
Klimaplan for Nyborg Kommune
Byrådet har vedtaget en ambitiøs klimamålsætning for Nyborg Kommune: i 2030 skal vi have reduceret vores udledning af klimagasser med 70% i forhold til 1990, og i 2040 skal Nyborg Kommune være klimaneutral. Samtidig er det målet at kommunen skal være robust over for fremtidens klimaforandringer.
Nyborg Kommune arbejder på en plan for, hvordan vi når disse mål - vores Klimaplan. Den skal omfatte alle borgere, virksomheder, landbrug og alle andre, som arbejder eller kører gennem kommunen. Planen skal bl.a. beskrive, hvordan vi vil nå målene for klimagas reduktion, og hvilke tiltag der skal til for at sikre en robust kommune som er forberedt på fremtidens klima.
På Klimaborgermødet d. 24 marts inviterede vi borgere i kommunen til at komme med forslag til handlinger, som bringer os i mål. Vi fik vi mange gode forslag - men vi vil gerne have endnu flere til at bidrage med ideer til hele kommunens klimaplan.
Fra d. 25 marts til d. 18 april, kan du komme med dine idéer og forslag til hvordan borgere, virksomheder og kommunen selv kan udvikle sig i en klimavenlig retning - og hvordan kommunen kan understøtte din grønnere hverdag. I denne periode kan du samtidigt stemme på de forslag, du synes der er bedst. Det gør du ved at "like" de forslag, du synes bedst om.
Forslagene fra borgere vil indgå i et handlingskatalog, som politikerne skal prioritere imellem til klimaplanen.
Du kan her på siden følge hele processen med klimaplanen. Den 10. -31. august kommer klimaplanen i høring, og her har du igen mulighed for at komme med din mening inden den endelige klimaplan vedtages i byrådet.
Faser
Handlingskatalog udarbejdes
Tusind tak for de mange gode idéer. Der er nu lukket for at dele idéer, stemme og kommentere. Her kan du her se en opsamling på de idéer, der er kommet ved at åbne filen "Borgernes klimaidéer". I denne fil er idéerne sammenfattet og kategoriseret i 8 overordnede temaer. Du kan stadig se de oprindelige idéer i forrige fase "Klimaborgermøde : kom med dine idéer".
I nuværende fase indarbejdes samtidigt idéerne fra det fysiske og digitale borgermøde i det materiale, som politikerne får tilsendt forud for et prioriteringsseminar, hvor byrådet beslutter handlingerne til klimaplanen. Planen dækker i princippet alle årene frem til 2040, men vil være mest detaljeret for de første år.
I næste fase med start d. 7 maj kan du se det handlingskatalog som politikerne prioriterer handlingerne til klimaplanen ud fra.
Vi offentliggør udkast til klimplan i august. Her har du mulighed for at kommentere på klimaplanen inden byrådet vedtager den endelige klimaplan d. 4 oktober
