (eller alternativt, at der indhentes kontrolbud). Årlige sparekataloger: Som udvidelse af ovenstående foreslår vi, at hver enkelt forvaltning pålægges hvert år at udarbejde et sparekatalog for egne arbejder. Fokus skal være på, om ydelser kan leveres billigere eller bedre for samme pris – f.eks. ved at kigge på selvpålagt bureaukrati, udlicitering, privatisering eller ændrede arbejdsmetoder og organisering. For at sikre forvaltningerne incitament til opgaven foreslår vi, at 50% af de besparelser, der kommer på baggrund af forvaltningernes egne idéer, beholdes i den ansvarlige forvaltninger til disponering efter ansvarlige leders vurdering, mens 50% fjernes fra efterfølgende års budget.Ved opslag på Indenrigs- og Sundhedsministeriets kommunale nøgletal kan vi se, at ”udg. Til ledelse og administration pr. indb.” for Nyborg i 2024 ligger på 10.329 kr. pr. indbygger, mens gennemsnittet i de fynske kommuner er 8.125. Nyborg er den eneste kommune på Fyn, der bruger over 9.000 kr. pr. indbygger på den post. Af baggrundsmaterialet til budgettet kan vi forstå, at en del af forklaringen på de store administrationsudgifter skyldes forkert kontering, men det er fortsat uklart, hvorvidt dette er hele forklaringen. Vi opfordrer til, at der udarbejdes en klar beskrivelse af problemstillingen, og at administrationen pålægges at fremlægge en plan for i løbet af en kortere årrække (4-8 år) at nedbringe den forskel, der eventuelt måtte være, når der er korrigeret for de konteringsmæssige forskelle.