Grøn Pulje – til fællesskab og grønne initiativer lokalt
Nyborg Byråd har 24. februar 2026 godkendt rammerne for Nyborg Kommunes nye Grøn Pulje, hvor der kan søges op til en million kroner til lokale projekter, der styrker fællesskaber og fremmer grønne initiativer.
Faser
Forbered ansøgning
Grøn Pulje 2026 er på 996.000,- kroner.
Alle med adresse i Nyborg Kommune kan søge midler til projekter, dog har projekter indenfor 5 km af solcelleanlægget i Aunslev forrang.
Ansøgningsfrist er 1. marts 2027.
Tilsagn til udvalgte ansøgninger forventes afgivet i 2. kvartal 2027.
Du kan følge puljen og tilmelde dig informationsmøde den 29. oktober her.
Herunder kan du læse en vejledning til at søge:
HVEM kan søge
Alle med adresse i Nyborg Kommune kan søge midler fra Grøn Pulje (foreninger, institutioner, virksomheder og privatpersoner).
Nyborg Kommune og kommunale institutioner kan ikke søge Grøn Pulje.
Du kan ikke søge på vegne af andre.
Ansøger eller ansøgers partnere er ansvarlige for at gennemføre projektet.
Projekter, som tildeles privatpersoner bliver skattepligtige for ansøger. Det anbefales derfor at søge projekter som forening med CVR nummer.
HVAD kan der søges til
Der kan søges om tilskud til projekter, der:
- styrker det lokale liv og sammenhængskraft.
- styrker landskabelige og rekreative værdier.
- fremmer biodiversitet og højere naturværdier.
- fremmer en grøn og bæredygtig omstilling.
- forskønner byrum eller byrumsprojekter i øvrigt.
Det kan for eksempel være:
- Sociale eller kulturelle aktiviteter
- Forsamlingshuse, fællesfaciliteter eller deleordninger
- Forbedringer af faciliteter, bymiljø ellernatur
- Formidling og undervisning
HVOR meget kan man søge om
Nyborg Kommune kan give tilskud på op til 100 procent af udgifterne. Støtten kan dække hele projektet eller en del af det, afhængigt af en konkret vurdering.
Der er ingen nedre eller øvre grænse for, hvor meget, der kan søges, så længe det er inden for puljens beløbsstørrelse.
HVORDAN vurderes ansøgninger?
Projektet skal være til gavn for offentligheden. I udvælgelsen af ansøgninger vurderes der på:
• Hvor meget projektet gavner naboerne til anlægget.
• Om projektet gør lokalsamfundet mere attraktivt.
• Om der er lokal opbakning.
• Om projektet understøtter natur, grøn omstilling eller andre grønne tiltag.
• Hvorvidt projektet er gennemarbejdet og realiserbart.
• Hvordan driften af projektet er tænkt.
(Punkterne er ikke oplistet i en prioriteret rækkefølge).
HVAD skal ansøgning indeholde
Læs mere om, hvad ansøgningen skal indeholde og hvad man bør være opmærksom på, hvis der søges til anlægsprojekter, her: administrationsgrundlag.
Vedlæg evt. støtteerklæringer fra lokalråd, naboer, lodsejere eller foreninger for at synliggøre ”Lokal opbakning”.
Husk også at søge om midler til at betale for:
- Byggesagsgebyr ved myndighedsbehandling.
- Ekstern rådgivning og projektering ved større anlægsprojekter.
- Tinglysning ved tilskud til fast ejendom, som ikke tilhører kommunen.
- Revisor ved større projekter (over 50.000 kr.)
DET med småt
Tilladelser
Vær opmærksom på om dit projekt kræver tilladelse.
Der er ikke krav om, at ansøger på forhånd har fået lov af ejer og/eller myndigheder, før man søger. Dog skal der kunne fremvises en forhåndstilkendegivelse om at tilladelse vil være muligt, fx fra lodsejer eller myndighed.
Ansøger er ansvarlig for, at der kan opnås de nødvendige tilladelser eller dispensationer efter gældende lovgivning for at gennemføre projektet.
Tilsagn om tilskud fra Grøn Pulje er et tilsagn om økonomisk støtte. Det er ikke en tilladelse.
Anvendelse af støttemidler
- Midlerne skal tildeles inden for fem år efter indbetalingen *
- Projekter, der får støtte, skal være gennemført senest fem år efter tilsagnet.
- Midlerne kan kombineres med andre tilskud, fx kommunale midler, fonde eller
sponsorater.
- Udbetaling af midlerne sker som engangsbetaling.
*Jf. Lov om fremme af vedvarende energi § 14, stk. 7 pkt
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til ansøgningsprocessen, eller vil du vide mere om Grøn Pulje, kan du kontakte @nyborg.dk
Kommende og igangværende begivenheder

Begivenhedsdato: oktober 29., 2026 fra 16:00 til 18:00.
Odensevej 56A

